Jeg tror aldrig, jeg vænner mig til det.

Vænner mig til, at elske nogen SÅ højt - to "små", dejlige, skønne, fantastiske væsner, som jeg slet ikke ser nok.

Jeg forstår slet ikke, hvad jeg har gjort, der gør, at jeg fortjener dem - fortjener at få lov at se, hvor smukke individer, de bliver, får lov at se, hvor smukke deres personligheder er, og, ikke at forglemme, hvor smukke de egentlig bare er. Jeg lærer aldrig at forstå det. 

Jeg har, stadig, mine dage, hvor jeg tænker "Hvad for en god ting har jeg NOGENSINDE gjort?" - jeg kan sjældent svare på det, men jeg VED, at jeg har gjort et eller andet godt - for ellers ville jeg ikke have æren af, at have dem i mit liv. 

Jeg ved ikke, om jeg som sådan tror på karma, men... jeg tror bare på, at man skal have gjort et eller andet godt, for at kunne have sådan nogle mennesker i sit liv, hvis I forstår?

Siden, jeg får lov at se lyset i min brors øjne, når jeg fortæller ham, at han fandeme sparkede hårdt til den fodbold - og til at se smilet på min søsters læber, når hun ser mig. 

Jeg kommer aldrig nogensinde til at kunne forklare dem, hvor højt jeg elsker dem - og hvad jeg ville gøre for dem. Jeg ville gå gennem ild og vand, hvis bare det betød, at de var glade og tilfredse - fra det øjeblik, jeg først så dem, har jeg haft det sådan, og jeg vil have det sådan, til den dag jeg ikke er her mere.

"I can't promise to be here for the rest of your life,

but I swear to love you for the rest of mine."  

Progress.

Jeg kom til at tænke på, da jeg sad hos min psykolog i dag, hvor meget der egentlig er sket de sidste par år. 
Jeg er rigtig god til at glemme, hvor "god" jeg er nu, men det slog mig pludselig i dag, at holy shit, hvor er jeg kommet langt!

Jeg er gået fra at være så angst, at jeg ikke kunne gå ud af mit hjem selv, til nu at gå rundt, som det egentlig passer mig. 
Fra at være så paranoid, at bare nogen kiggede "forkert" på mig, så troede jeg straks, at jeg ville dø/blive voldtaget/etc, til stort set ikke at mærke min paranoia mere. 
Fra at have så voldsom PTSD, at hvis nogen bare sagde ordet "voldtægt", så gik jeg i panik, til at kunne snakke åbent omkring (næsten) alt, der omhandler voldtægt.
Fra at være så fucking panisk, at jeg slet ikke kunne være alene, til at være alene hver eneste dag. 
Fra at være så stresset, at jeg, I shit you not, en dag stod og kiggede på mine bukser, og tænkte "Hvilken kropsdel skal de her på?", til at kunne klare MEGET mere (lidt udefinerbart, I apologize).
Fra at være så usikker, at jeg kiggede ned i jorden, når jeg gik forbi andre mennesker på gaden, til nu at smile til dem - for hvad nu, hvis jeg rent faktisk får et smil tilbage?
Fra at hade mig selv så meget, at selvskade var den eneste "løsning", til at have været "clean" i 2½ år, og egentlig synes, at jeg selv er helt okay (de fleste dage).

Jeg tror virkelig, jeg nogle gange glemmer at give mig selv credit - for som min psykolog sagde, så har medicinen gjort meget, men resten er fandeme min egen fortjeneste. You go, Sjelle! 

"I'm not where I need to be, but thank God I'm not where I used to be."