En blandet affære.

Det er faktisk utroligt, hvor dum man kan føle sig.

Hvor dum man kan føle sig over, at man læser signaler forkert - gang på gang, på gang, på gang, på gang...

Over, at man liiige når at tænke "Hey, han kan sgu lide mig!" - eller, den mere selv destruktive fætter - "Hey, der er rent faktisk EN, der kan lide mig!!!! *mind does happy dance*"

Jeg hader den sidste. Inderligt hader den. Den der del af mig, der bliver overrasket over, at der er en, der muligvis kan lide mig, for det giver ikke mening for mig.

Hvorfor giver det ikke mening for mig, spørger du? Jeg ved det ikke. Måske fordi, jeg ikke ligefrem er min egen største fan. Måske fordi, jeg ikke er vant til det. Måske fordi, jeg har ændret mig SÅ meget, på så få år, at jeg ikke altid selv kan følge med, og ikke altid heeeelt ved, hvad jeg mener om mig selv. På de dårlige dage.

På de lidt bedre dage kan jeg jo godt se, at jeg ikke er så forfærdelig, som jeg nogle gange går og tror. Men derfor bliver jeg alligevel lige overrasket hver eneste gang.

Og så sker sådan noget her, og så har jeg bare lyst til at tilmelde mig (hedder det det??) et kloster, og så bare blive der, så det ikke kan ske igen. Men det er jo for helvede heller ikke løsningen.

Jeg siger tit til mig selv, at jeg skal holde en pause fra det her fis. Og jeg prøver virkelig, det gør jeg. Men så kommer der idioter, der får følelser frem, eller min ensomhed kommer tilbage, eller jeg kommer i tanke om, at Hot.dk eksisterer (I know, I know), og så er det bare ikke så nemt længere.

Men det skal nok gå. Ellers kan jeg jo bare leve resten af mine dage som gammeljomfru, haha. 

Jeg går ikke rundt i en kontant sky af savn længere - det gør jeg ikke. Heldigvis.

Men når det så rammer mig, så rammer det mig med 120 km/t, lige i ansigtet, og så kan jeg ikke lade være med at tænke "Nå... jamen, så ligger jeg bare her lidt."

Jeg tror mest, jeg savner dig på de dage, hvor jeg har ~brug~ for dig, selvom jeg hader det udtryk. De dage, hvor det hele er noget lort, og hvor jeg har brug for at gemme mig i dine stærke arme - og sådan en dag er det i dag. 

En af de dage, hvor jeg slet ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv, fordi du ikke elsker mig længere - for det gjorde du på et tidspunkt, det er jeg ikke i tvivl om. Sådan et blik KAN bare ikke fakes.

Måske er det fordi, jeg har puttet dig op på et piedestal - for helt ærligt, kan NOGEN være så fantastisk, som jeg husker dig? Jeg ved det ikke.

Men så bliver jeg så vred på mig selv - for handler det her, helt ærligt, bare om, at jeg er FUCKING selvdestruktiv? 
Handler det om, at jeg ikke vil give slip - eller kan jeg simpelthen bare ikke? Er jeg ikke i stand til, at "komme videre"? 

Jeg er bare, hvis jeg skal være helt ærlig, pisse træt af det. 

Jeg er træt af at savne en, jeg godt ved, ikke savner mig - jeg er jo ikke dum. Jeg ved jo godt, at du ikke tænker på mig. 

Men det gør det, om muligt, kun sværere. Jeg burde bare gå i seng. Det har været en meget, meget, meget lang dag.

"You were a vision in the morning when the light came through

I know I've only felt religion when I've lied with you." 

Jeg nægter at forsvare mig selv.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har sat mig 100% ind i det her, men jeg er vred alligevel - er det ignorance? Det er det nok. Men nu skal det ud.

Jeg bliver lidt træt i hovedet, når en eller anden idiot (læs: Peter Gøtzsche) kommer frem og siger, at vi jo bare er "kede af det".

Jeg bliver træt i hovedet, når jeg føler, at jeg skal forsvare valg, jeg har skulle tage dagligt, siden jeg var 14 år gammel.

Jeg bliver træt i hovedet, når folk siger, at medicinen jo ikke hjælper, og at det er medicinalindustrien, der bare vil tjene penge - granted, det vil de også. Selvfølgelig vil de det. Men så generelt kan det bare ikke siges.

Jeg mener selvfølgelig heller ikke, at alle skal have medicin - men jeg mener bestemt, at hvis det bliver anbefalet, man er med på det, man mærker forskel, og bivirkningerne ikke er for store, så synes jeg, man skal - hvis forskellen er af den rigtige slags, selvfølgelig.

Jeg nægter at generalisere, så nu gør jeg det lige MEGET klart, at jeg taler fra mit eget synspunkt - JEG har brug for medicinen. 
Jeg kan godt huske mit liv inden, og det var ikke et liv. 

Men har jeg så haft et "ordentligt" liv, i de, snart 7 år, jeg har fået medicin? Bestemt ikke. Jeg har haft starten på et ordentligt liv det sidste år - men Rom blev altså heller ikke bygget på én dag, og det er noget, man må tage med.

Men jeg kan sige nu, og det er 100% takket være medicinen, at jeg er tæt på paranoia-fri - noget, jeg ikke kan huske, jeg har været i rigtig mange år. 
Jeg kan sige, at min angst er på et niveau, hvor jeg kan leve med den, og arbejde med den - vi er ikke venner, og det bliver vi aldrig, men jeg kan holde det ud - igen, takket være medicin (og benhårdt arbejde fra min side, må jeg lige sige - credit til dig, Sjelle). 

Har jeg så ikke oplevet bivirkninger? Selvfølgelig har jeg det - vægtøgning på 42 kg, så behøver jeg vist ikke sige mere. Men det var næsten lige meget - for det handlede ikke om, at se godt ud - det handlede om at overleve.

Men det handler sørme også om, at blive diagnosticeret rigtigt, af kompetente mennesker, der ikke mener, at man har ADD, når det er noget så tydeligt, at det har man ikke, og derefter propper en på Strattera, der kun gør angsten værre - om jeg er bitter? Nej da. Det har jeg aldrig været (sarkasme kan forekomme).  

Jeg sidder heller ikke og påstår, at man ikke kan dø af medicinen - selvfølgelig kan man det. En af bivirkningerne ved Abilify, min lifesaver, er, at man kan få kræft. Kræft. Er det lige den mærkeligste bivirkning i verden, eller er det bare mig?

Men man kan godt føle sig lidt som en fiasko, når der er så mange, der mener, at man bare skal kunne klare sig uden medicinen, og man udmærket godt selv ved, at det kan man ikke. Så må man bare holde fast i, at man for helvede ikke er en fiasko - og da slet ikke pga. det.

Og nej, min autisme kan heller ikke kureres af, at jeg ikke spiser hvidt brød, går til clairvoyant, spiser 30 forskellige slags naturmedicin eller drikker klorin.  

Jeg ved egentlig slet ikke, hvor jeg vil hen med det her - det hele bliver lige lidt ekstra rodet, når jeg er vred og fortvivlet.