Hej. Jeg hedder Michelle - men det ved du nok allerede.
Velkommen tilbage. Jeg har været M.I.A. alt for længe, og jeg beklager på forhånd, at dette ikke bliver muntert.
I dag skal vi sætte os ned i en rundkreds og tale lidt om stress. Om, hvad den satan kan gøre ved én.
Om, hvordan det føles, når man ikke ved, hvilken kropsdel bukserne skal på. Når man står og kigger på opvasken og tænker "Jeg ved, jeg skal stille noget op med det her.. men jeg aner vitterligt ikke hvad".
Om, hvordan det føles, at man allerhelst ville køre med 280 km/t - og om, hvad der sker, når man (jeg) forsøger.
Om, hvor hurtigt man (igen, jeg) kan knække - om, at sidde på toilettet og græde, fordi man ikke længere ved, hvad der er op og ned.
Vi skal tale om ikke at ane, hvordan man afstresser. For jeg er en af de heldige, der stresser over ikke at lave noget. Yep, you read that right.
Om, hvor vigtigt det er, at lære sine "stress-tegn" at kende, som min coach så flot kalder det. Om, hvor vigtigt det er, at man sætter sig ned og slapper af, med Green Day i ørerne, at foretrække, når kødet begynder at smage af kanel, lyset pludselig er for skarpt, og bilerne larmer så meget, at det skærer i ørerne.
Om, hvordan man pludselig, bogstavelig talt, ligger på langs i en uge. Hvordan man, ud af det blå, skal kæmpe for at hive sig selv ud af sengen, i bad, nærmest proppe tandbørsten ind i kæften på sig selv, og hvordan det føles, når man ikke kan det, man allerhelst vil.
Hvordan det føles, at man næsten altid er nødt til at sige nej. Fordi man simpelthen ikke magter det, fordi man ikke var forberedt, fordi man ikke kan få de satans bukser på benene, fordi man ikke har været i bad i 4 dage, eller fordi man bare er ved at bryde sammen.
Se - jeg lovede, dette ikke ville blive muntert.
Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal få dette rundet fint, pænt og rent af, og det har jeg stresset over de sidste 5 minutter. Så.. consider it done.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar