mandag den 24. april 2017

Bye bye home.

I dag skal vi snakke lidt om (ja, det er, åbenbart, blevet min nye yndlings måde at starte et indlæg på), hvordan det føles, når det, man troede, aldrig ville knække, pludselig går totalt i stykker.

 Vi skal tale om, hvor ondt det gør at miste - miste en del af sig selv, miste et af de stærkeste bånd, man nogensinde har oplevet. Vi skal snakke om, hvordan det, faktisk oftest, gør mere ondt at miste en ven, end det gør at miste en kæreste. 

Jeg ved ikke rigtigt, hvad der er sket. Måske er jeg bare for meget, måske blev jeg bare for meget. Jeg har ikke fået nogen forklaring, og hvis der er noget, jeg hader, så er det, når jeg ikke får en forklaring. Det kan gøre mig så arrig, at jeg har lyst til at sparke ind i en mur.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op - jeg ved bare, at jeg mangler mit "hjem" - mit helle, min sikre havn, min partner in crime, og... og det gør fucking ondt, selvom jeg hader at indrømme det. 

Jeg læste engang et fint citat om, at noget af det værste, du kan udsætte et menneske for, er, at de ikke aner, hvad der er sket (something like that - jeg skal se, om jeg kan finde det) - at de ikke aner, hvad de har gjort forkert, men at du forlader dem alligevel. 
Hvordan man kan forlade mennesker på den måde, det kommer jeg aldrig til at forstå. Hvordan man pludselig opgiver noget så stærkt, det giver ingen mening i mit hoved - men det behøver det heller ikke. Jeg skal egentlig bare lære at leve med det.

Nogle af de få, jeg har fortalt om det her, mener, at jeg skal blive ved med at kæmpe. Men jeg kan ikke lade være med at tænke - why the fuck should I?
Hvorfor skal jeg blive ved med at holde fast, mens modparten giver slip? (Ja, jeg er garanteret røv umoden lige nu - og jeg er faktisk pænt ligeglad.)


Jeg ved ikke så meget i dag - ligesom jeg ikke har vidst så meget, de sidste mange gange jeg har tænkt på dette. Jeg kommer nok ikke til at vide så meget de næste mange uger.
Men jeg ved én ting - det gør ondt. 


Det gør ondt hele vejen ned i min mave, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. I'll figure it out.
Det gør jeg jo altid - jeg plejede bare, at have hjælpen fra én, der nok aldrig kommer til at hjælpe mig igen, når jeg skulle igennem det. 

I'll be fine. 


"If you leave someone, at least tell them why.
Because what's even worse than being abandoned, 
is knowing you're not worth 
an explanation." 

fredag den 14. april 2017

Hej, jeg hedder Michelle (part 2)

Hej. Jeg hedder Michelle - men det ved du nok allerede.
Velkommen tilbage. Jeg har været M.I.A. alt for længe, og jeg beklager på forhånd, at dette ikke bliver muntert.

I dag skal vi sætte os ned i en rundkreds og tale lidt om stress. Om, hvad den satan kan gøre ved én.

Om, hvordan det føles, når man ikke ved, hvilken kropsdel bukserne skal på. Når man står og kigger på opvasken og tænker "Jeg ved, jeg skal stille noget op med det her.. men jeg aner vitterligt ikke hvad"

Om, hvordan det føles, at man allerhelst ville køre med 280 km/t - og om, hvad der sker, når man (jeg) forsøger.  
Om, hvor hurtigt man (igen, jeg) kan knække - om, at sidde på toilettet og græde, fordi man ikke længere ved, hvad der er op og ned. 
Vi skal tale om ikke at ane, hvordan man afstresser. For jeg er en af de heldige, der stresser over ikke at lave noget. Yep, you read that right. 

Om, hvor vigtigt det er, at lære sine "stress-tegn" at kende, som min coach så flot kalder det. Om, hvor vigtigt det er, at man sætter sig ned og slapper af, med Green Day i ørerne, at foretrække, når kødet begynder at smage af kanel, lyset pludselig er for skarpt, og bilerne larmer så meget, at det skærer i ørerne.

Om, hvordan man pludselig, bogstavelig talt, ligger på langs i en uge. Hvordan man, ud af det blå, skal kæmpe for at hive sig selv ud af sengen, i bad, nærmest proppe tandbørsten ind i kæften på sig selv, og hvordan det føles, når man ikke kan det, man allerhelst vil.

Hvordan det føles, at man næsten altid er nødt til at sige nej. Fordi man simpelthen ikke magter det, fordi man ikke var forberedt, fordi man ikke kan få de satans bukser på benene, fordi man ikke har været i bad i 4 dage, eller fordi man bare er ved at bryde sammen.

Se - jeg lovede, dette ikke ville blive muntert. 
 
Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal få dette rundet fint, pænt og rent af, og det har jeg stresset over de sidste 5 minutter. Så.. consider it done.    

søndag den 15. januar 2017

The most painful goodbyes are the ones never said.

Det er 8 år siden nu. 8 år. Det er altså længe. Jeg kan slet ikke håndtere det.
Jeg ved, igen, slet ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv.


Jeg ved godt, jeg snakker for meget om dig. Jeg ved det godt. Jeg ved godt, jeg sikkert burde pakke det væk, og at jeg burde komme videre.

Men, for helvede, hvordan gør man det? Hvordan kommer man videre fra noget, man stadig tror/håber er en ond drøm? Hvordan kommer man videre fra noget, man aldrig, nogensinde, troede, skulle ske? Hvordan gør man? En eller anden, forklar mig det, be' om. 


Jeg tror altid, at det værste er ovre. Jeg tror altid, at nu kan sorgen ikke ramme mig igen, og savnet kan da umuligt blive større. Hold nu op, hvor bliver jeg klogere hver gang. Eller også gør jeg ikke.

Jeg savner dig. Hver. Eneste. Dag. 
Jeg mangler at kunne fortælle dig ting, jeg mangler at kunne høre den stolthed i stemmen, du altid havde, når du sagde "Det er min bette piwe!" Jeg mangler dine kram, jeg mangler.. jeg mangler min bedste ven. Jeg dur ikke til det her, og jeg bliver åbenbart aldrig bedre til at undvære dig.

Jeg har aldrig været religiøs, og jeg er det stadig ikke. Jeg ved ikke engang, om jeg er spirituel, men jeg ved, at når jeg ser en stjerne lyse særlig stærkt, så kan jeg ikke lade være med at smile og tænke, om det mon er dig, der sidder og smiler ned til mig. Jeg kan ikke lade være. Det er den eneste måde, jeg kan finde bare en smule trøst.

Jeg tror faktisk, jeg mangler dig endnu mere lige nu, end jeg har gjort længe. Det hele er stadig så nyt, og jeg mangler at kunne dele det med dig. 

Jeg føler inderligt, at jeg mangler en del af mig selv. At jeg mangler en del af mit hjerte, min personlighed, min... min mig-hed. 

Jeg hader dig ikke længere for at forlade mig, som jeg mente i flere år, at du gjorde. Jeg hader verden for at tage fra dig, da jeg havde allermest brug for dig.
Jeg hader, at jeg ikke har hørt din stemme i 8 år. Jeg hader, at jeg ikke har set dig smile lige så længe, og jeg HADER mig selv for, at gå ud af den hospitalsstue uden at kysse dig på panden. Jeg hader det.


Og jeg hader januar. Hvert. År.

"Have you ever lost someone you love and wanted one more conversation,
one more chance to make up for the time you thought they would 
be here forever?
If so, 
Then you know you can go your whole life collecting days, 
and none will outweigh the one you wish you had back."
Mitch Albom, For One More Day.