Michelle Nørgaard: marts 2011

torsdag den 31. marts 2011

My side of the story.

Jeg har fået en del shit for alt det omkring Philip, at jeg kom så hurtigt videre, hvad han siger om mig osv. Så jeg tænkte, at jeg lige så godt kan få det på plads med det samme, så jeg ikke skal forklare det 12909403249385 gange, for det gider jeg faktisk ikke.

For det første - Philip er en fantastisk fyr, jeg vil ikke udstille ham. Jeg er meget taknemmelig for de 5 måneder, jeg fik med ham, og jeg elskede ham virkelig højt. Jeg havde virkelig forestillet mig, at vi to skulle have en fremtid sammen, men det skulle vi ikke. That's life.

Den sidste måneds tid af vores forhold, eller... faktisk længere. Fra midt januar til vi gik fra hinanden for 20 dage siden, skændtes vi utroligt meget. Det gik virkelig op og ned. Vi kunne have flere diskussioner dagligt, og det kunne hverken hans eller min psyke holde til.
(hvad vi skændtes om osv, det er irrelevant.)
Vi var...ER, så utrolig uenige på mange områder. Vi har så forskellige meninger, og i starten tænkte jeg, at det var da fedt. Det blev det bare ikke ved med at være. Det var som om, jo nærmere vi kom på hinanden, jo mere skændtes vi. Sådan havde jeg det i hvert fald!
Også da jeg har mine "lig i lasten", som helt sikkert kun gjorde vores forhold værre, og det ved jeg godt. Men det informerede jeg ham om fra starten af - det her ville ikke blive nemt.

Men alle vores skænderier resulterede i, at jeg stille og roligt distancerede mig selv fra ham. Jovist, jeg elskede ham stadig, men jeg trak mig lidt væk. Jeg vidste på en måde, at det her var ved at ende, og jeg vidste også, at hvis jeg ikke tog mine forholdsregler, så ville jeg ikke kunne klare, når det skete. Så sådan gjorde jeg. Jeg var en bitch overfor ham til sidst, det indrømmer jeg gerne. Og det fortryder jeg, for det fortjener han ikke.

Da vi så kom til den fredag for 20 dage siden, skulle jeg have været op til ham hele weekenden, men det kunne jeg simpelthen ikke. Jeg havde det så forfærdeligt, jeg kunne ikke overskue det. Så skrev han til mig, at hvis jeg ikke kom op til ham, så skulle jeg ikke kontakte ham mere. Så ændrede han sin status på Facebook, og det var sådan set det.
Jeg var fuldstændig knust hele den dag. Jeg rystede, havde angstanfald, kunne ikke gå 10 minutter uden at græde og lukkede mig fuldstændig inde.
Men da fredagen var overstået, så var jeg sådan set okay igen. (forstå - OKAY, jeg havde det ikke godt med det, tak) Preben og Mikkel hjalp mig op igen, som de har gjort så mange gange før.
Jeg har ikke snakket med Philip siden. Han har sagt, han ikke vil have noget med mig at gøre, og det er fair nok. Jeg kan hverken gøre fra eller til, selvom jeg selvfølgelig savner at snakke med ham. Den dreng var mit liv i 5 måneder, selvfølgelig er det svært at undvære ham. Men det skal jeg, og sådan er det.

Selvom jeg ikke vil udstille ham, så skal det altså lige siges, at selvom jeg ikke var så sød altid, så var alt hvad der skete altså ikke min skyld. Han havde sin rolle i det, om han så vil indrømme det eller ej.

Og... ja. Det er min side af historien, hvis der er andet, så skriv til mig privat, tak.

tirsdag den 22. marts 2011

Simple Plan.

It's amazing... Even though Green Day is my favourite band theese days, it still brings a huge smile to my face when someone is listening to Simple Plan. They will always be my baby.

To me, the difference is, that I was there from the beginning with Simple Plan. I can't really say that about Green Day, I mean, I was 5 days old when Dookie came out.

Anyway, I saw Simple Plan becoming who they are today. I saw them go from cute 22 year olds goofing around, to around 30 year olds, trying to help save the world. I cannot put my feelings for them into words. The amount of pride I'm feeling, when they make a new donation, help build houses for kids and just... help out.

They saved my life, and I will forever be in debt for that.
You guys have no idea, what you mean to me and what you got me through.

From the bottom of my heart, I love you.
Thank you.