Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, den dag for 3 måneder og 8 dage siden, da vi ligesom blev enige - for det håber jeg, vi blev.
Jeg ved bare, at jeg ikke havde forventet dette - denne "all consuming" kærlighed, som jeg faktisk er i tvivl om, hvor vidt jeg nogensinde har prøvet før.
Jeg havde ikke forventet, at jeg stadig, efter 3 måneder, ville forsvinde ind i dine øjne, når du så på mig. Det havde jeg inderligt ikke.
Jeg havde ikke forventet, at jeg ville få mere og mere brug for dig - jeg havde ikke forventet, at jeg ville få brug for dig på mine mørkeste aftener, og jeg havde ikke forventet, at du ville være så god til at være der... No offense, babe.
Jeg havde, og dette er svært at skrive uden at smile, heller ikke forventet, at du ville drive mig sådan til vanvid - for, for fucks sake, hvor kan du irritere mig, og det ved du også godt. Og jeg er ikke i tvivl om, at jeg irriterer dig lige så meget, som du irriterer mig.
Måske, og nu bliver jeg en smule filosofisk, er det i virkeligheden dét, kærlighed er - to parter, der irriterer hinanden ud over alle fucking grænser, og alligevel vælger at blive sammen.
Uanset, hvor mange ting, man skal "se igennem fingre med", hvor mange gange, man får hinanden til at skrige, og hvor mange gange, man tuder, så vælger man hinanden igen, både under og efter.
Og helt ærligt.. så kan jeg ikke forestille mig, nogensinde, at vælge en anden end dig.
