Bye bye home.

I dag skal vi snakke lidt om (ja, det er, åbenbart, blevet min nye yndlings måde at starte et indlæg på), hvordan det føles, når det, man troede, aldrig ville knække, pludselig går totalt i stykker.

 Vi skal tale om, hvor ondt det gør at miste - miste en del af sig selv, miste et af de stærkeste bånd, man nogensinde har oplevet. Vi skal snakke om, hvordan det, faktisk oftest, gør mere ondt at miste en ven, end det gør at miste en kæreste. 

Jeg ved ikke rigtigt, hvad der er sket. Måske er jeg bare for meget, måske blev jeg bare for meget. Jeg har ikke fået nogen forklaring, og hvis der er noget, jeg hader, så er det, når jeg ikke får en forklaring. Det kan gøre mig så arrig, at jeg har lyst til at sparke ind i en mur.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op - jeg ved bare, at jeg mangler mit "hjem" - mit helle, min sikre havn, min partner in crime, og... og det gør fucking ondt, selvom jeg hader at indrømme det. 

Jeg læste engang et fint citat om, at noget af det værste, du kan udsætte et menneske for, er, at de ikke aner, hvad der er sket (something like that - jeg skal se, om jeg kan finde det) - at de ikke aner, hvad de har gjort forkert, men at du forlader dem alligevel. 
Hvordan man kan forlade mennesker på den måde, det kommer jeg aldrig til at forstå. Hvordan man pludselig opgiver noget så stærkt, det giver ingen mening i mit hoved - men det behøver det heller ikke. Jeg skal egentlig bare lære at leve med det.

Nogle af de få, jeg har fortalt om det her, mener, at jeg skal blive ved med at kæmpe. Men jeg kan ikke lade være med at tænke - why the fuck should I?
Hvorfor skal jeg blive ved med at holde fast, mens modparten giver slip? (Ja, jeg er garanteret røv umoden lige nu - og jeg er faktisk pænt ligeglad.)

Jeg ved ikke så meget i dag - ligesom jeg ikke har vidst så meget, de sidste mange gange jeg har tænkt på dette. Jeg kommer nok ikke til at vide så meget de næste mange uger.
Men jeg ved én ting - det gør ondt. 

Det gør ondt hele vejen ned i min mave, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. I'll figure it out.
Det gør jeg jo altid - jeg plejede bare, at have hjælpen fra én, der nok aldrig kommer til at hjælpe mig igen, når jeg skulle igennem det. 
I'll be fine. 

"If you leave someone, at least tell them why.

Because what's even worse than being abandoned, 

is knowing you're not worth 

an explanation."