Kender I det med, at man hører noget, man bare helst vil glemme, fordi det rammer et ømt punkt?

Eller en rører jer et forkert sted/på den forkerte måde, og man så står sådan "Nå, okay... Jeg havde næsten glemt, hvor fed jeg egentlig er, but thanks for reminding me"?
Og man så bare står der og ønsker, at der fucking var en pille, man kunne tage, så alt fedtet faldt af, mens man sov? 

Og så lidt senere, bliver man gal i stedet for ked af det, og tænker "Giv mig et halvt år mere, så skal du se", men alligevel lidt usikker, for hvad nu, hvis man ikke kan klare det? 

Og så står man der "I'm FUCKING trying, okay?!", for man kæmper virkelig med alt det, folk synes er SÅ sjovt at nævne - om det så er vægten, skolen, fremtiden, det mentale helbred, eller hvad det nu måtte være, man kæmper med. 
Og så bliver man overvældet af vrede, og får lyst til at bryde ud i tårer, for det er sgu da ikke fair, at man skal mindes om det, man har sværest ved at leve med. Lige det, man hader ALLER mest ved sig selv, det skal man ÅBENBART mindes om, ret ofte. 

Og lad os lige få det på plads - jeg ved godt, jeg snakker meget. Jeg ved godt, at jeg snakker med ting, der ikke kan svare mig. Jeg ved godt, jeg sover meget. Jeg ved godt, jeg er fed. Jeg ved godt, jeg ikke burde have noget at være stresset over - eller burde jeg? Imo, jo fanden burde jeg det. 

Jeg bliver så ked af det, mens jeg prøver at overbevise mig selv om, at de jo selvfølgelig ikke ved, hvad de snakker om, for de har jo aldrig været i mine sko. Men igen, måske whiner jeg bare. Og det gør jeg sikkert, men det må man også godt ind i mellem - selv i ædru tilstand. 

Men så kommer der en anden, som kigger på dig, smiler, og siger "Du taber dig stadig, kan jeg se!", og så bliver det hele ligesom bare lidt mere okay, for så kan andre da se fremskridt.  

Jeg vrøvler. Igen. Jeg er træt, okay?

Kender I det med, at usikkerheden tager over? Fordi han ikke svarer, eller hun ikke skriver, eller... Det hele bare bliver for meget? 

Og at man bare har lyst til at grave sig ned i et hul med dyner, fordi man ikke ved, hvad man skal stille op, og den eneste måde at få det ud på, er igennem sin blog, fordi andre ikke helt forstår det, lige meget hvor meget de prøver? 

Og at man bare har brug for bekræftelse - konstant? Måske fordi, ens far forlod en (sorry for my emo-flip), eller fordi, man har så mange dårlige forhold i lasten, eller fordi man er syg og ingen selvværd har, og derfor føler sig endnu mere fucking ynkelig. 

Og måske fordi, at der bare sker så meget i ens liv, men samtidig INTET før oktober. Og måske fordi, og dette tror jeg mest på, at man har blandet øl med sin medicin, hvilket man slet ikke burde, men man ikke kunne lade være, for det var allerede ved at tage over. 

Og alle siger til en, at man ikke skal over tænke, eller tolke noget, der slet ikke er der, eller at man skal være ligeglad, eller at man skal det, og man skal det, og at man jo er en "dejlig person", men intet fucking hjælper, man vil bare have det der kram, og høre, at man er elsket - fra DEN person, for man ved jo godt, at andre elsker en.

Og så bliver man helt i tvivl om, man overhovedet burde skrive det her, men hvordan FANDEN skulle man ellers få det ud? Og at man bare har lyst til at tude, men samtidig er man sådan "Så slap dog af, tøs", men man kan slet ikke styre det, og det går op for en, at alt dette er noget rod, så måske burde man slet ikke poste det. 

Så man sidder i torden vejret og ryger for mange smøger, mens det hele bare bliver værre, og man bare... har lyst til at gemme sig for verden, i hans arme, mens man bare... ja, jeg ved det helt ærligt ikke. 

For helvede.