mandag den 31. december 2012
tirsdag den 25. december 2012
Julen er den værste tid. For der oser alt af dig.
Juleaften, turen ned til far, julefrokosten hos morfar. Du var der til det hele, og nu sidder du sikkert og fejrer jul med en anden, hende.
Mens jeg sidder her og tænker på den bedste jul, jeg nogensinde har haft, samtidig med, at det var den værste, for hold kæft jeg havde det skidt.
Men hvor du tog det pænt. Hvor tog du meget pis i den tid, og hvor har jeg fået det smasket tilbage i hovedet siden.
Jeg tror, jeg stadig tror, du kommer tilbage. For hver gang jeg siger til mig selv, at det gør du ikke, så får jeg ondt i brystet, det bliver svært at trække vejret, og tårerne kommer, om jeg vil det eller ej.
Jeg håber stadig, at min Facebook-chat en dag vil sige "Pling", og så er det dig, der siger alt det, jeg gerne vil høre.
At du lavede en fejl, at du elsker mig, at du stadig vil giftes med mig, og at jeg stadig skal være mor til dine børn. Bare for at starte et sted.
For jeg kan ikke se det retfærdige i, at jeg sidder her og tænker alle de ting, mens du sidder et andet sted sammen med hende. Det kan jeg virkelig ikke.
Men samtidig ved jeg, at jeg fortjener bedre end det bullshit, du gav mig. Granted, de første 3 måneder var fantastiske, men derefter kom lortet bare flyvende. Hvorfor vil jeg så stadig have dig? Jeg aner det ikke. Fordi, du er dig.
Fordi det er dig, jeg altid har forestillet mig selv blive gammel med. Fordi, du var den eneste rigtige. Fordi, du reddede mig fra mig selv, fordi du var det smukkeste, der kunne gå på 2 ben, fordi, fordi, fordi, jeg kunne blive ved.
Men du fortjener mig ikke. Ikke efter det, du smed mig igennem. Jeg er stadig den skal af et menneske, du forlod for snart 2 år siden.
Selv jeg fortjener ikke dette.
Juleaften, turen ned til far, julefrokosten hos morfar. Du var der til det hele, og nu sidder du sikkert og fejrer jul med en anden, hende.
Mens jeg sidder her og tænker på den bedste jul, jeg nogensinde har haft, samtidig med, at det var den værste, for hold kæft jeg havde det skidt.
Men hvor du tog det pænt. Hvor tog du meget pis i den tid, og hvor har jeg fået det smasket tilbage i hovedet siden.
Jeg tror, jeg stadig tror, du kommer tilbage. For hver gang jeg siger til mig selv, at det gør du ikke, så får jeg ondt i brystet, det bliver svært at trække vejret, og tårerne kommer, om jeg vil det eller ej.
Jeg håber stadig, at min Facebook-chat en dag vil sige "Pling", og så er det dig, der siger alt det, jeg gerne vil høre.
At du lavede en fejl, at du elsker mig, at du stadig vil giftes med mig, og at jeg stadig skal være mor til dine børn. Bare for at starte et sted.
For jeg kan ikke se det retfærdige i, at jeg sidder her og tænker alle de ting, mens du sidder et andet sted sammen med hende. Det kan jeg virkelig ikke.
Men samtidig ved jeg, at jeg fortjener bedre end det bullshit, du gav mig. Granted, de første 3 måneder var fantastiske, men derefter kom lortet bare flyvende. Hvorfor vil jeg så stadig have dig? Jeg aner det ikke. Fordi, du er dig.
Fordi det er dig, jeg altid har forestillet mig selv blive gammel med. Fordi, du var den eneste rigtige. Fordi, du reddede mig fra mig selv, fordi du var det smukkeste, der kunne gå på 2 ben, fordi, fordi, fordi, jeg kunne blive ved.
Men du fortjener mig ikke. Ikke efter det, du smed mig igennem. Jeg er stadig den skal af et menneske, du forlod for snart 2 år siden.
Selv jeg fortjener ikke dette.
lørdag den 22. december 2012
fredag den 21. december 2012
onsdag den 19. december 2012
For det meste går det okay. Nej, det går mere end okay, det går fint.
Men så er der nogen, der nævner dig, eller jeg lugter noget, der lugter som dig, ser en pakke rød Prince, eller det regner. Mere skal der ikke til, så kommer jeg i tanke om det hele.
Og tanken, der virkelig plager mig er, hvorfor? Hvorfor var jeg ikke god nok, hvorfor forsvandt du uden et ord? Du kyssede mig, da jeg tog hjem. Derefter hørte jeg ikke fra dig i halvanden måned, indtil for et par dage siden. Hvorfor?
Var der en anden i skyggerne? Var jeg ikke god nok? Var jeg ikke tynd nok, var mine kindben ikke tydelige nok, var jeg ikke smuk nok, hvad skete der, hvad gjorde jeg?
Jeg har ingen problemer med at se mine fejl, men lige her kan jeg kun se, at jeg elskede dig for højt. Dét var min fejl.
Og så det, at vi ikke kunne "være sammen", uden du var påvirket. Det var nok til at ødelægge den smule selvtillid, jeg havde tilbage. Er jeg så frastødende?
Og det vilde er, at jeg ville have ændret det hele. Havde du bedt mig om at tabe mig, så var jeg gået tilbage til min anorektiske livsstil. Havde du bedt mig ændre mig totalt, så havde jeg gjort det. Jeg ville være gået gennem ild og vand for dig.
Min fejl var også, at jeg troede dig, da du sagde, at du elskede mig. For første gang, så troede jeg nogen, for du viste det. Du sagde det med sådan en ømhed, at det kun kunne være sandt. Og jeg stolede på dig, det har jeg altid gjort. Så hvis du sagde, at du elskede mig, så måtte det jo være, hvor urealistisk det end var, så måtte det jo være rigtigt.
Alle sagde, at du ikke kunne finde på det, du gjorde. At sådan var du ikke. Dine venner sagde det, mine venner sagde det, selv min familie sagde det. VORES venner sagde det. For intet pegede imod det.
Jeg fik at vide, at jeg skulle holde fat i dig. Måske holdte jeg for godt fat?
Og som de sagde, jeg kendte dig. Jeg burde selv vide, om du kunne finde på det. Og jeg havde ALDRIG troet det om dig. At du bare kunne gå din vej, og leave me hanging, for jeg kunne da umuligt betyde så lidt for dig. Men det må jeg jo have gjort.
Men så er der nogen, der nævner dig, eller jeg lugter noget, der lugter som dig, ser en pakke rød Prince, eller det regner. Mere skal der ikke til, så kommer jeg i tanke om det hele.
Og tanken, der virkelig plager mig er, hvorfor? Hvorfor var jeg ikke god nok, hvorfor forsvandt du uden et ord? Du kyssede mig, da jeg tog hjem. Derefter hørte jeg ikke fra dig i halvanden måned, indtil for et par dage siden. Hvorfor?
Var der en anden i skyggerne? Var jeg ikke god nok? Var jeg ikke tynd nok, var mine kindben ikke tydelige nok, var jeg ikke smuk nok, hvad skete der, hvad gjorde jeg?
Jeg har ingen problemer med at se mine fejl, men lige her kan jeg kun se, at jeg elskede dig for højt. Dét var min fejl.
Og så det, at vi ikke kunne "være sammen", uden du var påvirket. Det var nok til at ødelægge den smule selvtillid, jeg havde tilbage. Er jeg så frastødende?
Og det vilde er, at jeg ville have ændret det hele. Havde du bedt mig om at tabe mig, så var jeg gået tilbage til min anorektiske livsstil. Havde du bedt mig ændre mig totalt, så havde jeg gjort det. Jeg ville være gået gennem ild og vand for dig.
Min fejl var også, at jeg troede dig, da du sagde, at du elskede mig. For første gang, så troede jeg nogen, for du viste det. Du sagde det med sådan en ømhed, at det kun kunne være sandt. Og jeg stolede på dig, det har jeg altid gjort. Så hvis du sagde, at du elskede mig, så måtte det jo være, hvor urealistisk det end var, så måtte det jo være rigtigt.
Alle sagde, at du ikke kunne finde på det, du gjorde. At sådan var du ikke. Dine venner sagde det, mine venner sagde det, selv min familie sagde det. VORES venner sagde det. For intet pegede imod det.
Jeg fik at vide, at jeg skulle holde fat i dig. Måske holdte jeg for godt fat?
Og som de sagde, jeg kendte dig. Jeg burde selv vide, om du kunne finde på det. Og jeg havde ALDRIG troet det om dig. At du bare kunne gå din vej, og leave me hanging, for jeg kunne da umuligt betyde så lidt for dig. Men det må jeg jo have gjort.
And maybe we got lost in translation, maybe I asked for too much, but maybe this thing was a masterpiece, 'til you tore it all up.
Running scared, I was there, I remember it all too well.
And you call me up again just to break me like a promise, so casually cruel in the name of being honest. I'm a crumpled up piece of paper lying here, 'cause I remember it all, all, all too well.
Time won't fly, it's like I'm paralyzed by it, I'd like to be my old self again, but I'm still trying to find it. After plaid shirt days and nights when you made me your own, now you mail back my things and I walk home alone.
And you call me up again just to break me like a promise, so casually cruel in the name of being honest. I'm a crumpled up piece of paper lying here, 'cause I remember it all, all, all too well.
Time won't fly, it's like I'm paralyzed by it, I'd like to be my old self again, but I'm still trying to find it. After plaid shirt days and nights when you made me your own, now you mail back my things and I walk home alone.
lørdag den 15. december 2012
And I know it's long gone, and that magic's not here no more
And I might be okay, but I'm not fine at all.
Time won't fly, it's like I'm paralyzed by it.
I'd like to be my old self again, but I'm still trying to find it
After plaid shirt days and nights when you made me your own - now you mail back my things and I walk home alone.
After plaid shirt days and nights when you made me your own - now you mail back my things and I walk home alone.
People I'd like to marry.
Siden jeg altid siger, at jeg skal giftes med alle mulige mærkelige mennesker, tænkte jeg, at det kunne være sjovt at skrive dem ned. So here goes.
- One Direction
- Mike Dirnt
- Cassadee Pope
- Marina Diamandis
- David Desrosiers
- Sebastien Lefebvre
- Avril Lavigne
- Perrie Edwards
- John O'Callaghan
- Frank Iero
- Jared Leto
- Josh Franceschi
- Travis Clark
- Nadia Nielsen (Jeg huskede dig!!!!)
- Demi Lovato
- Ed Sheeran
- Christina Perri
- Alex Gaskarth
- Nick Santino
- Brandon Novak
- Bam Margera
- Nina Dobrev
- Ian Somerhalder
- Kristen Stewart
- Zooey Deschanel
- Prins Harry
- Sophia Bush
tirsdag den 11. december 2012
Mine tanker tager igen overhånd, og jeg hader det.
Det meste af tiden tror jeg virkelig, jeg er kommet videre. Og det er jeg. Videre. Ikke ovre det.
For så ville jeg ikke stadig græde, når jeg drømmer om dig, få tårer i øjnene, når jeg tænker på dig, eller blive så vred, når jeg tænker på dig med hende.
Jeg har aldrig ment, at du var perfekt, eller at vi var perfekte. Måske er det derfor, det er så svært - for det gjorde det virkeligt. Skænderierne, uenighederne, fejlene, det gjorde mig overbevist om, at det var rigtigt. Det var ikke en eller anden drøm, man rendte rundt i, det var virkeligheden.
Og nu sidder du sammen med hende, og I hygger jer sikkert fucking meget, for I er lige store røvhuller.
Og jeg sidder her alene. Alene og tænker på dig, mens du sidder og er lykkelig med en anden.
Det virker ikke helt fair, synes du?
"I don't want to forgive, I want to forget."
Det meste af tiden tror jeg virkelig, jeg er kommet videre. Og det er jeg. Videre. Ikke ovre det.
For så ville jeg ikke stadig græde, når jeg drømmer om dig, få tårer i øjnene, når jeg tænker på dig, eller blive så vred, når jeg tænker på dig med hende.
Jeg har aldrig ment, at du var perfekt, eller at vi var perfekte. Måske er det derfor, det er så svært - for det gjorde det virkeligt. Skænderierne, uenighederne, fejlene, det gjorde mig overbevist om, at det var rigtigt. Det var ikke en eller anden drøm, man rendte rundt i, det var virkeligheden.
Og nu sidder du sammen med hende, og I hygger jer sikkert fucking meget, for I er lige store røvhuller.
Og jeg sidder her alene. Alene og tænker på dig, mens du sidder og er lykkelig med en anden.
Det virker ikke helt fair, synes du?
"I don't want to forgive, I want to forget."
mandag den 10. december 2012
søndag den 9. december 2012
Jeg mener, se dem lige! Louis kan ikke nå gulvet, Niall ryster som ind i helvede, Zayn ligner en fucking græsk sexgud, Liam er bare... Liam, og Harry skal vi jo slet ikke komme ind på, så bliver jeg aldrig færdig. Jeg undskylder, men jeg blev nødt til at dø lidt.
fredag den 7. december 2012
Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det.
Hvorfor jeg torturerer mig selv med disse tanker, tankerne om dig, skriver til dig, bare for at blive mindet om, hvordan det endte, hvordan du bare gik.
For selvom du aldrig har forladt mig, så har du jo alligevel. For du opgav os, selvom jeg aldrig gjorde.
Og så tænker jeg på, hvor nem jeg er - jeg giver dig alt, hvad du vil have, bare fordi det er dig, og jeg kan ikke sige nej, for jeg kan ikke klare tanken om, at du bliver skuffet over mig, vred eller såret. Du er dig, du skal være glad.
Og du skal være glad for mig. Det er blevet en eller anden livsnødvendig ting for mig, som at spise. Jeg kan ikke klare tanken om, at du ikke er det, men det er du jo ikke.
Hvorfor jeg torturerer mig selv med disse tanker, tankerne om dig, skriver til dig, bare for at blive mindet om, hvordan det endte, hvordan du bare gik.
For selvom du aldrig har forladt mig, så har du jo alligevel. For du opgav os, selvom jeg aldrig gjorde.
Og så tænker jeg på, hvor nem jeg er - jeg giver dig alt, hvad du vil have, bare fordi det er dig, og jeg kan ikke sige nej, for jeg kan ikke klare tanken om, at du bliver skuffet over mig, vred eller såret. Du er dig, du skal være glad.
Og du skal være glad for mig. Det er blevet en eller anden livsnødvendig ting for mig, som at spise. Jeg kan ikke klare tanken om, at du ikke er det, men det er du jo ikke.
"She loved you, but you loved someone else."
tirsdag den 4. december 2012
mandag den 3. december 2012
Hej læsere.
Nu prøver jeg med et "digt" - om det er godt eller skidt, det aner jeg ikke, men Sylvia Plath siger - "I write only because there is a voice within me that will not be still".
Here goes nothing.
Det er skrevet i går, den 2. december.
Nu prøver jeg med et "digt" - om det er godt eller skidt, det aner jeg ikke, men Sylvia Plath siger - "I write only because there is a voice within me that will not be still".
Here goes nothing.
Det er skrevet i går, den 2. december.
"Du kysser mig,
og det hele vender tilbage til mig,
jeg husker.
Husker hvordan du føltes,
hvordan vi var,
hvor tæt på lykken jeg var,
jeg kunne næsten nå den.
Den sorte skjorte ryger på gulvet,
med den følger den sidste rationelle tanke i mit hoved.
Du overtager mig
- jeg ved ikke længere,
hvor jeg slutter,
og hvor du begynder.
Jeg mærker kun dine læber mod mine,
mens din hånd febrilsk finder min.
Og jeg husker,
jeg husker lykken."
søndag den 2. december 2012
Hej kære læsere.
Jeg går og leger lidt med tanken om at "udgive" nogle af mine tekster, altså putte dem ind på bloggen, både min lyrik og mine digte. Ville det være noget, I ville være interesseret i at læse? Har ikke lyst til at udgive det, hvis I alligevel bare tænker "Næh, go away freaky woman".
xoxo
Jeg går og leger lidt med tanken om at "udgive" nogle af mine tekster, altså putte dem ind på bloggen, både min lyrik og mine digte. Ville det være noget, I ville være interesseret i at læse? Har ikke lyst til at udgive det, hvis I alligevel bare tænker "Næh, go away freaky woman".
xoxo
lørdag den 1. december 2012
fredag den 30. november 2012
torsdag den 29. november 2012
Update.
Jeg ved ikke, hvad dette er en update på, men en update er det!
Jeg har, for første gang i flere uger, en dag, hvor jeg er glad. Rigtig glad, ikke bare sådan "glad i 5 minutter, og så forsvinder smilet igen", men hvor jeg danser, synger og hygger med mig selv. (Ikke misforstå)
Jeg har været utrolig apatisk de sidste par uger, intet har rørt mig. Det har på en måde været rart, men det har også været mærkeligt at være, næsten, uden følelser. Jeg har ikke grædt, jeg har ikke grint, med mindre jeg var hos Mikkel, eller noget i den stil. Jeg har bare... været. Siddet og gloet, læst en bog, spist noget mad, og sovet. Ikke engang træning kunne jeg tage mig sammen til, og så er det slemt, for det er det bedste, jeg ved - lige efter at spise...
Mine yndlingsbukser er blevet for store - hvilket selvfølgelig er en smule træls, men hvor er jeg glad for det, for det må jo betyde, at jeg taber mig. De er begyndt at falde ned, og de er blevet lidt for store omkring lårene, så det er rigtig dejligt! Kommer godt nok til at savne dem, men sådan er det, lol. Vil hellere tabe mig end at kunne bruge bukserne!
Det var sådan set, hvad jeg havde at sige... ok, hej!
Jeg har, for første gang i flere uger, en dag, hvor jeg er glad. Rigtig glad, ikke bare sådan "glad i 5 minutter, og så forsvinder smilet igen", men hvor jeg danser, synger og hygger med mig selv. (Ikke misforstå)
Jeg har været utrolig apatisk de sidste par uger, intet har rørt mig. Det har på en måde været rart, men det har også været mærkeligt at være, næsten, uden følelser. Jeg har ikke grædt, jeg har ikke grint, med mindre jeg var hos Mikkel, eller noget i den stil. Jeg har bare... været. Siddet og gloet, læst en bog, spist noget mad, og sovet. Ikke engang træning kunne jeg tage mig sammen til, og så er det slemt, for det er det bedste, jeg ved - lige efter at spise...
Mine yndlingsbukser er blevet for store - hvilket selvfølgelig er en smule træls, men hvor er jeg glad for det, for det må jo betyde, at jeg taber mig. De er begyndt at falde ned, og de er blevet lidt for store omkring lårene, så det er rigtig dejligt! Kommer godt nok til at savne dem, men sådan er det, lol. Vil hellere tabe mig end at kunne bruge bukserne!
Det var sådan set, hvad jeg havde at sige... ok, hej!
onsdag den 28. november 2012
tirsdag den 27. november 2012
Tingene bliver aldrig det samme mellem os, og det ved jeg godt. Jeg ønsker det heller ikke, for hold kæft hvor var det dysfunktielt.
Men ind i mellem tager jeg mig selv i at drømme mig tilbage til dengang - dengang for over 2 år siden, hvor du påstod, at jeg var din verden, hvor du sagde, at du elskede mig, og hvor jeg troede dig.
Hvor du betød alt for mig, for du var så meget mere end en "flirt". Du var alt. Du betød intet mindre end alt for mig, og du gjorde det i lang tid.
Jeg smiler stadig, når du skriver til mig - bare at vide, at du har tænkt på mig, lige gyldigt årsagen, bare at vide, at jeg var i din hjerne, at du fik lyst til at skrive til mig, det er nok.
For jeg vil så gerne tro, at jeg betød noget for dig. At jeg ikke bare var tidsfordriv. For du har trods alt holdt dit løfte - du har aldrig forladt mig. Du har altid været der, når jeg havde allermest brug for dig.
Du kan opbygge og ødelægge min selvtillid som ingen andre har kunnet, og jeg ved ikke hvorfor, du har den evne. Det er nok bare dig.
Jeg vil altid have et "soft-spot" for dig, det har tiden vist. Og sandheden er, at hvis du en dag vælger at komme tilbage til mig, så står jeg nok og venter på dig. Trods alt det, der er sket.
Men ind i mellem tager jeg mig selv i at drømme mig tilbage til dengang - dengang for over 2 år siden, hvor du påstod, at jeg var din verden, hvor du sagde, at du elskede mig, og hvor jeg troede dig.
Hvor du betød alt for mig, for du var så meget mere end en "flirt". Du var alt. Du betød intet mindre end alt for mig, og du gjorde det i lang tid.
Jeg smiler stadig, når du skriver til mig - bare at vide, at du har tænkt på mig, lige gyldigt årsagen, bare at vide, at jeg var i din hjerne, at du fik lyst til at skrive til mig, det er nok.
For jeg vil så gerne tro, at jeg betød noget for dig. At jeg ikke bare var tidsfordriv. For du har trods alt holdt dit løfte - du har aldrig forladt mig. Du har altid været der, når jeg havde allermest brug for dig.
Du kan opbygge og ødelægge min selvtillid som ingen andre har kunnet, og jeg ved ikke hvorfor, du har den evne. Det er nok bare dig.
Jeg vil altid have et "soft-spot" for dig, det har tiden vist. Og sandheden er, at hvis du en dag vælger at komme tilbage til mig, så står jeg nok og venter på dig. Trods alt det, der er sket.
"Dedicated to the one I'll always love, the one who really messed me up."
søndag den 25. november 2012
Jeg er så træt af, at de kendte får credit for alt muligt, som de egentlig ikke burde få det for.
F.eks det faktum, at Nick Jonas (fra Jonas Brothers, lol) får så meget credit, fordi han har sukkersyge, men alligevel lever et "normalt" liv. Han er jo en helt!!!
Men jeg kan ikke lade være med at tænke - hvorfor får min mor ikke det? Hun har haft det i 20+ år, længere end Nick har været i live, og hun har lige klaret en skilsmisse, opfostret en autistisk datter alene, og har taget alt den tæsk, livet har givet hende, ovenpå, hvor Nick "bare" er famous. Det er jo latterligt, han er jo ikke en helt.
Eller at Demi Lovato har klaret en spiseforstyrrelse og Bipolar. (Jeg er kæmpe Demi fan, men det irriterer mig alligevel)
Jeg kender en masse piger, der har klaret mere end hende. Hell, jeg har boet sammen med en, som fandeme burde få en fucking præmie for det, hun har klaret gennem sit liv. (Jeg håber, du fatter hentydningen, Linda <3)
Jeg har selv været igennem stort set det samme som Demi, og det er da rigtigt, at det er skide hårdt, og det kommer da også til udtryk på min blog. Men jeg er bare så træt af, at de er fucking helte, fordi de har overlevet det, tusindvis af mennesker står overfor hver dag, og de fleste, heldigvis, overlever. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de skal have mere credit end "almindelige" mennesker, bare fordi de er kendte, og det driver mig til vanvid.
Hvorfor skal vi gøre dem til "overmennesker", bare fordi de er kendte? De er jo ikke bedre end os andre.
F.eks det faktum, at Nick Jonas (fra Jonas Brothers, lol) får så meget credit, fordi han har sukkersyge, men alligevel lever et "normalt" liv. Han er jo en helt!!!
Men jeg kan ikke lade være med at tænke - hvorfor får min mor ikke det? Hun har haft det i 20+ år, længere end Nick har været i live, og hun har lige klaret en skilsmisse, opfostret en autistisk datter alene, og har taget alt den tæsk, livet har givet hende, ovenpå, hvor Nick "bare" er famous. Det er jo latterligt, han er jo ikke en helt.
Eller at Demi Lovato har klaret en spiseforstyrrelse og Bipolar. (Jeg er kæmpe Demi fan, men det irriterer mig alligevel)
Jeg kender en masse piger, der har klaret mere end hende. Hell, jeg har boet sammen med en, som fandeme burde få en fucking præmie for det, hun har klaret gennem sit liv. (Jeg håber, du fatter hentydningen, Linda <3)
Jeg har selv været igennem stort set det samme som Demi, og det er da rigtigt, at det er skide hårdt, og det kommer da også til udtryk på min blog. Men jeg er bare så træt af, at de er fucking helte, fordi de har overlevet det, tusindvis af mennesker står overfor hver dag, og de fleste, heldigvis, overlever. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de skal have mere credit end "almindelige" mennesker, bare fordi de er kendte, og det driver mig til vanvid.
Hvorfor skal vi gøre dem til "overmennesker", bare fordi de er kendte? De er jo ikke bedre end os andre.
If you ask me how I'm doing, I would say I'm doing just fine.
I would lie and say that you're not on my mind.
But I go out and I sit down at a table set for two - and finally I'm forced to face the truth, no matter what I say I'm not over you.
Damn, damn boy, you do it well, and I thought you were innocent.
Took this heart and put it through hell, but still you're magnificent.
I, I'm a boomerang, doesn't matter how you throw me, I turn around and I'm back in the game.
Even better than the old me - but I'm not even close without you.
Took this heart and put it through hell, but still you're magnificent.
I, I'm a boomerang, doesn't matter how you throw me, I turn around and I'm back in the game.
Even better than the old me - but I'm not even close without you.
torsdag den 22. november 2012
Mens jeg sidder her og er helt fortvivlet, forsøger jeg desperat at finde hoved og hale i det.
Hvad skete der, hvorfor skete det, hvorfor gjorde du det?
Efter alt det, jeg har gjort for dig, efter alt det, jeg har tilgivet, så synes jeg egentlig ikke, jeg fortjener denne behandling.
Fint nok, at du ikke vil være sammen med mig, det kan jeg jo ikke gøre noget ved, og jeg kan sagtens forstå dig - måske er det der, mit problem ligger, for jeg kan jo godt se, hvorfor du ikke vil være sammen med mig, når du kan gøre det så meget bedre, og du har sikkert allerede fundet hende, der skulle erstatte mig.
Men jeg føler, at jeg bare var noget, du kunne bruge. Du kunne bruge mig som et selvtillidsboost, efter du havde været syg, for jeg var der stadig, og jeg elskede dig stadig, og jeg ville stadig gå gennem ild og vand for dig.
Men at du bare kunne smide mig væk, da du var færdig, det forstår jeg ikke. Selv jeg fortjener ikke det, slet ikke fra dig.
Jeg troede dig. Jeg troede dig, da du sagde, at du havde følelser for mig, for du ved præcis, hvad jeg gerne vil høre, og så er det så fandens nemt at tro på. Og når man så finder ud af, at det bare var én stor, fed løgn, så er det som at miste dig igen.
Som om, du er sand, der falder ud gennem mine fingre, og jeg kan ikke stoppe det, du forsvinder stille og roligt, indtil du er helt væk. Selvom jeg desperat rækker ud efter dig, så kan jeg ikke få fat på dig, for du er væk, du er forsvundet, du har fundet noget bedre.
Jeg troede egentlig slet ikke, jeg havde følelser for dig. Jeg tænkte bare "jaja, han lukker bullshit ud", og jeg ville ønske, jeg havde holdt fast i den tankegang. For jeg ville hellere end gerne bytte fredagen væk, hvis dette... hul, der brænder i mit bryst, så også var væk.
Jeg havde ikke følelser for dig, du var jo bare en eks. Indtil jeg hørte dig grine, og det gik op for mig, hvor meget jeg havde savnet lyden af den, følelsen af dine arme om mig, for der følte jeg mig tryg. Jeg fik hjemve, da dit grin gav genlyd i mine ører.
Jeg har altid vidst, det var for godt til at være sandt, at du ville være sammen med mig. Jeg mener, bare se på dig. Og se så på mig. Vi er slet ikke fra samme verden, let alone the same league.
Men jeg synes stadig ikke, jeg fortjener det her. I really don't.
Hvad skete der, hvorfor skete det, hvorfor gjorde du det?
Efter alt det, jeg har gjort for dig, efter alt det, jeg har tilgivet, så synes jeg egentlig ikke, jeg fortjener denne behandling.
Fint nok, at du ikke vil være sammen med mig, det kan jeg jo ikke gøre noget ved, og jeg kan sagtens forstå dig - måske er det der, mit problem ligger, for jeg kan jo godt se, hvorfor du ikke vil være sammen med mig, når du kan gøre det så meget bedre, og du har sikkert allerede fundet hende, der skulle erstatte mig.
Men jeg føler, at jeg bare var noget, du kunne bruge. Du kunne bruge mig som et selvtillidsboost, efter du havde været syg, for jeg var der stadig, og jeg elskede dig stadig, og jeg ville stadig gå gennem ild og vand for dig.
Men at du bare kunne smide mig væk, da du var færdig, det forstår jeg ikke. Selv jeg fortjener ikke det, slet ikke fra dig.
Jeg troede dig. Jeg troede dig, da du sagde, at du havde følelser for mig, for du ved præcis, hvad jeg gerne vil høre, og så er det så fandens nemt at tro på. Og når man så finder ud af, at det bare var én stor, fed løgn, så er det som at miste dig igen.
Som om, du er sand, der falder ud gennem mine fingre, og jeg kan ikke stoppe det, du forsvinder stille og roligt, indtil du er helt væk. Selvom jeg desperat rækker ud efter dig, så kan jeg ikke få fat på dig, for du er væk, du er forsvundet, du har fundet noget bedre.
Jeg troede egentlig slet ikke, jeg havde følelser for dig. Jeg tænkte bare "jaja, han lukker bullshit ud", og jeg ville ønske, jeg havde holdt fast i den tankegang. For jeg ville hellere end gerne bytte fredagen væk, hvis dette... hul, der brænder i mit bryst, så også var væk.
Jeg havde ikke følelser for dig, du var jo bare en eks. Indtil jeg hørte dig grine, og det gik op for mig, hvor meget jeg havde savnet lyden af den, følelsen af dine arme om mig, for der følte jeg mig tryg. Jeg fik hjemve, da dit grin gav genlyd i mine ører.
Jeg har altid vidst, det var for godt til at være sandt, at du ville være sammen med mig. Jeg mener, bare se på dig. Og se så på mig. Vi er slet ikke fra samme verden, let alone the same league.
Men jeg synes stadig ikke, jeg fortjener det her. I really don't.
"But you kissed me like you meant it..."
Woop woop.
Hej læsere.
Jeg ville lige opfordre jer til at gå ind på https://www.sevenly.org/, da de sælger skønne trøjer, som hver uge hjælper en ny organisation.
I denne uge går pengene til National Autism Association, og det kunne jo ikke passe bedre for mig!
Hvis I er lige så vilde med trøjerne, som jeg er, og I har lyst til at give en hånd, så synes jeg, I skal starte her. Jeg ved jo personligt, hvor svært det er at vokse op med autisme, og at de hjælper børn med netop det problem, det er jeg helt vild med.
Så tjek trøjerne ud, og bestil endelig! Har allerede bestilt min "Different but not less" t-shirt, da jeg synes, den har det fedeste budskab, og det er jo rigtigt - vi er anderledes, men vi er ikke mindre end jer.
Do it!
- Michelle. x
Jeg ville lige opfordre jer til at gå ind på https://www.sevenly.org/, da de sælger skønne trøjer, som hver uge hjælper en ny organisation.
I denne uge går pengene til National Autism Association, og det kunne jo ikke passe bedre for mig!
Hvis I er lige så vilde med trøjerne, som jeg er, og I har lyst til at give en hånd, så synes jeg, I skal starte her. Jeg ved jo personligt, hvor svært det er at vokse op med autisme, og at de hjælper børn med netop det problem, det er jeg helt vild med.
Så tjek trøjerne ud, og bestil endelig! Har allerede bestilt min "Different but not less" t-shirt, da jeg synes, den har det fedeste budskab, og det er jo rigtigt - vi er anderledes, men vi er ikke mindre end jer.
Do it!
- Michelle. x
onsdag den 21. november 2012
Ting, jeg altid ønsker mig.
Her op til jul tænkte jeg, at det ville være sjovt at skrive de ting, jeg altid ønsker mig, ned. Og når jeg siger altid, så mener jeg altid.
- Bøger.
- Dvd'er med stand-up.
- T-shirts, gerne med sjove tekster eller fede motiver.
- Penge.
- Cd'er.
- Gode kuglepenne, da mine altid forsvinder.
- Green Day relaterede ting.
- Bøger til at skrive i.
- Plakater.
- Læbepomader.
- Pepsi Max.
- Nye covers til min iPhone.
- Smøger.
- Post it's.
- Tegninger.
- Armbånd.
- Neglelak i sjove farver - også gerne sort!
tirsdag den 20. november 2012
mandag den 19. november 2012
True story.
*hears noises at night*:
well this is it this is the end for me I had a good life
*gets shampoo in my eyes*:
I guess I'm blind now how am I ever going to see my first born child
*heart is beating fast*:
I think I am having a heart attack is this what cardiac arrest is
*a cop walks by*:
here I go about to get arrested I probably murdered someone
*taking a test*:
don't take your eyes off of this paper you will get caught cheating and get kicked out of school and amount to nothing
*gets a sunburn*:
great now I have skin cancer how will I tell my parents
*tripping over something*:
I guess my leg will have to be amputated why did this happen to me
Jeg forstår det ikke.
Jeg sidder og kigger en del blogs igennem på nettet, for jeg har ikke overskud til andet end at sidde her lige nu, så jeg tænkte, at jeg måske kunne få noget inspiration til spændende emner, men jeg er mest.. chokeret.
Skal man have langt, lyst hår, en chihuahua, for mange penge og være gudesmuk, før folk gider læse ens blog? (Det er nok ret tydeligt, at jeg hentyder til Fie Laursen, det skal lige siges, at jeg ikke har noget imod hende, overhovedet. Jeg har aldrig snakket med tøsen, men hun virker da skide sød.)
Men jeg forstår det ikke - skal man være size 0, gå i for korte shorts, og bruge for mange penge på tøj, før ens blog er interessant?
Skal ens blog være fyldt op med "outfit of today" billeder, for så får jeg et problem, da mine "outfits" sgu ikke er særlig spændende, men det er vel heller ikke det, en blog skal handle om.
Det skal vel ikke hele tiden handle om "Se mig, se hvor mange penge jeg har, se mit nye tøj, mit nye hår, mine lækre venner og mit fabulous liv", skal det?
Da jeg startede med at blogge, for snart 4-5 år siden, der skulle det handle om noget spændende. Noget, der var værd at LÆSE. L-æ-s-e. Ikke se billeder af.
Eller skal jeg få et barn, før min blog bliver spændende? Skal jeg komme ud som mobbeoffer, og stille op i Aftenshowet, skal jeg vise for meget hud, skal jeg være solariebrun, selv midt om vinteren, skal jeg virkelig gå så meget op i tøj, at det er sygeligt, bruge så mange penge på tøj, som jeg ikke engang har til mad, før det bliver interessant?
Jeg forstår det ikke.
- og jeg skal lige sige til sidst, at jeg er meget taknemmelig for mine læsere, det er der ingen tvivl om, men dette koncept forstår jeg ikke. Jeg beklager mit rant.
Skal man have langt, lyst hår, en chihuahua, for mange penge og være gudesmuk, før folk gider læse ens blog? (Det er nok ret tydeligt, at jeg hentyder til Fie Laursen, det skal lige siges, at jeg ikke har noget imod hende, overhovedet. Jeg har aldrig snakket med tøsen, men hun virker da skide sød.)
Men jeg forstår det ikke - skal man være size 0, gå i for korte shorts, og bruge for mange penge på tøj, før ens blog er interessant?
Skal ens blog være fyldt op med "outfit of today" billeder, for så får jeg et problem, da mine "outfits" sgu ikke er særlig spændende, men det er vel heller ikke det, en blog skal handle om.
Det skal vel ikke hele tiden handle om "Se mig, se hvor mange penge jeg har, se mit nye tøj, mit nye hår, mine lækre venner og mit fabulous liv", skal det?
Da jeg startede med at blogge, for snart 4-5 år siden, der skulle det handle om noget spændende. Noget, der var værd at LÆSE. L-æ-s-e. Ikke se billeder af.
Eller skal jeg få et barn, før min blog bliver spændende? Skal jeg komme ud som mobbeoffer, og stille op i Aftenshowet, skal jeg vise for meget hud, skal jeg være solariebrun, selv midt om vinteren, skal jeg virkelig gå så meget op i tøj, at det er sygeligt, bruge så mange penge på tøj, som jeg ikke engang har til mad, før det bliver interessant?
Jeg forstår det ikke.
- og jeg skal lige sige til sidst, at jeg er meget taknemmelig for mine læsere, det er der ingen tvivl om, men dette koncept forstår jeg ikke. Jeg beklager mit rant.
søndag den 18. november 2012
Jeg forstår ikke, hvordan jeg kunne være så naiv. Hvordan jeg kunne falde for det igen, tro det igen, føle det igen.
Hvordan jeg kunne tro, at jeg pludselig betød noget for ham, og at han ikke bare udnyttede mig, brugte mig, til han fik det, han ville have, præcis som alle andre.
Hvordan jeg kunne tillade mig selv at lukke ham ind, tillade de følelser, som jeg desperat har gemt væk siden januar, hvordan jeg bare kunne... tillade det hele.
For nu sidder jeg, igen, og føler mig tom. Jeg laver ikke noget, jeg sidder bare. Sidder bare og glor, orker intet. Vil ikke gå i bad, vil ikke snakke med nogen, vil helst ikke spise, men når jeg så begynder at spise, så kan jeg ikke stoppe igen. Alle de gamle symptomer.
Folk spørger mig tit, hvordan jeg kan have det så dårligt med mig selv, hvordan jeg kan hade mig selv så meget, men er det ikke ret tydeligt hvorfor, når jeg tillader alt det her?
Når jeg tillader ting, der ender med at give mere smerte, end de gav glæde. For hvad betød de få timers lykke, når jeg nu er så smadret, at enhver knogle i min krop føles som nåle, fordi jeg husker, at han ikke er min, og ikke blive det, at jeg ikke betyder noget, ligesom jeg ikke gjorde dengang, jeg er bare tidsfordriv, præcis som jeg altid har været - noget, man kunne bruge til det, man ville have, for jeg går for meget op i at "please" dem, jeg holder af og elsker, men når man så har fået det, så smider man mig på jorden, og griner, mens man ser mig gå i stykker. - kald mig bare melodramatisk, men det er sådan, jeg har det, og det er nu engang min blog.
Det er jo ikke mærkeligt, at jeg føler, jeg ikke er noget værd, når jeg gang på gang får det bevist.
Hvordan jeg kunne tro, at jeg pludselig betød noget for ham, og at han ikke bare udnyttede mig, brugte mig, til han fik det, han ville have, præcis som alle andre.
Hvordan jeg kunne tillade mig selv at lukke ham ind, tillade de følelser, som jeg desperat har gemt væk siden januar, hvordan jeg bare kunne... tillade det hele.
For nu sidder jeg, igen, og føler mig tom. Jeg laver ikke noget, jeg sidder bare. Sidder bare og glor, orker intet. Vil ikke gå i bad, vil ikke snakke med nogen, vil helst ikke spise, men når jeg så begynder at spise, så kan jeg ikke stoppe igen. Alle de gamle symptomer.
Folk spørger mig tit, hvordan jeg kan have det så dårligt med mig selv, hvordan jeg kan hade mig selv så meget, men er det ikke ret tydeligt hvorfor, når jeg tillader alt det her?
Når jeg tillader ting, der ender med at give mere smerte, end de gav glæde. For hvad betød de få timers lykke, når jeg nu er så smadret, at enhver knogle i min krop føles som nåle, fordi jeg husker, at han ikke er min, og ikke blive det, at jeg ikke betyder noget, ligesom jeg ikke gjorde dengang, jeg er bare tidsfordriv, præcis som jeg altid har været - noget, man kunne bruge til det, man ville have, for jeg går for meget op i at "please" dem, jeg holder af og elsker, men når man så har fået det, så smider man mig på jorden, og griner, mens man ser mig gå i stykker. - kald mig bare melodramatisk, men det er sådan, jeg har det, og det er nu engang min blog.
Det er jo ikke mærkeligt, at jeg føler, jeg ikke er noget værd, når jeg gang på gang får det bevist.
lørdag den 17. november 2012
You say you will, and then you don’t - another promise that you broke.
What makes you think this is a joke?
I let you in, you shut me out, you lift me up to pull me down.
You say what’s up with her
If you ever wonder…
This is why my best friend hates you, you kiss me like you don’t even want to.
You get me crying every day, with all the twisted things you say.
What makes you think this is a joke?
I let you in, you shut me out, you lift me up to pull me down.
You say what’s up with her
If you ever wonder…
This is why my best friend hates you, you kiss me like you don’t even want to.
You get me crying every day, with all the twisted things you say.
This is why my best friend hates you.
The late night calls, she’s had enough.
She’s heard it all, she’s over us.
Sick of seeing me torn up.
She says that I should break the chains, the ones that you have locked on me - I’m starting to believe her.
She says that I should break the chains, the ones that you have locked on me - I’m starting to believe her.
torsdag den 15. november 2012
Hvis der er noget, jeg ikke forstår, så er det, hvordan man bare kan forlade nogen, forsvinde ud af deres liv, stoppe med at snakke til/med dem, og gøre det uden en forklaring.
Hvordan man bare kan sætte sig ned en dag og tænke "Nå, hun var ikke det værd, men det fortæller jeg hende ikke. Jeg lader være med at sige noget som helst, lader hende tro det værste, og lader hende bare hænge der og vente."
Hvorfor? Hvad har man gjort galt?
Jeg mener, alle mennesker fortjener en forklaring. En forklaring på, hvorfor man ikke vil have dem mere, hvorfor de ikke var det værd, hvorfor man påstod, at man elskede dem, når det er tydeligt, at det bare var en løgn.
En løgn, man faktisk troede på, om ikke andet så for et stykke tid, for den kom fra en, man faktisk stolede på, og det siger en del.
Og sidder man tilbage, alene, med følelsen af, at man alligevel ikke betød en skid. At det hele bare var ord, der bare blev lukket ud, at man ikke var noget særligt, selvom man rent faktisk følte sig sådan. Just another girl.
Hvordan man bare kan sætte sig ned en dag og tænke "Nå, hun var ikke det værd, men det fortæller jeg hende ikke. Jeg lader være med at sige noget som helst, lader hende tro det værste, og lader hende bare hænge der og vente."
Hvorfor? Hvad har man gjort galt?
Jeg mener, alle mennesker fortjener en forklaring. En forklaring på, hvorfor man ikke vil have dem mere, hvorfor de ikke var det værd, hvorfor man påstod, at man elskede dem, når det er tydeligt, at det bare var en løgn.
En løgn, man faktisk troede på, om ikke andet så for et stykke tid, for den kom fra en, man faktisk stolede på, og det siger en del.
Og sidder man tilbage, alene, med følelsen af, at man alligevel ikke betød en skid. At det hele bare var ord, der bare blev lukket ud, at man ikke var noget særligt, selvom man rent faktisk følte sig sådan. Just another girl.
You have the right to leave someone, but at least tell them
why. Because what's even more painful than being abandoned, is knowing
you're not worth an explanation.
onsdag den 14. november 2012
Ting, der skræmmer mig.
Da jeg jo er en pige, med meget angst og mange fobier, tænkte jeg, at det kunne være lidt.. morsomt, at skrive dem alle ned, for at se, hvor slemt det egentlig står til. Så det vil jeg nu gøre! De er ikke i rækkefølge.
- Klovne.
- Mus
- Rotter
- Mørke
- Store forsamlinger
- Dukker
- Hajer
- At køre alene med offentlig transport
- Taxaer
- At snakke i telefon
- At blive forladt
- At blive erstattet
- Aldrig at være god nok
- At lade andre læse mine tekster
- At lade andre høre mig spille klaver, med mindre jeg spiller Lille Peter Edderkop, og selv det skræmmer mig
- At komme til skade
- At dø - ironisk, når man tidligere har forsøgt på det
- At være væk fra min mor (er momma's girl, deal with it)
- At min bror eller søster skulle komme til skade - er den mest overbeskyttende søster i verden.
- At blive voldtaget, igen
- Navler
- Aldrig at blive "rask"
- Min eks
- Aldrig at finde "mr. Right"
- At stole på folk
- At få tæsk
- At gå foran nogen på en trappe
- At blive syg, få blodpropper, kræft osv - hypokonder ftw.
- Seriemordere - for I andre render sikkert rundt og synes, de er skide sjove.
- Nåle.
- Tandlæger
mandag den 12. november 2012
søndag den 11. november 2012
10 ting, jeg drømmer om (som ikke er totalt urealistiske).
- J.K. Rowling's nye bog.
- Flere tatoveringer.
- At få en infinity ring fra en sød fyr.
- En hund.
- Nye stilletter, gerne med nitter, nam.
- Et make-up bord.
- En ny kjole.
- En "Don't you think that if I were wrong, I'd know it?" t-shirt.
- En ny, god, kuglepen.
- En ny cola fra køleren.
I can honestly say; you've been on my mind, since I woke up today.
I look at your photograph all the time, these memories come back to life - and I don't mind.
I remember when we kissed, I still feel it on my lips.
The time that you danced with me, with no music playing.
I remember the simple things, I remember till I cry.
But the one thing I wish I'd forget, the memory I wanna forget; is goodbye.
I look at your photograph all the time, these memories come back to life - and I don't mind.
I remember when we kissed, I still feel it on my lips.
The time that you danced with me, with no music playing.
I remember the simple things, I remember till I cry.
But the one thing I wish I'd forget, the memory I wanna forget; is goodbye.
"Sometimes
in life, there really are bonds formed that can never be broken.
Sometimes you really can find that one person who will stand by you no
matter what. Maybe you'll find it in a spouse and celebrate it with your
dream wedding. But there's also the chance that the one person you can
count on for a lifetime, the one person who knows you sometimes better
than you know yourself, is the same person who's been standing beside
you all along."♥
lørdag den 10. november 2012
Memories are a broken heart's worst nightmare.
På mandag er det et år siden, jeg sidst så dig. Siden, jeg sidst troede dig, sidst håbede på dig, sidst troede på os.
Det meste af tiden tror jeg, at jeg er kommet over dig. Jeg tænker ikke halvt så meget på dig, som jeg har gjort, og du fylder ikke alt mere.
Men så er der nogen, der nævner dig, jeg kommer til at kigge det forkerte sted hen, en sang minder mig om dig, en hedder det samme som dig, eller jeg husker, hvordan du plejede at ligge der, hvordan du plejede at sidde her i min stol og spille computer, mens jeg var umulig og sur, eller mens jeg sov.
Hvordan alle elskede dig, og hvordan vi havde det sammen. Jeg kommer til at huske dengang, hvor vi sad i min seng og snakkede til 04:30, bare snakkede, mens du holdt mig i hånden, og vi grinte, mens vi prøvede at være stille, for vi vidste begge godt, at vi for Guds skyld ikke skulle vække min mor. Det var lige der - jeg kan stadig huske, hvordan vi sad, og hvilken farve dine underbukser var den nat. Fuck at have fotografisk hukommelse.
Nu er det snart jul - 2 år siden, vi holdt jul sammen. Hvor du "droppede" din familie, for at være sammen med min. Og jeg glemmer det aldrig.
Glemmer aldrig dit smil, da du gav mig den ring, jeg havde ønsket mig så længe. Glemmer aldrig, hvordan du holdt min mors moster ud, som ingen andre kan, for du snakkede præcis lige så meget som hende, noget jeg var både imponeret og skræmt over.
Og nu tænker jeg, at du laver alt det med hende, som du lavede med mig. Eller... ikke alt, hvis rygterne er sande. Excuse me while I wipe the smile of my face.
Jeg tror, der stadig er en del af mig, der venter på dig, for når jeg ser min bryllupsdag, så er det stadig dig, der står og venter på mig. Når jeg forestiller mig mine børn, er de blonde med blå øjne - det præcis modsatte af mig, fordi jeg altid har drømt om, at de skulle ligne dig.
Jeg kan næsten ikke huske mit liv, inden du kom ind i det, for du har fyldt det hele. Alt, før dig, har virket lige gyldigt, du gjorde det mindre smertefuldt, og for første gang i mit liv troede jeg på, at jeg betød noget, jeg følte mig elsket.
Og da du så skred fra mig... jeg har ikke været "hel" siden.
And it's killing me, at du er ligeglad. For jeg ved jo godt, at du ikke tænker på mig. At du ikke sidder på din dumme sofa og tænker på mig, at du ikke tænker "Wow, der sov hun".
At du ikke tænker på mig, når du kysser hende godnat. Jeg er jo ikke indbildsk, jeg ved det godt. Det gør bare så fucking fanden satan ind i helvedes ondt.
Det meste af tiden tror jeg, at jeg er kommet over dig. Jeg tænker ikke halvt så meget på dig, som jeg har gjort, og du fylder ikke alt mere.
Men så er der nogen, der nævner dig, jeg kommer til at kigge det forkerte sted hen, en sang minder mig om dig, en hedder det samme som dig, eller jeg husker, hvordan du plejede at ligge der, hvordan du plejede at sidde her i min stol og spille computer, mens jeg var umulig og sur, eller mens jeg sov.
Hvordan alle elskede dig, og hvordan vi havde det sammen. Jeg kommer til at huske dengang, hvor vi sad i min seng og snakkede til 04:30, bare snakkede, mens du holdt mig i hånden, og vi grinte, mens vi prøvede at være stille, for vi vidste begge godt, at vi for Guds skyld ikke skulle vække min mor. Det var lige der - jeg kan stadig huske, hvordan vi sad, og hvilken farve dine underbukser var den nat. Fuck at have fotografisk hukommelse.
Nu er det snart jul - 2 år siden, vi holdt jul sammen. Hvor du "droppede" din familie, for at være sammen med min. Og jeg glemmer det aldrig.
Glemmer aldrig dit smil, da du gav mig den ring, jeg havde ønsket mig så længe. Glemmer aldrig, hvordan du holdt min mors moster ud, som ingen andre kan, for du snakkede præcis lige så meget som hende, noget jeg var både imponeret og skræmt over.
Og nu tænker jeg, at du laver alt det med hende, som du lavede med mig. Eller... ikke alt, hvis rygterne er sande. Excuse me while I wipe the smile of my face.
Jeg tror, der stadig er en del af mig, der venter på dig, for når jeg ser min bryllupsdag, så er det stadig dig, der står og venter på mig. Når jeg forestiller mig mine børn, er de blonde med blå øjne - det præcis modsatte af mig, fordi jeg altid har drømt om, at de skulle ligne dig.
Jeg kan næsten ikke huske mit liv, inden du kom ind i det, for du har fyldt det hele. Alt, før dig, har virket lige gyldigt, du gjorde det mindre smertefuldt, og for første gang i mit liv troede jeg på, at jeg betød noget, jeg følte mig elsket.
Og da du så skred fra mig... jeg har ikke været "hel" siden.
And it's killing me, at du er ligeglad. For jeg ved jo godt, at du ikke tænker på mig. At du ikke sidder på din dumme sofa og tænker på mig, at du ikke tænker "Wow, der sov hun".
At du ikke tænker på mig, når du kysser hende godnat. Jeg er jo ikke indbildsk, jeg ved det godt. Det gør bare så fucking fanden satan ind i helvedes ondt.
You should've been there, should've burst through the door, with that 'baby I'm right here' smile.
And it would've felt like, a million little shining stars had just aligned, and I would've been so happy.
Christmas lights glisten, I've got my eye on the door, just waiting for you to walk in, but the time is ticking.
Christmas lights glisten, I've got my eye on the door, just waiting for you to walk in, but the time is ticking.
People ask me how I've been, as I comb back through my memory. How you said you'd be here, you said you'd be here.
fredag den 9. november 2012
And I’m like, never thought it’d hurt so bad, getting over you.
And you’re giving me a heart attack, looking like you do.
'Cause you’re all I ever wanted, thought you would be the one, that’s giving me a heart attack, getting over you.
Baby now that you’re gone , I can’t stand dumb love songs. Missing you is all I’m thinking about, yeah.
Everyone’s telling me, I’m just to blind to see, how you messed me up I’m better off now.
I’m trying to be okay, Im trying to be alright.
And you’re giving me a heart attack, looking like you do.
'Cause you’re all I ever wanted, thought you would be the one, that’s giving me a heart attack, getting over you.
Baby now that you’re gone , I can’t stand dumb love songs. Missing you is all I’m thinking about, yeah.
Everyone’s telling me, I’m just to blind to see, how you messed me up I’m better off now.
I’m trying to be okay, Im trying to be alright.
torsdag den 8. november 2012
Story of my life
- Friend: My boyfriend looks best in skinny jeans
- Another friend: My boyfriend looks best in shorts
- Me: My boyfriend looks best in 1080p HD on YouTube
Hej, søde læsere.
Jeg sidder lige og laver lektier, mens jeg griner for mig selv, for det er simpelthen så nemt! Det er bare repetition af det engelsk, jeg lærte i 4. klasse - I am, you are, he she it is, we are, you are, they are osv., og så er der fandeme også tegninger. Hvis dette virkelig er engelsk på et 9. klassesniveau, så forstår jeg det ikke!
Jeg burde ikke klage over, at jeg har så nemt ved det, men det er så keeeeedeligt, at jeg får hovedpine. Jeg vil have udfordringer, men næh nej, først skal jeg have et lille fint stykke papir, hvor der står "du har bestået 9. klasse!" ju-fucking-bii.
Nå.. jeg har afleveret 2 opgaver, så det er da en start!
Jeg sidder lige og laver lektier, mens jeg griner for mig selv, for det er simpelthen så nemt! Det er bare repetition af det engelsk, jeg lærte i 4. klasse - I am, you are, he she it is, we are, you are, they are osv., og så er der fandeme også tegninger. Hvis dette virkelig er engelsk på et 9. klassesniveau, så forstår jeg det ikke!
Jeg burde ikke klage over, at jeg har så nemt ved det, men det er så keeeeedeligt, at jeg får hovedpine. Jeg vil have udfordringer, men næh nej, først skal jeg have et lille fint stykke papir, hvor der står "du har bestået 9. klasse!" ju-fucking-bii.
Nå.. jeg har afleveret 2 opgaver, så det er da en start!
Heldigvis har jeg smøger, cola og 1D's nye album, som btw er ret awesome!
tirsdag den 6. november 2012
Sid & Nancy
Jeg er simpelthen nødt til at skrive et indlæg om min yndlingsfilm - jeg har lige set den igen, og jeg sidder og tuder, igen, lol.
Jeg er kæmpe Sex Pistols fan, og Sid Vicious har altid fascineret mig. Jeg ved ikke, om jeg er decideret fan, for det er jo ikke noget at være fan af, at han, muligvis, slog sin kæreste ihjel, var fucked up på heroin og døde af en overdosis, men jeg syntes virkelig, han virkede som et fantastisk menneske, trods alt det. Som en lille dreng, der aldrig rigtigt fik en chance. Og når jeg så har læst biografien om ham, så ved jeg, at han bare var en lille dreng, der aldrig rigtigt fik en chance.
Nancy har altid givet mig lyst til at kaste rundt med ting, for, især i filmen, er det så tydeligt, at det var pga. hende, han startede med stofferne. Granted, han ville nok have fundet en årsag alligevel, det finder folk, der gerne vil det, altid, det har jeg lært. Men i filmen ser man også, at hun decideret gav ham hans første shot herion. Måske er filmen ikke helt rigtig, det kan jeg jo ikke vide noget om.
Samtidig får filmen mig til at ønske, at nogen elskede mig så højt - don't get me wrong, jeg vil ikke have et forhold med en junkie, der slår mig, og ender med at slå mig ihjel, det siger sig selv, men han gjorde jo alt for hende. Han elskede hende på en måde, der helt giver mig tårer i øjnene. Han slog hende ihjel, fordi hun bad ham om det.
Anyway, i filmen spiller min yndlingsskuespiller (Gary Oldman) Sid, og jeg elsker ham i rollen, han gør det så godt. Chloe Webb gør det også godt, men Gary er virkelig noget særligt, især som Sid. Og så er han jo fucking lækker i den film, lol. (ingen kommentar om, at det næsten er 30 år siden, filmen udkom)
Filmen får mig til at tude, til at grine, og til at gyse. Scenen, hvor Nancy er blevet stukket ned, lægger sig i sengen for at dø, for derefter at stå op, dækket af blod, får mig altid til at gispe og tænke "Damn", for det er virkelig godt lavet, det ser så virkeligt ud.
Og... ja. Se den! Hvis du er den mindste smule interesseret i punkscenen, så se den! Eller hvis du bare skal se en fed, anderledes film.
Jeg er kæmpe Sex Pistols fan, og Sid Vicious har altid fascineret mig. Jeg ved ikke, om jeg er decideret fan, for det er jo ikke noget at være fan af, at han, muligvis, slog sin kæreste ihjel, var fucked up på heroin og døde af en overdosis, men jeg syntes virkelig, han virkede som et fantastisk menneske, trods alt det. Som en lille dreng, der aldrig rigtigt fik en chance. Og når jeg så har læst biografien om ham, så ved jeg, at han bare var en lille dreng, der aldrig rigtigt fik en chance.
Nancy har altid givet mig lyst til at kaste rundt med ting, for, især i filmen, er det så tydeligt, at det var pga. hende, han startede med stofferne. Granted, han ville nok have fundet en årsag alligevel, det finder folk, der gerne vil det, altid, det har jeg lært. Men i filmen ser man også, at hun decideret gav ham hans første shot herion. Måske er filmen ikke helt rigtig, det kan jeg jo ikke vide noget om.
Samtidig får filmen mig til at ønske, at nogen elskede mig så højt - don't get me wrong, jeg vil ikke have et forhold med en junkie, der slår mig, og ender med at slå mig ihjel, det siger sig selv, men han gjorde jo alt for hende. Han elskede hende på en måde, der helt giver mig tårer i øjnene. Han slog hende ihjel, fordi hun bad ham om det.
Anyway, i filmen spiller min yndlingsskuespiller (Gary Oldman) Sid, og jeg elsker ham i rollen, han gør det så godt. Chloe Webb gør det også godt, men Gary er virkelig noget særligt, især som Sid. Og så er han jo fucking lækker i den film, lol. (ingen kommentar om, at det næsten er 30 år siden, filmen udkom)
Filmen får mig til at tude, til at grine, og til at gyse. Scenen, hvor Nancy er blevet stukket ned, lægger sig i sengen for at dø, for derefter at stå op, dækket af blod, får mig altid til at gispe og tænke "Damn", for det er virkelig godt lavet, det ser så virkeligt ud.
Og... ja. Se den! Hvis du er den mindste smule interesseret i punkscenen, så se den! Eller hvis du bare skal se en fed, anderledes film.
Starring Role.
Jeg har fuldstændig forelsket mig i denne sang - den minder mig sådan om min eks! Og så er hun jo fantastisk dygtig - virkelig en unik stemme.
It almost feels like a joke to play out the part, when you are not the starring role in someone else's heart.
You're hard to hug, tough to talk to, and I never fall asleep, when you're in my bed - All you give me is a heartbeat.
I've turned into a statue, and it makes me feel depressed - 'cause the only time you open up is when we get undressed.
You don't love me, big fucking deal, I'll never tell you how I feel.
You don't love me, big fucking deal, I'll never tell you how I feel.
You don't love me, not a big deal, I'll never tell you how I feel.
It almost feels like a joke to play out the part, when you are not the starring role in someone else's heart.
You know I'd rather walk alone, than play a supporting role, if I can't get the starring role.
søndag den 4. november 2012
Oh we made quite a mess babe, it's probably better off this way.
And I confess babe, in my dreams you're touching my face, and asking me if I want to try again with you - and I almost do.
And I just want to tell you, it takes everything in me not to call you.
And I wish I could run to you, and I hope you know that every time I don't, I almost do.
And I confess babe, in my dreams you're touching my face, and asking me if I want to try again with you - and I almost do.
And I just want to tell you, it takes everything in me not to call you.
And I wish I could run to you, and I hope you know that every time I don't, I almost do.
Jeg tror, at, nogle, folk undervurderer, hvor svært det er, at se i spejlet og tænke "Omg, nejnejnej..."
At vide, at man er gået fra en størrelse xs til en størrelse m, fordi man er kommet ud af sin spiseforstyrrelse og er kommet på nyt medicin, og man ikke kan gøre noget ved det, for selvom man træner 3-4 gange i ugen og bevæger sig utrolig meget, så bliver vægten ved med at stå stille.
Og man egentlig bare drømmer sig tilbage til dengang, hvor hoftebenene stak ud, man kunne se ribbenene, hvor maven var mere end flad, da den nærmest gik indad, og selvom man stadig havde store hofter, så kunne man gå i low waist jeans.
Da lårene ikke rørte hinanden, og da man ikke var kontrolleret af sin sult, men man selv kontrollerede den, hvor den ikke bestemte over en.
Hvor man ikke behøvede at bekymre sig om, om der hang en delle ud, for der var ingen. Da man hadede sine kyllingeben, men egentlig foretrækker dem i dag, selv dengang hvor brysterne var mindre.
Når man så har de dage, hvor man kommer så langt ud, at man er ved at opgive maden igen, overvejer at begynde at træne endnu mere, bare for at få det til at gå væk, få fedtet væk, og komme tilbage til den størrelse, man havde dengang, så ved man godt, at det er slemt, men det er så fristende.
Man begynder at lede efter pro-ana sider, selvom man slet ikke burde, for det kan umuligt ende godt, det er man jo beviset på.
Man sidder og kigger på billederne fra dengang, og tænker "Hvor så jeg egentlig godt ud, da jeg var tynd, og tøjet nærmest hang på mig", men det er jo ikke en sund tanke, og man prøver at skubbe den væk, men så kommer man til at kigge i spejlet igen, og så er man back to square one...
Og så ser man alle de smukke, lækre og tynde piger på Facebook, Tumblr, kommer til at kigge på sine veninder, og man tænker bare "No wonder I'm single, det kan jeg jo ikke hamle op med", for det ved jeg jo godt, at jeg ikke kan.
Jeg er jo på ingen måde så tynd som Sarah, så smuk som Nadia, har det perfekte smil som Tenna, eller det perfekte hår som Lotte. Jeg kan jo ikke være med i denne leg, og det ved jeg godt.
At vide, at man er gået fra en størrelse xs til en størrelse m, fordi man er kommet ud af sin spiseforstyrrelse og er kommet på nyt medicin, og man ikke kan gøre noget ved det, for selvom man træner 3-4 gange i ugen og bevæger sig utrolig meget, så bliver vægten ved med at stå stille.
Og man egentlig bare drømmer sig tilbage til dengang, hvor hoftebenene stak ud, man kunne se ribbenene, hvor maven var mere end flad, da den nærmest gik indad, og selvom man stadig havde store hofter, så kunne man gå i low waist jeans.
Da lårene ikke rørte hinanden, og da man ikke var kontrolleret af sin sult, men man selv kontrollerede den, hvor den ikke bestemte over en.
Hvor man ikke behøvede at bekymre sig om, om der hang en delle ud, for der var ingen. Da man hadede sine kyllingeben, men egentlig foretrækker dem i dag, selv dengang hvor brysterne var mindre.
Når man så har de dage, hvor man kommer så langt ud, at man er ved at opgive maden igen, overvejer at begynde at træne endnu mere, bare for at få det til at gå væk, få fedtet væk, og komme tilbage til den størrelse, man havde dengang, så ved man godt, at det er slemt, men det er så fristende.
Man begynder at lede efter pro-ana sider, selvom man slet ikke burde, for det kan umuligt ende godt, det er man jo beviset på.
Man sidder og kigger på billederne fra dengang, og tænker "Hvor så jeg egentlig godt ud, da jeg var tynd, og tøjet nærmest hang på mig", men det er jo ikke en sund tanke, og man prøver at skubbe den væk, men så kommer man til at kigge i spejlet igen, og så er man back to square one...
Og så ser man alle de smukke, lækre og tynde piger på Facebook, Tumblr, kommer til at kigge på sine veninder, og man tænker bare "No wonder I'm single, det kan jeg jo ikke hamle op med", for det ved jeg jo godt, at jeg ikke kan.
Jeg er jo på ingen måde så tynd som Sarah, så smuk som Nadia, har det perfekte smil som Tenna, eller det perfekte hår som Lotte. Jeg kan jo ikke være med i denne leg, og det ved jeg godt.
fredag den 2. november 2012
Green Day har valgt at have en af deres sange med i Twilight, og jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg skal have det med det.
Jeg elsker Twilight, og jeg elsker Green Day, men de to ting blandet sammen.. den havde jeg ikke set komme, og jeg er stadig lidt i vildrede.
Især fordi Billie tidligere har udtalt sig.. knapt så pænt om Twilight, så jeg kan slet ikke forstå, at de nu er med på soundtracket. Like, hvornår ændrede han mening?
Don't get me wrong, sangen er absolut fantastisk, men jeg havde ikke forventet andet fra deres side. Men igen.. Twilight & Green Day? Not sure how to feel about this...
Til sidst synes jeg lige, I skal høre sangen - den er utrolig smuk, og jeg kan sagtens se, at den passer godt ind.
Jeg elsker Twilight, og jeg elsker Green Day, men de to ting blandet sammen.. den havde jeg ikke set komme, og jeg er stadig lidt i vildrede.
Især fordi Billie tidligere har udtalt sig.. knapt så pænt om Twilight, så jeg kan slet ikke forstå, at de nu er med på soundtracket. Like, hvornår ændrede han mening?
Don't get me wrong, sangen er absolut fantastisk, men jeg havde ikke forventet andet fra deres side. Men igen.. Twilight & Green Day? Not sure how to feel about this...
Til sidst synes jeg lige, I skal høre sangen - den er utrolig smuk, og jeg kan sagtens se, at den passer godt ind.
onsdag den 31. oktober 2012
Rant.
Jeg sidder på hot.dk, for jeg har intet liv, da jeg en fyr skriver til mig, og spørger, om vi skal skrive. Tænker, at det kan vi da godt.
Efter et par beskeder kommer det så frem, at han mener, man selv er skyld i det, hvis andre udnytter ens tillid, og det har virkelig sat mit pis i kog.
Han siger bagefter, at han aldrig har oplevet at få sin tillid udnyttet, og så mener jeg slet ikke, man har noget at skulle have sagt i den sag, når man ikke har mærket det på egen krop.
Men det er da en tankegang, der kan sende en på den lukkede, hvis man ender med at bebrejde sig selv alt. Jeg ved godt, jeg selv kan være slem til det, men jeg bebrejder fandeme ikke mig selv, at jeg har været sammen med røvhuller, der valgte at være mig utro, eller at mine "veninder" har røvrendt mig, for det har jeg da virkelig ikke selv bedt om.
Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan man kan tænke sådan. Jeg er dybt forvirret, for det giver da ingen mening.
Skal man hele livet gå og bebrejde sig selv, mere end man allerede gør, fordi man stolede på nogen, man ikke skulle have stolt på? Skal man gå og sige til sig selv "Ej, det er fandeme også din egen skyld", for er det ikke slemt nok, at den lille stemme inde i ens hoved siger det?
Beklager min vrede, men jeg kan ikke... arg.
Til sidst vil jeg lige sige tak til Jesper, fordi han fik mig i godt humør igen!
Efter et par beskeder kommer det så frem, at han mener, man selv er skyld i det, hvis andre udnytter ens tillid, og det har virkelig sat mit pis i kog.
Han siger bagefter, at han aldrig har oplevet at få sin tillid udnyttet, og så mener jeg slet ikke, man har noget at skulle have sagt i den sag, når man ikke har mærket det på egen krop.
Men det er da en tankegang, der kan sende en på den lukkede, hvis man ender med at bebrejde sig selv alt. Jeg ved godt, jeg selv kan være slem til det, men jeg bebrejder fandeme ikke mig selv, at jeg har været sammen med røvhuller, der valgte at være mig utro, eller at mine "veninder" har røvrendt mig, for det har jeg da virkelig ikke selv bedt om.
Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvordan man kan tænke sådan. Jeg er dybt forvirret, for det giver da ingen mening.
Skal man hele livet gå og bebrejde sig selv, mere end man allerede gør, fordi man stolede på nogen, man ikke skulle have stolt på? Skal man gå og sige til sig selv "Ej, det er fandeme også din egen skyld", for er det ikke slemt nok, at den lille stemme inde i ens hoved siger det?
Beklager min vrede, men jeg kan ikke... arg.
Til sidst vil jeg lige sige tak til Jesper, fordi han fik mig i godt humør igen!
Abonner på:
Opslag (Atom)