Jeg er ikke stor fan af mit hoved i disse dage.

Det meste driller, og jeg er egentlig bare træt. Har det som om, jeg kunne sove i 30 år - selvom det nok ikke er muligt.

Usikkerheden har taget over igen, og jeg kan ikke rationalisere den - ikke, at jeg nogensinde har kunnet det, men for fanden satan i helvede, hvor er det træls. 
Jeg har en eller anden irrationel (håber jeg) idé om, at folk nok egentlig slet ikke kan lide mig, og jeg ved ikke, hvor det stammer fra... eller, det gør jeg nok, hvis jeg tænker mig om. 

Jeg er træt af at være syg - jeg er træt af, at det styrer det hele. Igen. Det gik ellers liiige så godt.. men hey, 3 måneder må vel også være længe nok at have det godt. Ej, undskyld. 

Jeg føler mig, igen, rimelig ambivalent - jeg vil vildt gerne lave et eller andet, men overskuddet er der bare ikke. Og så hjælper det heller ikke på det, at mine "elskede" mavesmerter er kommet tilbage, så jeg egentlig bare er ved at knække mig, fordi det gør så ondt, det meste af tiden. 

Jeg ved godt, at det kun har stået på i 5 dage, og jeg ved også godt, at det nok skal vende igen - I know, I know.
Men det ændrer bare ikke på, at jeg er møg træt af det hele lige nu. 

Og jeg undskylder inderligt for, hvis jeg bider af jer, kære venner, familie og Capper - det gør jeg virkelig. Det skal jo ikke gå ud over jer, det ved jeg godt, men... I er dem, der er tættest på, og kender mig bedst, så det kommer til at gå ud over jer.
Jeg prøver ikke at retfærdiggøre det, for det kan jeg ikke, men... ja. 

For fanden, hvor er det her et forvirrende indlæg... men hey, dem er jeg jo også mester i.  

15 år var slet ikke nok.

7 år er længe. 7 år er virkelig længe. Alt for længe, og jeg kan ikke overskue det.

Jeg kan ikke overskue, at det er 7 år siden, jeg har snakket med dig, set dig smile, og jeg kan SLET ikke overskue, at det er 7 år siden, der er nogen, der har omtalt mig som "Min bette piwe".

Det skal nok gå - det ved jeg godt. Jeg ved godt, at jeg bliver okay igen - på sigt. Jeg ved godt, at det bliver lettere igen - på sigt. Men, for fanden satan i helvede, kunne det ikke bare blive lettere nu? 

Jeg ved, igen, ikke, hvordan jeg skal komme ud af denne sorg og smerte. Jeg plejede jo at læne mig op ad dig i sådanne situationer - og selvom det er 7 år siden, jeg har kunnet det, har jeg ikke vænnet mig til det endnu. Vænner man sig nogensinde til, at mangle den, der var ens helt? Jeg har mine tvivl.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal "pakke" dette savn væk - jeg ved godt, at man skal give sig selv lov til at føle, at være ked af det og at græde, men det er fandeme svært, når man ikke har lyst til at være ked af det, savne og græde. 

Jeg har jo bare lyst til at have dig her - lige her, ved siden af mig, hvor du så tit sad, mens du kiggede på mig og smilede det der stolte smil, jeg savner så meget. 
Et smil, jeg tog så forgivet, fordi jeg vitterligt ikke troede, du nogensinde ville forlade mig - men det gjorde du. Ikke med din gode vilje, det ved jeg godt, men det gør ikke smerten mindre. 

Men jeg finder en måde at komme igennem det på - præcis som jeg gjorde for 7 år siden, da tæppet blev revet væk under mig. 
For jeg tror, selvom jeg ikke rigtigt tror på det (giver det her mening??), at du sidder og kigger ned på mig - stadig med det der stolte smil, og tænker "Det er min bette piwe!" - det er jeg nødt til at tro på, for ellers kan jeg slet ikke klare det her. 

Men jeg er stolt - jeg er stolt af at være dit barnebarn. Jeg er stolt af at have kendt dig. Jeg er stolt af, at du var stolt af mig, stort set lige meget hvad jeg gjorde. Jeg er stolt af, du elskede mig så højt, og jeg er stolt af, at jeg fik 15 år med dig - selvom det på ingen måde var nok. Jeg er stolt af dig, for du var den stærkeste mand, jeg har haft æren af at kende. 

Jeg takker dig, fra det inderste af mit lille, småknuste, hjerte - takker dig for kærligheden, inspirationen, grinene, krammene, omsorgen og, ikke mindst, de 15 år. Tak. 

"To have been loved so deeply,
Even though the person who loved us is gone,
will give us some protection forever." 

- J.K. Rowling.   

Ih, hvor jeg hader de her dage/aftener/nætter. 

De der førnævnte tidspunkter, hvor jeg bare har lyst til at gemme mig. Gemme mig under dynen og blive der, så længe det nu er muligt. 

Måske er det fordi, jeg er træt. Måske er det fordi, jeg har haft en lang dag (og ja - det er faktisk muligt, at have haft en lang dag, selvom andre måske ville mene, at man ikke har lavet noget).

Jeg ved ikke helt, hvad det er - men jeg ved, at jeg er møg usikker. Igen. Og jeg bliver aldrig venner med denne følelse. 

Men så igen - bliver NOGEN nogensinde venner med den følelse? Nok ikke. 

Jeg ved vitterligt ikke hvorfor, men ind i mellem slår det fucking hårdt, og så føler jeg mig så... ligegyldig, selvom jeg jo godt ved, at jeg ikke er det.

Det handler nok mest om, at jeg ikke føler, at jeg er nok. At jeg ikke føler, jeg slår til. Og hvordan FUCK kommer man af med den følelse? Jeg har endnu ikke fundet en metode, og jeg bliver altså snart 22, lol.

Men det er nok endnu en kamp mellem min hjerne og jeg, som jeg skal kæmpe meget længe - en kamp, jeg nok skal vinde, men derfor kan jeg satme godt blive træt alligevel. 

"And I don't really care if nobody else believes

'Cause I've still got a lot of fight left in me." 

Mig og min autistiske hjerne.

Jeg føler mig ambivalent i dag.

Jeg har en af de dage, hvor min autisme er min bedste ven og værste fjende - på en og samme tid. Allow me to explain.

Normalt er min autisme ikke som sådan noget, jeg tænker over - ikke fordi, jeg er vokset fra det, som mange nok vil tro, men fordi jeg har lært, hvordan jeg skal leve med det. Jeg har lært mine teknikker.
Jeg har lært, at jeg skal have min "strukturtavle". Jeg skal have mine påmindelser fra min Google Kalender. Jeg skal have planer, og jeg skal have forudsigelighed, og så går det. For det meste. 

Lige indtil, at det ikke gør.

Som i morges, da det gik op for mig, at jeg havde glemt mine briller, i min mors bil, af alle fucking steder. Det væltede det hele, og var nok til, at jeg slet ikke kunne fungere i skolen - selvom det nok også havde noget at gøre med den rungende hovedpine, jeg får, når jeg skal koncentrere mig, og jeg ikke har mine briller på. 

Jeg oplevede noget, jeg ikke har oplevet længe - nemlig det, at jeg ikke rigtigt var til stede. Jeg sad bare og kiggede, men vidste ikke helt, hvad/hvem fuck jeg kiggede på. 
Det freakede mig, needless to say, ret meget ud, og jeg ville egentlig helst bare hjem under min dyne. 
(Heldigvis har jeg verdens mest forstående og søde kontaktlærer, som sagde, at jeg skulle tage noget at spise - og endda senere kørte mig hjem.)

Hvor kommer det så, det der med, at min autisme også er min bedste ven? Jo, nu skal du høre.

Det kommer her - jeg er meget imponeret over min hjerne, og mig selv, tbh. I løbet af få minutter var jeg i stand til at virke "normal" (så normal, som jeg nu kan være, haha), fordi jeg har øvet det så. fucking. mange. gange - især som barn/teenager, dengang jeg syntes, det var pinligt at være autist. Pokerfjæset, som vi kalder det, var lynhurtigt på. 

Og var det så min autisme, der gjorde, at jeg kunne det? Ja, det skulle jeg mene - for jeg har altid været tvunget til, at skulle kunne virke normal i løbet af få minutter - med mindre det var et full blown meltdown, selvfølgelig. Der er sgu ikke noget at gøre der. 

Jeg har den "fordel", at jeg er en kvindelig autist, og det gør, har jeg hørt fra kloge hoveder, at jeg altid har haft "nemt" ved at efterligne andre. Og de andre børn vidste godt, at man ikke skulle virke for unormal, for så var der mobning i farvandet. Det lærte jeg også hurtigt. 

Jeg vrøvler. Igen. Jeg er træt. Utroligt, som et par manglende briller kan stresse og ødelægge en dag.