Jeg ville ønske, at jeg kunne tro på det. På kærligheden, på, at en virkelig ville mig.
Måske er det fordi, jeg har set det gå galt så mange gange - måske er det fordi, det er gået galt for MIG så mange gange. Måske er det fordi, jeg ikke tør tro på det - jeg ved det ikke.
Jeg ville også ønske, at jeg ikke blev vild med (Hader det udtryk, men "forelsket" er sgu lige i overkanten) fyre, der ikke kan finde ud af at vise det alligevel, selvom de siger det.
Måske er det fordi, at jeg ikke tror på ord længere. Jeg skal have handlinger - om jeg så tror på dem, det ved jeg sgu heller ikke helt.
Jeg føler mig en smule ødelagt på det punkt - på alle andre punkter har jeg det jo godt, men det der kærligheds-noget... Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg bliver så pisse usikker, og så bliver jeg så ked af det og vred på mig selv, for kan det da for fanden ikke være lige meget?
Næh, det kan det ikke.
Jeg er jo ikke ensom, så hvorfor går det mig på? I have no fucking idea.
Måske er det fordi, jeg kun har været rigtigt forelsket et par gange, og de behandlede mig som lort, så jeg tør ikke lukke op igen. Det kan sagtens være, men uanset hvad, så er det DØD irriterende. Jeg bliver jo aldrig gift sådan her, haha.
Måske er det også det, at jeg har den der følelse af, at man aldrig rigtigt kender et menneske - og det stammer nok, igen, fra de der to forelskelser. Du ved sgu aldrig, hvornår nogen røvrender dig. Er det en deprimerende tanke? Indeed. Er det sandt? Jeps.
Jeg lyder virkelig kynisk lige nu, gør jeg ikke?
søndag den 30. november 2014
tirsdag den 25. november 2014
Det er meget sjældent, at jeg er stolt af mig selv. Men i disse dage er jeg VIRKELIG stolt af mig selv, så nu skal det ud.
Det er et år siden, jeg har selvskadet. Et fucking ÅR. Jeg er så stolt. Jeg har gjort det. Jeg er kommet ud af det.
Det var min måde at håndtere verden på i mange år, og det blev især min trøst, da jeg flyttede hjemmefra, men jeg har nu klaret mig så længe uden det, og det er helt mærkeligt. Jeg er SÅ glad. No more cuts, haha.
Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil sige med det her indlæg... Måske, at man rent faktisk godt kan komme ud af det. Eller... jeg skal jo ikke sidde her og sige, at fordi det var relativt nemt for mig, da jeg besluttede mig for det, så er det også det for alle andre - please don't get me wrong.
Men.. jeg havde ALDRIG forestillet mig, at der skulle gå så længe uden. Og bare det, at jeg ikke har haft lyst/trang til det, det er jo endnu mere fantastisk.
Jeg sidder virkelig med en følelse af "Holy fuck, I fucking did it" - det lyder måske mærkeligt, men jeg er virkelig, virkelig, virkelig stolt af mig selv.
- jeg går virkelig også og blærer mig med det, overfor dem tæt på mig - bær over med mig, please!!
Ikke mere skæren, ikke mere kradsen til blods, ikke mere slåen, ikke mere banken, ikke mere noget som helst.
Jeg tror endelig, at jeg kan sige - jeg er clean.
Det er et år siden, jeg har selvskadet. Et fucking ÅR. Jeg er så stolt. Jeg har gjort det. Jeg er kommet ud af det.
Det var min måde at håndtere verden på i mange år, og det blev især min trøst, da jeg flyttede hjemmefra, men jeg har nu klaret mig så længe uden det, og det er helt mærkeligt. Jeg er SÅ glad. No more cuts, haha.
Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg vil sige med det her indlæg... Måske, at man rent faktisk godt kan komme ud af det. Eller... jeg skal jo ikke sidde her og sige, at fordi det var relativt nemt for mig, da jeg besluttede mig for det, så er det også det for alle andre - please don't get me wrong.
Men.. jeg havde ALDRIG forestillet mig, at der skulle gå så længe uden. Og bare det, at jeg ikke har haft lyst/trang til det, det er jo endnu mere fantastisk.
Jeg sidder virkelig med en følelse af "Holy fuck, I fucking did it" - det lyder måske mærkeligt, men jeg er virkelig, virkelig, virkelig stolt af mig selv.
- jeg går virkelig også og blærer mig med det, overfor dem tæt på mig - bær over med mig, please!!
Ikke mere skæren, ikke mere kradsen til blods, ikke mere slåen, ikke mere banken, ikke mere noget som helst.
Jeg tror endelig, at jeg kan sige - jeg er clean.
mandag den 17. november 2014
Jeg kan godt lide dig.
Jeg kan RIGTIG godt lide dig. Og jeg bør fortælle dig det, gør jeg ikke?
Jo. Svaret er kort og kontant. Men hvordan fanden skal jeg gøre det? Især, når du ikke har svaret siden i fredags.
Jeg vil rigtig gerne fortælle dig sandheden. Fortælle dig, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Jeg vil gerne have, at du siger "Fuck it, jeg giver dig en chance til!", selvom jeg ikke fortjener det.
For det gør jeg inderligt ikke. Jeg behandlede dig som... jeg ved ikke hvad. Jeg var en helt anden person overfor dig, en jeg ikke har været længe. Og jeg ved slet ikke, hvad der gik af mig.
Jeg har fortrudt det lige siden. Det er fandeme det dårligste bytte, jeg nogensinde har lavet, haha (prøver at grine mig ud af denne her, så jeg rent faktisk ikke skal føle fortrydelsen).
Men... selvom, jeg virkelig gerne vil fortælle dig det, kommer min stolthed i vejen. Jeg kan ikke sige sådan noget, og så risikere at blive afvist. Det dur jeg ikke til.
Og jeg NÆGTER at skrive igen. Og jaja, jeg ved godt alt det der med "To get something you've never had, you have to do something you've never done" - I get it. Men den der pisse fucking irriterende stolthed vil ikke tillade det.
Så jeg sidder her og undrer mig over, at du godt kan like mine billeder, og dele links på din væg, men ikke lige skrive "Hej søde!", som du plejer. Måske er du for såret. Måske er du vred. Måske har du fundet en anden.
And if that's the case, så er det helt fint. Jeg vil bare gerne vide det. Men det har jeg jo ingen krav på, når jeg ikke engang kan fortælle dig, hvordan jeg har det. Jeg er forvirret. Og træt.
I morgen er en ny dag. We'll see what happens. Men jeg sidder IKKE og venter, igen. Uanset, hvor meget jeg holder af dig. Jeg vrøvler, gør jeg ikke?
Jeg kan RIGTIG godt lide dig. Og jeg bør fortælle dig det, gør jeg ikke?
Jo. Svaret er kort og kontant. Men hvordan fanden skal jeg gøre det? Især, når du ikke har svaret siden i fredags.
Jeg vil rigtig gerne fortælle dig sandheden. Fortælle dig, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Jeg vil gerne have, at du siger "Fuck it, jeg giver dig en chance til!", selvom jeg ikke fortjener det.
For det gør jeg inderligt ikke. Jeg behandlede dig som... jeg ved ikke hvad. Jeg var en helt anden person overfor dig, en jeg ikke har været længe. Og jeg ved slet ikke, hvad der gik af mig.
Jeg har fortrudt det lige siden. Det er fandeme det dårligste bytte, jeg nogensinde har lavet, haha (prøver at grine mig ud af denne her, så jeg rent faktisk ikke skal føle fortrydelsen).
Men... selvom, jeg virkelig gerne vil fortælle dig det, kommer min stolthed i vejen. Jeg kan ikke sige sådan noget, og så risikere at blive afvist. Det dur jeg ikke til.
Og jeg NÆGTER at skrive igen. Og jaja, jeg ved godt alt det der med "To get something you've never had, you have to do something you've never done" - I get it. Men den der pisse fucking irriterende stolthed vil ikke tillade det.
Så jeg sidder her og undrer mig over, at du godt kan like mine billeder, og dele links på din væg, men ikke lige skrive "Hej søde!", som du plejer. Måske er du for såret. Måske er du vred. Måske har du fundet en anden.
And if that's the case, så er det helt fint. Jeg vil bare gerne vide det. Men det har jeg jo ingen krav på, når jeg ikke engang kan fortælle dig, hvordan jeg har det. Jeg er forvirret. Og træt.
I morgen er en ny dag. We'll see what happens. Men jeg sidder IKKE og venter, igen. Uanset, hvor meget jeg holder af dig. Jeg vrøvler, gør jeg ikke?
"My pride is stronger than my feelings. Don't try to play me. I could think of you 24/7, and you still wouldn't hear from me."
lørdag den 15. november 2014
Jeg er glad. Jeg er virkelig glad. Og rolig. Og tilfreds.
Jeg har brugt næsten 7 år på simpelthen at overleve, og nu føler jeg faktisk, at jeg lever. Det lyder mærkeligt, men jeg kan virkelig mærke forskellen på, blot at komme igennem dagene, og så rent faktisk at være glad for at vågne. Det er fantastisk.
Jeg har stadig mine dårlige dage, don't get me wrong, men hold kæft, hvor er de blevet minimerede. Og hvor er det skønt.
Jeg døjer så virkelig med hoved/mavepine for tiden, men det foretrækker jeg KLART frem for, at have det skidt psykisk, og at være så paranoid, at man ikke kan gå udenfor en dør.
Igen, don't get me wrong, jeg er ikke "paranoia-fri", og jeg er stadig RIGTIG glad for min medicin, men jeg har det faktisk godt. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været så... tilfreds med livet. Tror virkelig, tilfreds er det bedste ord, jeg kan bruge.
Og for én gangs skyld, er jeg ikke ensom. Jeg er ikke sådan "GIV MIG EN AT PUTTE MED, FOR JEG HADER MIG SELV, SÅ EN ELLER ANDEN SKAL SIGE, AT JEG ER KØN!!!" - overhovedet. Jeg er egentlig helt cool med at være single - der er dog én, der godt måtte lave om på det, men sådan er det vel altid, haha.
Bare... denne her følelse af at LEVE. Jeg elsker den. Jeg eksisterer ikke blot længere, jeg kan virkelig mærke, at jeg er i live, og for første gang i 7 år, elsker jeg det.
Jeg elsker alle de mennesker, jeg har i mit liv, og jeg ville ikke undvære dem for noget i verden. Jeg ville ikke undvære dette for noget i verden.
Jeg er glad. Jeg er tilfreds. Jeg er mere end okay. Og jeg er ved at få selvtillid. Er det lige fantastisk, eller hvad?!
Jeg har brugt næsten 7 år på simpelthen at overleve, og nu føler jeg faktisk, at jeg lever. Det lyder mærkeligt, men jeg kan virkelig mærke forskellen på, blot at komme igennem dagene, og så rent faktisk at være glad for at vågne. Det er fantastisk.
Jeg har stadig mine dårlige dage, don't get me wrong, men hold kæft, hvor er de blevet minimerede. Og hvor er det skønt.
Jeg døjer så virkelig med hoved/mavepine for tiden, men det foretrækker jeg KLART frem for, at have det skidt psykisk, og at være så paranoid, at man ikke kan gå udenfor en dør.
Igen, don't get me wrong, jeg er ikke "paranoia-fri", og jeg er stadig RIGTIG glad for min medicin, men jeg har det faktisk godt. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været så... tilfreds med livet. Tror virkelig, tilfreds er det bedste ord, jeg kan bruge.
Og for én gangs skyld, er jeg ikke ensom. Jeg er ikke sådan "GIV MIG EN AT PUTTE MED, FOR JEG HADER MIG SELV, SÅ EN ELLER ANDEN SKAL SIGE, AT JEG ER KØN!!!" - overhovedet. Jeg er egentlig helt cool med at være single - der er dog én, der godt måtte lave om på det, men sådan er det vel altid, haha.
Bare... denne her følelse af at LEVE. Jeg elsker den. Jeg eksisterer ikke blot længere, jeg kan virkelig mærke, at jeg er i live, og for første gang i 7 år, elsker jeg det.
Jeg elsker alle de mennesker, jeg har i mit liv, og jeg ville ikke undvære dem for noget i verden. Jeg ville ikke undvære dette for noget i verden.
Jeg er glad. Jeg er tilfreds. Jeg er mere end okay. Og jeg er ved at få selvtillid. Er det lige fantastisk, eller hvad?!
“To live is the rarest thing in the world. Most people exist, that is all.”
lørdag den 8. november 2014
fredag den 7. november 2014
søndag den 2. november 2014
lørdag den 1. november 2014
"Jeg vidste på et eller andet plan, at fortovskanter er 15-20 cm høje, ikke 15-20 meter, og at man ikke dør, når man træder ned fra dem, men det var ikke sådan, tingene så ud, og selv om en del af mig sagde én ting, sagde en anden noget helt andet, og det blev stadig sværere at forstå og rydde op."
- I morgen var jeg altid en løve - Arnhild Lauveng.
Abonner på:
Opslag (Atom)