Still the memory of you marks everything I do.

Nogle dage slår det mig bare - at du aldrig kommer tilbage. At jeg aldrig skal se dig igen. At det hele virkelig er virkeligt, at det ikke bare er en eller anden ond drøm - som har stået på i næsten 8 år.

Jeg tror, det slår mig, især, i de tider, hvor det hele går så fucking stærkt for mig - i de perioder, hvor jeg, trods alt, rykker mig, og bliver bedre og bedre.

Hvor det hele ændrer sig, og du er den person, jeg helst vil dele det med - men det kan jeg ikke. Det piner mig, og det gør ondt helt ned i maven.

Jeg savner dig, stadig, som ind i helvede, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, for det hele er næsten sagt. Men min mor har lært mig, at man skal snakke om det, der gør ondt i maven, så det gør jeg - stadig, efter så mange år.

Jeg mangler dig, men mindet om dig, er alt, hvad jeg har tilbage - så det forsøger jeg at holde i live. Også selvom, at jeg ikke kan huske din stemme, din lugt eller farven på dine øjne. For pokker, hvor skulle jeg have været mere opmærksom...

Jeg har et håb om, at jeg gør dig stolt. At du stadig sidder og holder øje med mig, og tænker "Hun er egentlig ret sej, hende min bette piwe!" Og jeg tror på, at det gør jeg. Jeg tvivler på, der er ret mange, der nogensinde har været så stolt af mig, som du altid var.

Jeg ville sådan ønske, du var her.

Jeg har altid undret mig over, at tiderne stadig skifter, at nye iPhone's bliver opfundet, at solen skinner, og bladene falder af træerne - for Jorden kan da ikke fortsætte med at dreje rundt, når du ikke er her?
Men livet har ændret sig, og det hele skifter, alle kommer videre. Pånær (måske) mig. Jeg kan ikke komme videre, og jeg ved ikke hvordan. Du er den, jeg ville gå til med det her, men det er, ironisk nok, ikke muligt. For fanden, hvor er det hårdt ind i mellem. 

"You never think that the last time is the last time.

 You think there will be more.

You think you have forever, but you don't."  

#WorldMentalHealthDay

Jeg havde tænkt mig at skrive et eller andet pisse inspirerende i dag. Har gået hele dagen og tænkt over, hvad jeg skulle skrive, for jeg kan da ikke holde min kæft i dag. 
Har gået og ventet på, at jeg skulle være inspirerende, at føle mig sej, og tænke "Fuck yeah, I got this!"

Det ironiske er så, at lige præcis i dag, hvor jeg gerne ville være inspirerende, er jeg det mindst inspirerende menneske på jorden. Men måske er det også det, der giver det mest realistiske billede af, hvordan det er i mit hoved.
Jeg kunne godt bilde jer alt muligt ind om, at jeg i dag har meldt mig ind i en eller anden forening, at jeg har trænet, eller at jeg har spist super sundt. Men det kunne ikke være længere væk fra sandheden.

Det mest "inspirerende" jeg har gjort i dag er, at stå ud af sengen. Og det er der sgu ikke meget inspiration over... eller er der??

Jeg synes egentlig, når jeg sådan lige giver mig selv et par minutter, at det er godt klaret, at jeg er kommet ud af sengen i dag. Jeg har fået makeup på, og jeg har taget tøj på. Jeg har endda været en tur nede i byen. (Vi snakker ikke om manglen på et bad i dag, okay.)

Jeg ville SÅ gerne være typen, der, trods den der krig i mit hoved, springer rundt, drikker smoothies, spiser sushi, løber en tur, fordi, hey, why the fuck not, og taber sig 20 kg, inden hun har set sig om.
Jeg tror bare, jeg er nødt til at komme til terms med, at det menneske er jeg ikke - og jeg bliver det nok heller aldrig. 
Jeg er, derimod, det menneske, der sover til klokken 13, når hun ikke skal i skole, for derefter at stå op og æde 3 toasts, fordi hovedet driller, og derefter lige kværne en durum også, fordi det er i maden, jeg finder mest trøst.
Så kværner jeg lige en pakke smøger, og nu sidder jeg tilbage med trangen til øl - den har jeg vist aldrig nævnt før...

Jeg er nødt til, at komme til terms med, at jeg nok aldrig bliver det menneske, jeg inderst inde meget, meget, meget gerne vil være. 

Det bliver ikke bedre herfra. Min sygdom bliver ikke bedre, og det gør min autisme heller ikke.
Men.. med lidt håb, og lidt, okay, meget, hårdt arbejde, så bliver jeg måske bedre.

Bedre til at håndtere de her dage, bedre til at finde ud af, hvad jeg skal gøre af mig selv, og måske, hvis jeg er rigtig heldig, kan jeg endda lære at acceptere ensomheden. For en stund. Ind i mellem. Time will tell. 

Undskyld for det her meget, meget, meget rodede indlæg, men, som sagt... jeg kunne ikke holde min kæft i dag.

I'll love you the rest of my life.

Hvordan filan er det her muligt? Hvordan er det muligt, stadig at være så forelsket, efter 11 måneder??

Hvordan er det muligt, at jeg stadig forsvinder ind i de der blå øjne, med de der røv irriterende lange øjenvipper, når han smiler til mig?
Hvordan er det muligt, at intet gør mig mere rolig, end at høre ham grine?
Hvordan er det muligt, at jeg, som hader at blive vækket, ikke kan andet end smile, når han gør det ved at kysse mig på næsen... gentagende gange?

Hvorfor er det, at når jeg forestiller mig mine børn, så ser jeg dem med blå øjne, mørkt hår og fregner, hvor af jeg ejer INGEN af disse ting?
Hvorfor er det, at jeg har ændret ALLE mine planer for mit (vores nu.. hæh) bryllup, efter jeg mødte ham, fordi det eneste, der egentlig betyder noget, er, at det er ham, jeg skal bruge resten af mit liv med?
Hvorfor er jeg, self proclaimed scared as fuck of commitment, pludselig totalt committed, og ikke kunne forestille mig nogen anden - om så Alex Gaskarth pludselig stod foran mig??
Hvorfor er det, at alle steder føles som hjem med ham?

Og, hvorfor FUCK er det, at jeg finder stykker af ham i alle de sange, jeg altid har elsket? Hvorfor er det, at jeg aldrig ønsker, at weekenderne skal ende, selvom jeg er super introverted, og altid har haft brug for at være alene efter et par timer?

Hvordan... hvordan er han blevet min bedste ven og kæreste (forlovede.. har bare ikke vænnet mig til ordet endnu... Sorry!) i én pakke, med en fin, lille sort sløjfe om? 

Og hvorfor er det, at intet af det her giver mening, men samtidig har intet, nogensinde, givet mere mening?

"If the whole world was watching, I'd still dance with you."