Jeg er ikke god til usikkerhed - hvilket egentlig, når man tænker over det, er meget spøjst, da jeg har været usikker hele mit liv.
Jeg er ikke godt til ikke at vide, om folk overhovedet kan lide mig. Jeg er ikke god til ikke at føle mig god nok - men det er der vel ingen, der er.
Jeg er ikke god til, at jeg ikke kan aflæse folks signaler, for det gør det ikke ligefrem lettere at finde ud af, om de kan lide mig/holder af mig/indsæt selv.
Jeg tror seriøst, at folk kunne stille sig op på et tag og skrige til hele verden, at de godt kunne lide mig, og jeg ville stå nede på jorden og tænke "Yeah... Right" - og er det ikke bare en smule sørgeligt??
Jeg er ikke god til, at jeg har så dårlig selvtillid, at jeg kan kigge på mig selv og tænke "Det står fandeme skidt til, det der" og vide, at jeg ikke kan gøre så meget ved det - jeg er "udstyret" med det, jeg nu engang er udstyret med lige for tiden.
Men der er én ting, jeg er god til - og det er at sammenligne mig selv med andre. Og det skal jeg fucking holde op med.
Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det her... Jeg vil vist bare sige, at jeg hader det, lol.
Her juleaften vil jeg sende en tanke. Eller fire.
En tanke til min mormor, som altid forstod at samle familien 1. juledag. En tak fordi, hun altid spillede æsel med mig, når de skulle passe mig, fordi jeg havde ondt i maven og ikke kunne tage i skole.
En tanke til min faster, som altid var i stand til at passe på andre, selvom hun ikke kunne passe på sig selv. En tak fordi, hun sørgede for, at jeg blev holdt så tæt på min far, som muligt, i de forfærdelige 2½ år. En tak for, at hun legede med dukker med mig.
En tanke til min farfar, for at være den bedste far, jeg nogensinde kunne bede om. En tak for, altid at passe på mig, våge over mig, og give mig alt det, jeg ikke vidste, jeg manglede. En tak for, at jeg aldrig var alene - selv når det VIRKELIG føltes sådan. Og en tak for, at jeg stadig aldrig er det.
Sidst, men ikke mindst, en tanke til mit elskede får, som altid forstod at trøste mig, selv når jeg ikke vidste, at det var nødvendigt. En tak for, at hun altid var der, med det fucking samme, til at muntre mig op, når det var nødvendigt. En tak for de 2½ år, vi fik sammen.
Jeg fucking savner jer - især i dag.
Jeg bliver lidt træt i hovedet, når folk mener, at de ved, hvordan jeg skal referere til mig selv - hvordan jeg skal snakke om mig selv, og hvad jeg skal mene om mig selv.
Jeg er åbenbart ikke autist - jeg er simpelthen "et menneske med autisme".
Og når jeg så forsøger at forklare, at jeg faktisk er autist, så siger de til mig, at sådan må jeg ikke snakke om mig selv.
Undskyld mig, men... hvad?
Må jeg ikke selv styre, hvordan jeg taler om mig selv, og hvordan jeg tackler dette handikap? Er der virkelig en anden, professionel eller ej, der skal fortælle mig det?
Fuck nej.
For sandheden er, at jeg er autist.
Det er ikke bare en del af, hvem jeg er - det ér, hvem jeg er.
Jeg går jo heller ikke rundt og siger, at jeg "lider af paranoia" - jeg er paranoid.
Jeg "lider jo heller ikke af angstanfald", når de kommer - der ér jeg angsten.
^Bad example perhaps, but you catch my drift.
Jeg er da glad for, at de mener, jeg er mere end mit handikap og mine sygdomme, men de er jo stadig en del af mig - de er grunden til, at min hjerne "fungerer" (eller ikke gør), som den gør.
Og jeg har besluttet mig for, at det kan jeg ikke se det dårlige i - for de gør mig til mig, og jeg er egentlig helt okay, præcis som jeg er.
Det er lidt sjovt - jeg er ikke sikker på, hvem jeg selv er længere. Og det sjoveste er, at det på INGEN måde går mig på.
Det, der er endnu sjovere, og en smule tragisk, er, at det nok er hans skyld.
At det nok er fordi, jeg ikke kan være i mig selv af forelskelse. At det nok er fordi, jeg elsker en så højt - så højt, at jeg helt havde glemt, at det var muligt.
Jeg er stadig ikke helt vant til denne følelse - granted, jeg har også kun haft den i lidt over en måneds tid, men... det er finurligt. Fantastisk, skønt og lige til at blive glad i låget af, men også en smule finurligt.
Men det er også en smule skræmmende - skræmmende, at man kan være så hooked på ét menneske, at man gør og siger ting, man aldrig har gjort/sagt før.
Så hooked, at man slet ikke ved, hvad man skal stille op med sig selv, når man har sat ham på toget/sat sig ud i bilen, og man bare sidder der og tænker "Well... what now?"
Og det er da også lidt komisk, at uanset hvor stor en klaphat han kan være, har jeg bare lyst til at kysse ham. Hele. Fucking. Tiden. Kan jeg få job som professionel Capper-kysser, lol?
Jeg bryder mig ikke om disse dage.
De dage, hvor usikkerheden tager over, og jeg, af en eller anden grund, ikke føler mig tilstrækkelig - jeg hader at føle, at jeg ikke er god nok. Det driver mig til vanvid.
For jeg ved jo godt, når jeg kan være rationel, at jeg er god nok, præcis som jeg er - jeg er den eneste udgave af mig, der overhovedet er, og det er vel, i sig selv, godt nok?
Og det, der irriterer mig mest, er, at jeg ikke kan forklare, hvorfor jeg føler sådan - hvorfor jeg lige pludselig overanalyserer alt, og hvorfor jeg pludselig tvivler på, om folk overhovedet kan lide mig - folk, der ikke er min mor, haha.
Og jeg bliver et forfærdeligt menneske, når jeg har det sådan her - bider af alt og alle, og har egentlig mest lyst til at gemme mig under min dyne. Men jeg gør det ikke, for det er ikke løsningen.
Men... i det mindste har jeg været fri for selvskade i 2 år og stemmerne i 5. Det er altid noget, og det skal jo nok gå alt sammen.
Det her er rodet. I apologize for any inconvenience.
