1.) I deleted your number so when I drink a bottle of vodka at 2 in the morning and think it’s a good idea to call you, the absence of your name in my phone will remind me you wouldn’t pick up anyway.
2.) I wish you gave me a reason why you left because I keep trying to figure out where I went wrong or what I did to make you disappear.
3.) I can’t go to my favorite restaurant that I’ve gone to for years because it reminds me of the one time we went there and I keep staring at the table we sat at thinking about the way you used to look at me
4.) Your words burned holes in my lungs and they’re flowing through my bloodstream and I think I might vomit
5.) I fell and bruised my arm and it was healed in a week so why the fuck are the bruises in my heart getting bigger and making it harder to breathe
6.) I wonder if you ever think of me when you’re folding laundry or driving your car or reading your favorite book
7.) I know you don’t think of me but I have to pretend I might cross your mind once and awhile so I don’t feel so pathetic for hearing your name every time someone speaks
8.) I keep counting every star before I think of the way you taste. I got to 43 last night and it was the biggest accomplishment I’ve made all week
9.) I haven’t written about you in awhile and at first I thought it was a good thing, but then I realized you’ve taken everything outve me and I’m just too empty to even come up with the right words
10.) Everything hurts so fucking bad

 

I'm tired of being tired.

Jeg har altid sagt, at jeg ville kunne kende dit ansigt anywhere. 

Og det skal jeg da så lige love for, at jeg kan. 

Jeg var OVERBEVIST om, at jeg var færdig. At jeg var ovre det, at jeg var okay. Men så så jeg dig, og så... kom det hele ligesom tilbage.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv lige nu. Jeg ved bare, at jeg har så fucking ondt i maven, som du udmærket ved, at jeg får, når jeg bliver ked af det. 

Jeg er træt af det. Jeg er træt af, at sange stadig minder mig om dig. At jeg stadig drømmer om dig, både på den ene og den anden måde. Jeg er træt af, at jeg stadig har en eller anden form for håb om, at du kommer tilbage, når jeg udmærket godt ved, at det gør du ikke. 

Jeg er træt af, at jeg stadig ikke kan høre "Teenage Dream", uden at få en klump i halsen.

Jeg er træt af, at du stadig fylder, når jeg godt ved, at jeg burde komme videre. Og jeg ER kommet videre. Jeg er bare ikke ovre det, I guess. 

Jeg troede vitterligt ikke, at jeg havde flere tårer tilbage at bruge på dig. Men det har jeg obviously. 

Jeg vil aller helst bare glemme det her. Ikke dagen i dag, for den var virkelig god, indtil det her skete. Måske skulle jeg bare gå i seng, gemme mig under dynen, og tage den igen i morgen. I dunno..

"I'm trying so hard to swim in the ocean you left me drowning in." 

I think about you and “fucking” a lot.
(Please, don’t act so surprised.)
I swear I do.
I promise it’s true.
It’s a daily thought of mine.

For instance
I will never fucking ever be you.
I will never treat people the fucking way that you do.
I will show people how much they fucking mean,
The way you never did with me.
I will treat people with respect the way they fucking deserve, 

I will strive to show them their worth.
Instead of fucking them over
Like you.
I will work so
Fucking
Damn
Hard
To do everything you didn’t.
To be everything you aren’t.

‘Fucking’ and ‘you’
The perfect set of two.
Oh how I fucking hate all that you do.

What’s that, my dear?
You thought I meant something else?
Ha. In your dreams.
Go fuck yourself.

Som altid, så er der nogle dage, der er bedre end andre.

Der er dage, hvor jeg husker mere, end jeg vil. Hvor tankerne, billederne og lydene dukker op i mit hoved, og jeg mest har lyst til at gemme mig i min seng - men det kan jeg heller ikke, for det er for... smertefuldt, tror jeg, ordet er. Er virkelig nødt til at anskaffe mig en ny seng, selvom det ikke er løsningen, haha.

Der er dage, hvor jeg ikke kan slippe af med billedet af hans ansigt, sidste gang, jeg så ham. Hvor jeg ikke kan slippe af med, hvor skidt han havde det, og hvor... ynkelig, han så ud. Hvor jeg ikke kan lade være med at tænke "Hvorfor sagde jeg ikke noget?", men så kommer jeg i tanke om, at jeg jo bare var en deprimeret, 14-årig pige, der ikke kunne have gjort noget alligevel.

Der er dage, hvor jeg ikke kan slippe følelsen af, at jeg er blevet så ufattelig uretfærdigt behandlet - på måder, der påvirker mig så voldsomt, at mange nok slet ikke ville forstå det. Heldigvis har jeg et par stykker omkring mig, der gør, for de så det ske. 

Der er dage, hvor jeg får så ondt af mig selv. Og de dage er de værste, for jeg nægter at sidde i en offerrolle, og det gør jeg også sjældent efterhånden. Men for satan, hvor er det svært at være "ligeglad" nogle dage. Især de dage, hvor jeg husker. Og husker. Og husker.

Flashbacks'ne er nok det værste ved de dage. De øjeblikke, hvor det hele kommer tilbage i blinkende billeder, og jeg ikke kan stoppe det, for jeg ved ikke hvordan. 

Misforstå mig ikke, der er også rigtig gode dage. Dem er der heldigvis flest af efterhånden. Men for satan, jeg hader disse dage. De her dage, hvor der bare skal én forkert tanke, et forkert ord, eller en forkert bevægelse til, før det hele kommer tilbage. 

Måske er der bare ting, man aldrig kommer over. Måske er der bare ting, man aldrig tilgiver, uanset hvor meget man ved, at man burde. 

Jeg ved, at meget af det handler om, at man skal slutte fred med ens fortid, så den ikke får lov til at ødelægge ens fremtid. Men hvordan FANDEN gør man det? Hvis nogen har nogle tips, så send dem endelig til mig, for jeg er fuldstændig på bar bund omkring det her.

"How do you get over someone?"

You do just that. 

You wake up every morning, put on some clothes, even though they're probably sweats, and you try to do your make-up and hair, but end up just throwing it in a bun and giving up on the make-up part.

You keep your tears to yourself, while blasting the music WAY to loud, because you need something to drown out your thoughts. You listen to Taylor Swift. Again. And again. And again.

You stay inside the house for a few days, but, eventually, you realize that there's better things out there, and that you gotta pull yourself together.

Then, you start putting on nice clothes, even though you still feel like you're dying, because does the world need to know that? Nope. So you start putting on your make-up again, and you pretend everything's okay.

You learn to shut off any emotions you may have, and you pretend it doesn't bother you, until someday, it actually doesn't. Well... not as much, anyway.

And then you actually start feeling better. It might take a month, it might take 3 (fucking) years, but you start feeling better at some point. I promise you this. 

The memories will fade - you will soon forget the colour of his eyes, and he'll forget the colour of yours. Does it hurt? Yes. Will you get over it? Absolutely.  

Jeg havde ellers besluttet mig for, at jeg ville holde kærligheds-whineriet på et minimum herinde, men det er svært, når denne blog er min fortrolige. Så bær lige over med mig, okay?

Jeg synes virkelig, at kærligheden er blevet sværere. Måske er det fordi, jeg ikke kommer så meget ud mere, eller at jeg ikke er så tynd længere, eller at jeg bare... finder mig i mindre. 

Jeg er SÅ træt af det, især i dag. Jeg er træt af fyre, der lukker lort ud, når det ikke betyder noget alligevel. Er vi for fucks sake ikke snart for gamle til de lege? Til at lyve, bedrage og spille spil?

Jeg er træt af at falde for folk, der holder mig for nar. Jeg er træt af, at jeg ikke "bare" kan finde ham/hende, jeg skal blive gammel med. Hvor svært kan det være? Svært, åbenbart. 

Jeg er træt af at sidde og høre Taylor Swift, fordi hun laver sangene, der beskriver det hele. 

Men... måske savner jeg slet ikke en kæreste. Måske savner jeg den "selvtillid", en (GOD) kæreste giver en. Er det selvisk? Meget.

Måske er det fordi, at jeg for 4 år siden, var i et forhold med en fyr, jeg elskede virkelig højt, og at jeg savner den følelse. Måske er det det. Jeg ved det vitterligt ikke. Måske er jeg forvirret. 

Jeg ved bare, at jeg er træt af det, og at jeg bare gerne vil have, at han svarer mig, så jeg kan føle mig en smule vigtig. I den uge, det varer, haha. Grow the fuck up, girlfriend. 

"C'mon, make it easy, say I never mattered."  

"On occasion, I struggle with the fact that at one time, I loved you to the point that I sacrificed my own happiness for you and that, at the same time, you did not love me enough to stop me."

Jeg ville ønske, at jeg kunne tro på det. På kærligheden, på, at en virkelig ville mig.

Måske er det fordi, jeg har set det gå galt så mange gange - måske er det fordi, det er gået galt for MIG så mange gange. Måske er det fordi, jeg ikke tør tro på det - jeg ved det ikke.

Jeg ville også ønske, at jeg ikke blev vild med (Hader det udtryk, men "forelsket" er sgu lige i overkanten) fyre, der ikke kan finde ud af at vise det alligevel, selvom de siger det. 

Måske er det fordi, at jeg ikke tror på ord længere. Jeg skal have handlinger - om jeg så tror på dem, det ved jeg sgu heller ikke helt. 

Jeg føler mig en smule ødelagt på det punkt - på alle andre punkter har jeg det jo godt, men det der kærligheds-noget... Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg bliver så pisse usikker, og så bliver jeg så ked af det og vred på mig selv, for kan det da for fanden ikke være lige meget?
Næh, det kan det ikke.

Jeg er jo ikke ensom, så hvorfor går det mig på? I have no fucking idea. 

Måske er det fordi, jeg kun har været rigtigt forelsket et par gange, og de behandlede mig som lort, så jeg tør ikke lukke op igen. Det kan sagtens være, men uanset hvad, så er det DØD irriterende. Jeg bliver jo aldrig gift sådan her, haha. 

Måske er det også det, at jeg har den der følelse af, at man aldrig rigtigt kender et menneske - og det stammer nok, igen, fra de der to forelskelser. Du ved sgu aldrig, hvornår nogen røvrender dig. Er det en deprimerende tanke? Indeed. Er det sandt? Jeps.

Jeg lyder virkelig kynisk lige nu, gør jeg ikke?

Det er meget sjældent, at jeg er stolt af mig selv. Men i disse dage er jeg VIRKELIG stolt af mig selv, så nu skal det ud.

Det er et år siden, jeg har selvskadet. Et fucking ÅR. Jeg er så stolt. Jeg har gjort det. Jeg er kommet ud af det.

Det var min måde at håndtere verden på i mange år, og det blev især min trøst, da jeg flyttede hjemmefra, men jeg har nu klaret mig så længe uden det, og det er helt mærkeligt. Jeg er SÅ glad. No more cuts, haha.

Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil sige med det her indlæg... Måske, at man rent faktisk godt kan komme ud af det. Eller... jeg skal jo ikke sidde her og sige, at fordi det var relativt nemt for mig, da jeg besluttede mig for det, så er det også det for alle andre - please don't get me wrong.

Men.. jeg havde ALDRIG forestillet mig, at der skulle gå så længe uden. Og bare det, at jeg ikke har haft lyst/trang til det, det er jo endnu mere fantastisk. 

Jeg sidder virkelig med en følelse af "Holy fuck, I fucking did it" - det lyder måske mærkeligt, men jeg er virkelig, virkelig, virkelig stolt af mig selv. 
- jeg går virkelig også og blærer mig med det, overfor dem tæt på mig - bær over med mig, please!!

Ikke mere skæren, ikke mere kradsen til blods, ikke mere slåen, ikke mere banken, ikke mere noget som helst. 

Jeg tror endelig, at jeg kan sige - jeg er clean. 

Jeg kan godt lide dig.

Jeg kan RIGTIG godt lide dig. Og jeg bør fortælle dig det, gør jeg ikke? 

Jo. Svaret er kort og kontant. Men hvordan fanden skal jeg gøre det? Især, når du ikke har svaret siden i fredags. 

Jeg vil rigtig gerne fortælle dig sandheden. Fortælle dig, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Jeg vil gerne have, at du siger "Fuck it, jeg giver dig en chance til!", selvom jeg ikke fortjener det.

For det gør jeg inderligt ikke. Jeg behandlede dig som... jeg ved ikke hvad. Jeg var en helt anden person overfor dig, en jeg ikke har været længe. Og jeg ved slet ikke, hvad der gik af mig. 

Jeg har fortrudt det lige siden. Det er fandeme det dårligste bytte, jeg nogensinde har lavet, haha (prøver at grine mig ud af denne her, så jeg rent faktisk ikke skal føle fortrydelsen). 

Men... selvom, jeg virkelig gerne vil fortælle dig det, kommer min stolthed i vejen. Jeg kan ikke sige sådan noget, og så risikere at blive afvist. Det dur jeg ikke til. 
Og jeg NÆGTER at skrive igen. Og jaja, jeg ved godt alt det der med "To get something you've never had, you have to do something you've never done" - I get it. Men den der pisse fucking irriterende stolthed vil ikke tillade det. 

Så jeg sidder her og undrer mig over, at du godt kan like mine billeder, og dele links på din væg, men ikke lige skrive "Hej søde!", som du plejer. Måske er du for såret. Måske er du vred. Måske har du fundet en anden.

And if that's the case, så er det helt fint. Jeg vil bare gerne vide det. Men det har jeg jo ingen krav på, når jeg ikke engang kan fortælle dig, hvordan jeg har det. Jeg er forvirret. Og træt. 

I morgen er en ny dag. We'll see what happens. Men jeg sidder IKKE og venter, igen. Uanset, hvor meget jeg holder af dig. Jeg vrøvler, gør jeg ikke?

"My pride is stronger than my feelings. Don't try to play me. I could think of you 24/7, and you still wouldn't hear from me." 

Jeg er glad. Jeg er virkelig glad. Og rolig. Og tilfreds.

Jeg har brugt næsten 7 år på simpelthen at overleve, og nu føler jeg faktisk, at jeg lever. Det lyder mærkeligt, men jeg kan virkelig mærke forskellen på, blot at komme igennem dagene, og så rent faktisk at være glad for at vågne. Det er fantastisk.

Jeg har stadig mine dårlige dage, don't get me wrong, men hold kæft, hvor er de blevet minimerede. Og hvor er det skønt.

Jeg døjer så virkelig med hoved/mavepine for tiden, men det foretrækker jeg KLART frem for, at have det skidt psykisk, og at være så paranoid, at man ikke kan gå udenfor en dør.

Igen, don't get me wrong, jeg er ikke "paranoia-fri", og jeg er stadig RIGTIG glad for min medicin, men jeg har det faktisk godt. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været så... tilfreds med livet. Tror virkelig, tilfreds er det bedste ord, jeg kan bruge.

Og for én gangs skyld, er jeg ikke ensom. Jeg er ikke sådan "GIV MIG EN AT PUTTE MED, FOR JEG HADER MIG SELV, SÅ EN ELLER ANDEN SKAL SIGE, AT JEG ER KØN!!!" - overhovedet. Jeg er egentlig helt cool med at være single - der er dog én, der godt måtte lave om på det, men sådan er det vel altid, haha.

Bare... denne her følelse af at LEVE. Jeg elsker den. Jeg eksisterer ikke blot længere, jeg kan virkelig mærke, at jeg er i live, og for første gang i 7 år, elsker jeg det.

Jeg elsker alle de mennesker, jeg har i mit liv, og jeg ville ikke undvære dem for noget i verden. Jeg ville ikke undvære dette for noget i verden. 

Jeg er glad. Jeg er tilfreds. Jeg er mere end okay. Og jeg er ved at få selvtillid. Er det lige fantastisk, eller hvad?! 

“To live is the rarest thing in the world. Most people exist, that is all.”

 

“That’s when I understand that I have been stained. Whether I’m still in love with him, whether he was ever in love with me, and no matter who he’s in love with now, he changed my life. He showed me how to get lost, and then I showed myself how to get found.”

“I don’t need some elaborate apology. I don’t need you to play our song in front of all our friends, or just me. I don’t need you to wait outside my class with a dozen roses. I just need you to tell me simply that you’re fucking sorry, and that you need me as much as I need you.”

"My first love was some insignificant boy, when it should have been myself."

"Jeg vidste på et eller andet plan, at fortovskanter er 15-20 cm høje, ikke 15-20 meter, og at man ikke dør, når man træder ned fra dem, men det var ikke sådan, tingene så ud, og selv om en del af mig sagde én ting, sagde en anden noget helt andet, og det blev stadig sværere at forstå og rydde op." 

- I morgen var jeg altid en løve - Arnhild Lauveng.

Nogle beskeder er bare svære at få. 

Som den, jeg lige har fået om, at jeg, måske, aldrig bliver "rask" (jeg hader det ord).

Jeg havde jo læst mig frem til det på nettet, men det var jo ligesom meningen, at min søde kontaktperson på psyk skulle sige "Sådan hænger det slet ikke sammen, du er rask om et par år!" -  men nej.

Jeg kan blive "symptom-fri", og det er sådan set også okay, selvom jeg jo allerhelst vil komme så langt, at de fjerner diagnosen fra mine papirer. Hvorfor, det ved jeg ikke - det kan vel være lige meget, hvad der står i de papirer? Det ændrer jo ikke på den person, jeg er... Vel?

Jeg tror bare, jeg er sådan lidt "meh", fordi.. det er sgu en hård besked at få. Når man nu troede, at det her "bare lige" var noget, man kom ud af. Men det gør man ikke. Og det er okay, I guess.

Men! Som min søde bedste ven så fint påpegede, så går jeg i skole nu. Og hvis DET ikke er fremskridt, så ved jeg sgu ikke, hvad er! 

I wish you knew that I'll never forget you as long as I live, 

I wish you were right here, right now, it's all good, I wish you would.
I wish we could go back,

 and remember what we were fighting for.
I wish you knew that, I miss you too much to be mad anymore.

“The thing about an anxiety disorder is that you know it is stupid. You know with all your heart that it wasn’t a big deal and that it should roll off of you. But that is where the disorder kicks in; Suddenly the small thing is very big and it keeps growing in your head, flooding your chest, and trying to escape from under your skin. You know with all of your heart that you’re being ridiculous and you hate every minute of it. The fact that many people don’t recognize or have patience for your illness only makes everything worse.”

Så er det den 15.10. igen. Ligesom det er hvert. eneste. fucking. år.

Og jeg hader denne dag præcis lige så meget, som jeg gjorde for 5 år siden. Jeg har stadig ikke vænnet mig til, at jeg ikke skal bruge den med dig. Lidt ligesom den 23.12.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op. Jeg skal snart hen på kirkegården, så jeg burde blive færdig, få make-up på og sat hår, så jeg kan være så "smuk", som farmor sagde, jeg var sidst, jeg så hende. Jeg ved ikke, hvorfor det er så vigtigt med det skide hår, og det skide make-up. Måske er det fordi, jeg ikke vil have, du skal se mig sådan her. 

Så hvis jeg sætter håret op og putter mascara på, så kan jeg bilde mig selv ind, at du sidder oppe på din sky, smiler, og tænker "Dér er min lille pige!". Jeg ved, det er ønsketænkning - jeg ved godt, at du ikke sidder på en sky, og jeg ved godt, at du er væk. Så psykotisk er jeg alligevel ikke, at jeg rent faktisk tror på, at du kan se mig. 

Men jeg ville inderligt ønske, at du rent faktisk KUNNE se mig, så sidste gang, du så mig, ikke skulle være, da jeg havde det så skidt, som jeg havde. 

Jeg er stadig ikke cool med, at du ikke er her længere, og jeg tror helt ærligt aldrig, at jeg bliver det. Der er ikke én dag, hvor jeg ikke savner dig, hvor jeg ikke har noget at fortælle dig, og hvor jeg ikke ville ønske, jeg kunne få et kram fra dig. 

Men det bliver lettere. Det er lettere nu, end det var for 5 år siden. Jeg er LIDT mere cool med det. 

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på alt det, du skulle have været med til, selvom du var 72 år ældre end mig. Du skulle have givet mig den fucking studenterhue på, du skulle have fulgt mig op af kirkegulvet, du skulle have.. du skulle have været her. 

Men det er du ikke. Og jeg bebrejder dig ikke længere. Jeg håber bare, inderligt, fra det nederste af mine tæer, til det øverste hårstrå, at du har det bedre nu.

Som jeg siger hvert år, så tillykke med fødselsdagen, farfar. Jeg elsker og savner dig. 

Jeg hader, når noget ender.

Også selvom man ved, at det er for det er bedste. Også selvom man selv har taget beslutningen. Også selvom man kan forblive venner. Jeg hader det. Inderligt.

Det var fra starten dømt til at gå galt, jeg ved det godt. Men gør det det lettere lige nu? Absolut ikke. 

Jeg ved jo godt, at det hele nok skal blive okay, og at jeg nok skal klare mig, og det skal han også nok. Men det er jo ikke fordi, jeg ikke elsker ham mere, så dette er absolut ikke let. Men det er det bedste. Det prøver jeg i hvert fald ihærdigt på at overbevise mig selv om lige nu.

Jeg har altid ment, at så længe, man havde kærlighed til hinanden, så kunne man få ethvert forhold til at fungere, uanset odds'ne. Den "fantasi" har jeg så lige fået knust, og det gør OGSÅ ondt.

Kærlighed er bare ikke altid nok, uanset hvordan man vender og drejer den. Så nu sidder jeg her og hører dårlige, sørgelige, kærlighedssange, og har ondt af mig selv. Men jeg kan ikke kæmpe mere, jeg har simpelthen ikke overskuddet. 

Jeg er nødt til at fokusere på mig selv, uanset hvor meget det skærer mig i hjertet. Jeg er nødt til at fokusere på min fremtid og uddannelse, for nu har jeg faktisk chancen for at få begge dele. 
Men jeg synes vitterligt ikke, at dette er sjovt. Det er det aldrig, det ved jeg godt, men alligevel. Jeg er bare træt af, at vi ikke kunne slå alle forhindringerne. At vi ikke bare... kunne fungere. For, igen, det var ikke mangel på kærlighed, der drev os fra hinanden. Det var bare... tiden, måske? Måske er tiden ikke den rette. Timing's a bitch.

"I know I said that I would keep my word,

I wish that I could save you from the hurt.
But things will never go back to how we were -
I'm sorry I can't be your world."

Kender I det med, at man hører noget, man bare helst vil glemme, fordi det rammer et ømt punkt?

Eller en rører jer et forkert sted/på den forkerte måde, og man så står sådan "Nå, okay... Jeg havde næsten glemt, hvor fed jeg egentlig er, but thanks for reminding me"?
Og man så bare står der og ønsker, at der fucking var en pille, man kunne tage, så alt fedtet faldt af, mens man sov? 

Og så lidt senere, bliver man gal i stedet for ked af det, og tænker "Giv mig et halvt år mere, så skal du se", men alligevel lidt usikker, for hvad nu, hvis man ikke kan klare det? 

Og så står man der "I'm FUCKING trying, okay?!", for man kæmper virkelig med alt det, folk synes er SÅ sjovt at nævne - om det så er vægten, skolen, fremtiden, det mentale helbred, eller hvad det nu måtte være, man kæmper med. 
Og så bliver man overvældet af vrede, og får lyst til at bryde ud i tårer, for det er sgu da ikke fair, at man skal mindes om det, man har sværest ved at leve med. Lige det, man hader ALLER mest ved sig selv, det skal man ÅBENBART mindes om, ret ofte. 

Og lad os lige få det på plads - jeg ved godt, jeg snakker meget. Jeg ved godt, at jeg snakker med ting, der ikke kan svare mig. Jeg ved godt, jeg sover meget. Jeg ved godt, jeg er fed. Jeg ved godt, jeg ikke burde have noget at være stresset over - eller burde jeg? Imo, jo fanden burde jeg det. 

Jeg bliver så ked af det, mens jeg prøver at overbevise mig selv om, at de jo selvfølgelig ikke ved, hvad de snakker om, for de har jo aldrig været i mine sko. Men igen, måske whiner jeg bare. Og det gør jeg sikkert, men det må man også godt ind i mellem - selv i ædru tilstand. 

Men så kommer der en anden, som kigger på dig, smiler, og siger "Du taber dig stadig, kan jeg se!", og så bliver det hele ligesom bare lidt mere okay, for så kan andre da se fremskridt.  

Jeg vrøvler. Igen. Jeg er træt, okay?

Kender I det med, at usikkerheden tager over? Fordi han ikke svarer, eller hun ikke skriver, eller... Det hele bare bliver for meget? 

Og at man bare har lyst til at grave sig ned i et hul med dyner, fordi man ikke ved, hvad man skal stille op, og den eneste måde at få det ud på, er igennem sin blog, fordi andre ikke helt forstår det, lige meget hvor meget de prøver? 

Og at man bare har brug for bekræftelse - konstant? Måske fordi, ens far forlod en (sorry for my emo-flip), eller fordi, man har så mange dårlige forhold i lasten, eller fordi man er syg og ingen selvværd har, og derfor føler sig endnu mere fucking ynkelig. 

Og måske fordi, at der bare sker så meget i ens liv, men samtidig INTET før oktober. Og måske fordi, og dette tror jeg mest på, at man har blandet øl med sin medicin, hvilket man slet ikke burde, men man ikke kunne lade være, for det var allerede ved at tage over. 

Og alle siger til en, at man ikke skal over tænke, eller tolke noget, der slet ikke er der, eller at man skal være ligeglad, eller at man skal det, og man skal det, og at man jo er en "dejlig person", men intet fucking hjælper, man vil bare have det der kram, og høre, at man er elsket - fra DEN person, for man ved jo godt, at andre elsker en.

Og så bliver man helt i tvivl om, man overhovedet burde skrive det her, men hvordan FANDEN skulle man ellers få det ud? Og at man bare har lyst til at tude, men samtidig er man sådan "Så slap dog af, tøs", men man kan slet ikke styre det, og det går op for en, at alt dette er noget rod, så måske burde man slet ikke poste det. 

Så man sidder i torden vejret og ryger for mange smøger, mens det hele bare bliver værre, og man bare... har lyst til at gemme sig for verden, i hans arme, mens man bare... ja, jeg ved det helt ærligt ikke. 

For helvede. 

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte, da jeg har alt for mange tanker, så det her bliver nok en rodet affære.

Jeg har været hos min psykiater i dag, og få mine "nye" diagnoser. Og jeg er ærlig talt i chok. I mean... Jeg har jo altid vidst, at der var et eller andet "galt" med mig. Men at jeg ligefrem er psykotisk? Holy fuck.

Og jeg ved godt, at en psykose, næsten, altid forsvinder igen, når den er blevet behandlet. Men jeg har lige læst mig frem på nettet til, at det kan tage "længe", og jeg kan slet ikke overskue det. Og jeg ved slet ikke, hvad det betyder - besøget på Google har ikke rigtigt hjulpet...

Men heldigvis virker det til, at der er mange "løsninger" - en plan a, en plan b, plan c, plan d....., så det skal nok gå, det VED jeg jo godt. Jeg er bare mega bekymret lige nu. 

Og så tager han mig ud af det medicin, jeg har været på længst, da det kan have været det, der udløste psykosen, og jeg kan sagtens se logikken i, at så skal jeg da selvfølgelig ud af det i en aller helvedes fart! Men jeg er sådan helt "...hvem er jeg uden den medicin?"

Vil jeg stadig være mig, bare, forhåbentligt, mindre bange, når jeg kommer ud af det? Vil jeg stadig være hende den lille, irriterende, til tider, hyperaktive tøs, der gør alt for at gøre andre glade? Jeg ved det ikke - det gør ingen. Vi kan ikke vide, hvad der sker, når det er ude af min krop. 

Men min mor siger, at det gik godt, da jeg, åbenbart, var løbet tør for pillerne i 3 dage for noget tid siden - nej, det var vist gået RIGTIG godt. Så jeg kan jo kun håbe - ikke engang min psykiater ved, hvad der sker, hvilket jeg gerne vil klage over, haha. 

It'll be okay. 

Så er jeg på den igen - kan ikke tænke på andet end dig. Hvis dette skal til at ske hver søndag, så skriger jeg.

Hvorfor går et billede mig sådan på? Jeg vidste jo godt, du ikke lå og græd over mig, jeg er jo ikke dum - lever i benægtelse, muligvis, men dum, nej.
Det var jo BARE et billede. Og hvad så, hvis du er kommet videre? Eller... Du ER kommet videre. Og det er jeg jo sådan set også. For det meste. Så længe jeg ikke drømmer om dig, eller ser billeder af dig, eller kommer til at kigge på det billede, jeg har på min computer, hvor vi står og kysser i min mors køkken - så har jeg det fint. Honest to God. 

Men så snart, jeg finder et eller andet, der minder mig om dig - om det så bare er en tom pakke rød Prince, der ligger på jorden, så bliver jeg pisse ked af det og vred. Og jeg ved godt, at alle siger, at det er godt nok, at vi ikke er sammen, for det ville jeg ikke kunne klare, og det ville jeg måske heller ikke - men man styrer ikke selv sine følelser - jeg gør i hvert fald ikke. Så meget kontrol ejer jeg alligevel ikke.

Jeg ved jo også godt, at jeg er fucking ynkelig, når en tom pakke smøger kan gøre mig ked af det - jeg ved det godt. Men bare det der med, at der aldrig var et rigtigt farvel.. Det sidste, jeg hørte fra dig var, at du havde følelser for mig, men havde meget om ørerne - fair enough - men så havde jeg nok bare, i min egen lille, naive bobl, forventet, at du ville komme tilbage på et eller andet tidspunkt, som jeg allerede har nævnt alt for mange gange herinde. Men... nu er der, snart, gået to år. 

Jeg vil bare gerne have min baby tilbage. På den ene eller den anden måde. Men igen, jeg ved ikke, om jeg kan være venner med dig, og skulle høre om alle de tøser, der sværmer om dig - for DET gør de, og det kan jeg satme godt forstå. Men.. for helvede. Jeg hader det. 

I said I'd never let you go, and I never did.
I said I'd never let you fall and I always meant it.
If you didn't have this chance then I never did.
You'll always find me right there, again.

Jeg ved ikke, hvorfor det går mig så meget på, at jeg har drømt om dig. Jeg ved det vitterligt ikke. Det kan jo være lige meget, det var jo bare en drøm, ikke? 

Og jo, det var det - men hold kæft, hvor var det en god drøm. Jeg kunne pludselig mærke dig igen, og det hele var så fucking virkeligt, og så vågnede jeg, og du var der ikke. For helvede, hvor er det træls. 

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke i forvejen tænkte på dig næsten hver dag - men i dag er det især slemt. Jeg kan slet ikke tænke på andet, og hver gang jeg lukker øjnene, kan jeg se dit smil. Det der irriterende, pisse, lorte smil, jeg, på en måde, faldt for, selvom jeg havde en kæreste, jeg elskede rigtig højt. Giver noget af det her mening? Nå, ikke, okay.

Jeg har ikke set eller hørt fra dig i snart 2 år, på nær det sjældne "like" på Facebook, og jeg er også, nogenlunde, okay med det. Ikke fordi, jeg ikke savner dig, eller fordi, jeg ikke stadig får en klump i halsen, når jeg tænker på sidste gang, jeg så dig. Du var så ødelagt...

Men jeg savner dig HELT vildt lige nu. Og ja, det er nok fordi, jeg er en sentimental tøs, der tænker for meget, ingen tvivl om det, for det er jo ikke fordi, jeg ikke kan klare mig uden dig, det kan  jeg jo sagtens - det har jeg bevist, og jeg er ikke i tvivl. Jeg ville bare, for helvede, ønske, at du var her lige nu. 
Jeg har lyst til at ryge med dig, kramme dig, fortælle dig, at jeg stadig holder FUCKING meget af dig, elsker dig, even, og fortælle dig, at det hele nok skal gå, uanset hvad du har rodet dig ud i nu. 

Men jeg tror, min illusion om, at du kommer tilbage til mig, er væk. Jeg er ikke sikker, men jeg tror det. Om jeg stadig håber, at du kommer tilbage, det ved jeg ikke. Eller, jo, på en måde gør jeg selvfølgelig - that kind of love doesn't just disappear. 


And do you think of me at night?
I still wish we could've made it right, you can't say that I never tried.

Cause every time I ran, I ran to you,
I meant it every time I said I loved you.