Skuffelse part mange

Dette bliver rodet - så er vi tilbage ved det gamle, haha.

Jeg synes, det er utroligt, at det samme menneske kan blive ved med at skuffe mig, stadig, efter så fucking mange år. 

Hver gang på nye måder, jeg ikke havde set komme, som hr. Tang ville formulere det - og han har ret.
Jeg bliver lige chokeret hver gang, og tænker "Ooookay... Sådan kan man vel også opføre sig.. I guess???"

Jeg har egentlig ikke, længere, en eller anden mærkelig idé om, at duden ændrer sig - for det gør han ikke - men det her er noget rod, jeg hader det, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.
For, ærlig talt, hver gang, han gør det her, så slår det mig ud i flere dage, og jeg begynder at tvivle på, om det hele måske endda er min skyld, selvom alle siger, at det ikke er det.

Måske lægger jeg noget i det, jeg ikke skal (det håber jeg, tbh), og måske er jeg "over-sensitive" (det sidste er meget muligt), men, for helvede, hvor gør det ondt - stadig, hver. eneste. gang. 

Jeg er egentlig, langt hen af vejen, blevet "ligeglad" med ham, og jeg kan have dage, endda flere i streg, hvor han ikke strejfer min hjerne - men så gør han noget, der er så småt som ikke at returnere et telefonopkald, og så bliver jeg bare. så. træt. Mest fordi, han, igen, gør noget, der involverer ikke at overholde et løfte, han har givet gentagende gange.
- og jeg bliver vred, ikke at forglemme. Vred, skuffet, ked af det, og får den der "Nå, jeg ER åbenbart worthless"-tanke, som egentlig bare gerne måtte fucke helt af. Like... for good.

For jeg ved jo godt, at jeg ikke er worthless - jeg ved jo godt, at alt det her ikke er min skyld, og jeg ved jo godt, at jeg er okay, som jeg er. Jeg ville bare så gerne finde forklaringen... Det er bare ikke altid så lige til med de der kære forklaringer.

"Don't make excuses for nasty people.

You can't put a flower in an asshole and call it a vase."  

Hej, jeg hedder Michelle.

Hej. 

Jeg hedder Michelle - hvis du spørger mine venner, hedder jeg, langt hen af vejen, Sjelle. Og Sjelle er glad - Sjelle er sjov, Sjelle er latterlig, og Sjelle er, når man giver hende et par minutter, god nok.

Lige nu er Sjelle pakket godt væk - for sådan her ser jeg ud, når jeg er Michelle, og jeg er allermest mig selv - nemlig, når paranoiaen overtager det hele, jeg ikke gemmer noget for nogen, og jeg ryster så meget, at jeg slet ikke kan tage et "ordentligt" selfie - og så står det skidt til.

Når jeg ikke længere tror på det gode i ret mange mennesker, og jeg er overbevist om, at ingen kan lide mig - når det hele er så fucking skræmmende, og jeg er så mistroisk, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal stille op med mig selv.

Paranoiaen er noget, jeg har levet med, så længe jeg kan huske - jeg ved slet ikke, hvem jeg ville være, hvis jeg på ingen måde var paranoid, og jeg ingen vrangforestillinger havde - et helt andet menneske, måske, who knows.

(Jeg skriver ikke dette indlæg for at skræmme nogen - men i et forsøg på at få det fucking tabu væk, der stadig er omkring psykiske sygdomme.)

Jeg er mange ting - jeg er en kvinde, jeg er 22 år gammel, jeg er nogens søster, nogens datter, nogens ven, og nogens kæreste - og jeg har mange flere titler.
Jeg er en bogorm - jeg kan snakke om Harry Potter i flere timer, selv når folk ikke gider høre på mig. Jeg er Green Day fan, så det sparker røv, og jeg elsker tatoveringer. 

Derudover er jeg også psykisk syg - jeg har en paranoid psykose, op til flere angstlidelser, og for lige at toppe det hele ordentligt af, har jeg også min autisme diagnose.
Men... gør det mig til et dårligere menneske, at jeg har levet på kontanthjælp, siden den dag jeg fyldte 18? At jeg har været på medicin, siden jeg var 14? At jeg er gået fra en størrelse 34 til en størrelse 44, fordi min medicin fucker med min vægt/sult? At jeg aldrig har haft et arbejde, eller at jeg "ikke engang" har færdiggjort folkeskolen? Ikke hvis du spørger mig - og forhåbentligt heller ikke, hvis jeg spørger dig.

Jeg kæmper, hver eneste dag, en kamp mod mit hoved - en kamp, hvor jeg, tit, ikke ved, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er. Jeg kæmper, meget tit, mod den tanke, der siger mig, at folk faktisk slet ikke kan lide mig - for min fornuft ved godt, at det er løgn, og at der er folk, der godt kan lide mig. Ikke alle, men det har jeg bestemt heller ikke behov for. 

En kamp jeg egentlig, hvis jeg selv skal sige det, klarer rimelig godt - for det meste. De fleste dage kan jeg komme igennem uden tårer. De fleste kan jeg grine, så jeg får ondt i maven, endda flere gange på én dag. 

Og så kommer disse dage. Men... jeg går ud fra, at det hele gør mig, til, well, mig. 

Liar, liar, pants on fire....

(Jeg undskylder for umodenheden i titlen - fandt den bare lidt morsom.)

Jeg er træt af folk, der lyver om mig - decideret fucking fed up.

Jeg er træt af folk, der skal få sig selv til at lyde "hårdere", på min bekostning - jeg er træt af at høre, at jeg har været i seng med den, og den, og den, og jeg er træt af, at jeg bliver træt af det. 

Jeg er, dog, endnu mere træt af folk, der lyver om mig, for at redde deres egen røv - for, måske, at få dem til at lyde som et bedre menneske, end de egentlig er.

Jeg er træt af, at folk, der ikke kender mig, der endda aldrig har mødt mig, vælger at lyve om mig til mine nærmeste.

Og, og, og... jeg er aller-fucking-mest træt af folk, der forsvarer de kære løgnere - eller endda anklager mig, for at være løgneren.  

Måske er det fordi, jeg er opdraget med, at man ikke lyver - nogensinde. Måske er det fordi, det ligger så dybt i min personlighed, at jeg aldrig selv kunne finde på at lyve om nogen - og jeg tror faktisk aldrig, at jeg har gjort det. 

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg er træt af denne lorte situation, og det skulle ud på bloggis. I apologise.