mandag den 28. oktober 2013

Jeg har sagt det før, men jeg har flere frustrationer, der skal ud.

Jeg er så træt af, at få at vide, at jeg klarer det hele så fint, at jeg bare skal "hænge i", og at dette er en process. 

For hvad hjælper det mig nu?

Hvordan skal det fjerne angsten, selvmordstankerne, smerten i min mave, og tårerne, der løber ned af kinderne?

Hvordan skal det få mig til at få det bedre?

Jeg kan sidde her, og drømme om en bedre morgendag, men den kommer bare ikke. Jeg har prøvet nu, i 17 år (jeg har lidt af angst, siden jeg var 2, så jeg overdriver rent faktisk ikke), men jeg tror bare ikke på det længere.
Så det er fint, at min psykiater og distriktssygeplejerske kan sige, at det hele nok skal gå, og at jeg bare er så god, men jeg kan ikke mærke det. De siger det sikkert kun for at være søde, men det hjælper mig bare ikke. Det pisser mig kun af.

Så... hvad skal jeg stille op? 

 

fredag den 25. oktober 2013

Confession blog, version 3.0

  1. Jeg er ufattelig "clingy", hvis jeg kan lide en person.
  2. Jeg ryger mere og mere.
  3. Jeg vil VILDT gerne være berømt.
  4. Jeg tror altid på det værste i folk.
  5. Jeg har intet, jeg er god til.
  6. Mine tanker ender med at tage livet af mig. (Billedligt talt? Who knows)
  7. Ashton Irwin holder mig kørende lige nu.
  8. Jeg bryder mig VIRKELIG ikke om fødder. Og andre skal slet ikke røre mine, eller stikke deres op i fjæset på mig.
  9. Jeg kan heller ikke røre ved min navle uden at få kvalme af angst.
  10. Jeg er besat af vampyrer.
  11. Jeg har NLD.
  12. Jeg kommer aldrig over Harry Potter og Twilight (selvom jeg hader at putte de to i samme sætning...)
  13. Jeg elsker sweaters & striktrøjer (måske især striktrøjer, da jeg aldrig måtte få nogen, da jeg var barn).
  14. Riffet og teksten i "A Love Like War" giver mig lady-boner.
  15. Jeg har været selvskader, siden jeg var 11 - jeg har været clean i 4 dage.
  16. Jeg har taget 28 kg på, fra jeg var tyndest, pga. anoreksi, og til nu. Og jeg tager det MEGET personligt, når nogen kommenterer min vægt.
  17. John Green er min yndlingsforfatter, og "The Fault In Our Stars" er min yndlingsbog.
  18. Min mor vasker stadig mit tøj.
  19. Jeg er ikke kommet over min eks - hvis du læser min blog regelmæssigt, tænker du nok "No, really?!"
  20. Jeg har aldrig været på en date. 

torsdag den 24. oktober 2013

onsdag den 23. oktober 2013

Songs that remind me of you - "I'll never get over you" version.

  • One Last Kiss - Madina Lake.
  •  Everytime I Close My Eyes - Vanessa Amorosi.
  • The Scientist - Coldplay.
  • Rehab - Rihanna.
  • Right Here Waiting For You - Richard Marx.
  • In My Life - The Beatles.
  • Sorry For Everything - Dead By April.
  • Can't Have You - Jonas Brothers.
  • In Case - Demi Lovato.
  • Backseat Serenade - All Time Low.
  • Try - Simple Plan.
  • Wrecking Ball - Miley Cyrus.
  • Harder Than You Know - Escape The Fate.
  • Second Chance - Faber Drive.
  • I Wish I Could Break Your Heart - Cassadee Pope.
 

It's been (almost) 2 years.

Jeg er rimelig cool om dagen. Så længe, jeg ikke er alene for længe af gangen, eller jeg har noget at give mig til.
Men når det så bliver mørkt, og det blæser, og jeg er alene, så tænker jeg altid på dig. 

Mest fordi, jeg har lyst til at dele alt dette med dig. Mine opture og, især, mine nedture. For du vidste altid, hvad du skulle gøre ved det. 
Så jeg gør ting, der minder mig om dig. Blogger. Læser pladder romantiske bøger. Ser dumme film. Stalker din mor på Facebook. Sygeligt? Perhaps.

Men jeg er aldrig kommet mig over dig. Det føles som om, at alle andre bare har været.. en erstatning. Og det har jeg det skidt med, men jeg har først tænkt over det. Jeg har ikke været sammen med en eneste, siden dig, som jeg ikke mente, at jeg elskede. Og de har alle gjort savnet mindre.

Men jeg sammenligner alle med dig. Når de siger noget, eller gør et eller andet, så tænker jeg "Det ville han ikke have sagt /gjort", og så er jeg tilbage, hvor jeg startede.

Og når jeg går i seng, så tænker jeg på alle de nætter, hvor du lå ved siden af mig. Hvor du nægtede at sove, før jeg gjorde det. Hvor vi sad og snakkede til klokken 4 om morgenen, til vores øjenlåg var så tunge, at vi var nødt til at lægge os ned og sove - mig med mit hoved på dit bryst, sådan var det altid. 

Jeg føler, at jeg synger den samme gamle sang, og skriver den samme gamle historie, gang på gang, igen og igen. 
Men sandheden er, at jeg stadig er så ked af det, over tabet af dig. Selvom det, snart, er 2 år siden, jeg har set dig. 

Og jeg savner dig sådan. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. Hvor jeg skal gå hen, hvem jeg skal sige alt det her til, for alle er trætte af at høre om dig, og jeg får det samme svar hver gang - "Han fortjener dig jo ikke" - og nej, det er måske rigtigt, men gør det savnet mindre?
 

Absolut ikke.  


Jeg så træt af at få at vide "Du skal bare styre dine tanker!"

Eller "Smil nu", "Vær nu lidt glad", "Cheer up", for tror I da for fanden ikke, det er det, jeg prøver på? Tror I, jeg nyder dette?

Og helt ærligt, jeg KAN ikke styre mine tanker. Det er det fede ved at være autist. Jeg kan ikke styre, hvilken retning, de går i.

Men for dem, der kan det, så er det da bare fedt! (I må endelig ikke tro, jeg er den mindste smule misundelig).
Jeg kan for fanden ikke engang falde i søvn, fordi der er tankemylder 24/7. Og når jeg så endelig sover, så sover jeg så uroligt, pga. alle mine drømme og mareridt, som bare ikke vil lade mig være i fred. 

Og så tænker jeg - gør alt dette mig svag? Er jeg ikke stærk nok til at styre mine tanker? Er det der, den ligger? 

Jeg ved det ikke. Jeg er bare så træt af det hele. Og jeg mangler min bedstefar og ham, for de ville vide, hvad de skulle gøre ved det.

tirsdag den 22. oktober 2013

"I missed you every hour. And you know what the worst part was? It caught me completely by surprise. I’d catch myself just walking around to find you, not for any reason, just out of habit, because I’d seen something that I wanted to tell you about or because I wanted to hear your voice. And then I’d realize that you weren’t there anymore, and every time, every single time, it was like having the wind knocked out of me."

Nok er nok.

Jeg har officielt fået nok.

Jeg er så træt af at høre på det - høre på jer. "Det går så fint, det er bare din medicin, der gør det hele værre" - hvordan kan det så gå fint, hvis det gør det værre? 

Jeg er så træt af at være låst inde bag disse mure, fordi min angst ikke lader mig gå udenfor, men samtidig tør jeg ikke være herinde. Do you see the problem?

Mit humør er bare styrtdykket den sidste måned. Jeg kan ikke se formålet med NOGET længere, og jeg har mest af alt bare lyst til at give op - men det kan jeg heller ikke. 

Tankerne har overtaget mit liv, og jeg vil bare gerne sove. Bare sove hele tiden, så jeg kan være i fred. Være i fred for dette tankemylder, være i fred for dumme kommentarer om, hvor fint jeg klarer det hele, men at dette selvfølgelig alligevel ikke er et værdigt liv for nogen.

Jeg gider ikke kæmpe mere, men jeg kan jo heller ikke bare give op. Så jeg går tilbage til de gamle vaner, men uden min elskede vodka, for det må jeg jo ikke drikke. 
Jeg får styret min liv af en psykiater med God-complex, og jeg er ved at være godt fucking træt af det. Ham og min angst styrer alt - jeg kan blot sidde og kigge på.


"The bravest thing I ever did, was to keep on living, when every ounce of my being told me to stop." 

fredag den 18. oktober 2013


Jeg føler ikke, at jeg bliver hørt. Jeg føler ikke, at der er nogen, der tager det her seriøst. Nogen, der kan se, hvor skidt det står til.

Nogen, der hører/ser mine råb om hjælp, mit tiggeri om at blive indlagt, inden det her går helt galt, nogen, der bare.. Hører efter. 

Min mor kan ikke holde til mere, så jeg kan ikke lægge det her over på hende, som jeg normalt ville gøre. Min far forstår det ikke, og Mikkel ved ikke, hvad han skal sige. 
Jeg får bare, konstant, at vide, at jeg skal se positivt på det hele, og jeg prøver. Fra morgen til aften. Men det bliver bare ikke bedre.

Jeg tror, det jeg prøver at sige er, at jeg savner min bedste veninde og Philip. For de forstår (i Philips sted, forstod) mig, på et punkt som ingen anden. 
Men Sarah har travlt, og Philip vil ikke snakke med mig. Og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv.
Hvis Sarah var her, ville hun vide, præcis hvad hun skulle sige, og hvordan det skulle siges. Og hvis Philip var her, behøvede han blot at lægge armen om mig, og så ville jeg være lidt mere okay. 

Jeg har lige fået at vide i dag, at jeg ikke må drikke mig fuld mere. For det første, kan jeg ikke klare, at jeg får at vide, at der er noget, jeg ikke "må". Jeg er næsten 20 år gammel, jeg bestemmer kraftedermame selv. 
For det andet, kan jeg ikke håndtere tanken om, at jeg ikke kan tage om til Mikkel med nogle øl, og så få det hele ud. For det er jo det, jeg lever for - terapi afterne med ham. Og jeg ved udmærket godt, at det er fuldstændigt sindssygt at sige, men det er sådan, det er. 

Det eneste, der holder mig kørende lige nu, er 5 Seconds Of Summer's sang, "Wherever You Are" - hver gang, jeg hører omkvædet, bryder jeg sammen, for det minder mig sådan om Philip. 
Hvor jeg dog savner dig. Dit svin. 

Torn in two, and I know I shouldn't tell you;
but I just can't stop thinking of you, wherever you are. You, wherever you are.
Everynight I almost call you, just to say it always will be you - wherever you are.

onsdag den 16. oktober 2013

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det i dag.

Jeg føler mig glad, men jeg ryster som en narkoman, gone cold turkey. Og jeg plejer altså kun at ryste så meget, når der er noget galt, eller noget under opsejling. Og det magter jeg ikke.

Jeg er stadig forvirret omkring dig, og det vil jeg nok altid være. Jeg ville ønske, at du ville samle telefonen op, og give lyd fra dig, som du sagde til Mikkel, at du ville.
Men det var sikkert bare endnu en løgn fra din side. Du har aldrig tænkt dig at gøre det, vel? 
Jeg hører sikkert aldrig fra dig igen, men måske er det også det bedste. 

Men hvor ville jeg ønske, du bare ville give lyd fra dig. Aner ikke, hvad du skulle sige, eller hvad jeg skulle sige, men det ville bare være rart. Men nu har jeg ventet på det siden i søndags, og selvom det ikke virker som særlig lang tid, så er det hårdt at gå og vente på noget, man ikke engang aner om sker.

Så nu gør jeg det, jeg er aller bedst til - jeg tager om til Mikkel og drikker mig fuld. Thanks for knocking the beers back. 

tirsdag den 15. oktober 2013

Jeg har været så optaget i dag, at jeg næsten glemte det. Næsten glemte dig. Hvad er jeg dog for et menneske?

Tillykke med din fødselsdag, farfar. Du kunne være blevet 91 i dag, og jeg ville sådan ønske, jeg kunne dele dagen med dig. I stedet har jeg brugt den på at spise kage og købe nye sko, så jeg har gjort ting, der fik mig til at smile. Og det er vel det, du altid har ønsket for mig?

Jeg savner dig stadig ufattelig meget. Kan mærke dit fravær hver eneste dag. Og dagene kommer stadig, hvor jeg ville ønske, at du havde taget mig med. 

Men vi ses jo igen, ikke? Jeg nægter at tro på, at du har forladt mig for altid. Jeg skal nok se dig igen, men det bliver jo nok først om en 60 års tid. Det er da planen - men så skal vi også have småkager, the og cola. 

Og så skal vi snakke om hende, om ham, om dem, og sidde og grine af, hvor ynkelige de alle sammen er, præcis som vi gjorde før. Og det vil være som at komme hjem, for du vil stå og vente på mig. Det tvivler jeg ikke et sekund på.

Tillykke, igen. Jeg elsker dig. Jeg håber, du har fået fred for dine dæmoner, og du hviler i fred, selvom det er et helvede uden dig. 

En million kram og kys fra din lille pige - det vil jeg altid være.

And that place is empty, like the hole that was left in me, like we were nothing at all.
It's not that you meant to me, thought we were meant to be.

Oh, there isn't one thing left you could say - I'm sorry it's too late.

mandag den 14. oktober 2013

 I bet you think I either moved on or hate you, 'cause each time you reach out there's no reply.
I bet it never ever occurred to you that I can't say "Hello" to you, and risk another goodbye.

Jeg spurgte min mor om, hvordan hun håndterede det, da min far stoppede med at elske hende - jeg fik dette svar; "Jeg skrev. Skrev og græd. Til der hverken var tårer eller ord tilbage." Så.. det har jeg besluttet mig for, at jeg vil afprøve.

Om det bliver her, eller et sted mere privat, det kan jeg ikke svare på endnu. Så jeg bliver muligvis en meget aktiv blogger, ellers en meget inaktiv. 

Uanset hvilken det bliver, så håber jeg, at I vil bære over med mig. 

søndag den 13. oktober 2013

Hvorfor går du op i, hvordan jeg har det? Hvorfor nu?


Du skred. Du forlod mig, med intet mindre end et minde tilbage. Jeg håber, du sidder med en dårlig smag i munden. Jeg håber, du tænker "Fuck, jeg sårede hende virkelig".

Du fortjener ikke mine tårer. Ikke et sekund.

Men jeg håber, jeg møder dig nede i byen en dag. Blot så jeg kan afvise dig. Du har det jo fint uden mig, så hvorfor skulle jeg tænke på dig?

Din douchebag. I deserve better. 

torsdag den 10. oktober 2013




Mama did her best to hide the struggle, and I did my best to stay out of trouble.

I was a little too young and a little too dumb to ever think the day would come, when dad would drive away and take his love with him.
So I grew up fast in a whole new world, waved goodbye to that little girl
- I can see her now, innocent and seven. I wish I had never turned eleven.

onsdag den 9. oktober 2013

I wish I could break your heart,
I wish I could make you cry,
I wish I could turn back time.

Well the truth is that I never ever wanna hurt you baby,
but it'd be nice to know that I could.
Be strong enough to pull you under,  
throw you back a little thunder.
Even though I never would.


tirsdag den 8. oktober 2013


Jeg er snart træt af spørgsmålet "Hvordan har du det?"/"Hvordan går det?"

Jeg er glad for omsorgen, men.. sandheden er jo, at I ikke vil høre, hvordan jeg har det. I vil høre løgnen, den som I alle så gerne vil tro på.

Så jeg smider facaden op, den jeg byggede for over 10 år siden, og siger "Jamen jeg har det da fint! Hvad med dig?!" - smider den direkte tilbage, præcis som jeg har lært, alt for at få opmærksomheden væk fra min psykiske tilstand.

Men samtidig, hvis jeg har det godt, så siger jeg stadig, at jeg har det fint. Du vil aldrig høre mig sige, at jeg har det godt. Så skal det virkelig være noget, der har stået på længe, og det har det bare ikke. 

Så jeg smiler, når jeg kan, og lyver, som jeg har lært det, af den bedste.

Men.. ind i mellem, når nogen spurgte mig, og jeg svarede, at jeg havde det fint, ville det bare være rart, at en eller anden tog fat om mig og sagde "Nej, det har du ikke, men det er også okay", i stedet for, at alle hele tiden vil muntre mig op. Ind i mellem vil jeg bare have lov til, at have det skidt, you know? It kinda comes with the package.  

 
I wish I could break your heart, I wish I could bring you down.
Just for a second, teach you a lesson, about being alone in the dark.
I wish I could make you cry,  so hard you can barely breathe 
- maybe you just might know what it feels like to be me.

søndag den 6. oktober 2013

Jeg ved ikke, hvad der sker med mig i dag. Hvorfor, jeg er så nede.

Hvorfor jeg bare har lyst til at finde et par stærke arme, og bare putte mig ind til en, som jeg kan bilde mig selv ind, elsker mig. 

Hvorfor jeg er så ensom. Hvorfor lige i dag? 

Hvorfor jeg bare har lyst til at gemme mig under min dyne, og bare få grædt ud. Hvorfor jeg ikke engang kunne sige hej til min tante. 

Jeg er træt at få at vide, at jeg skal se positivt på det hele. At jeg skal se på mine fremskridt, i stedet for tilbageskridtene. For jeg prøver. Hver eneste dag.

Og hver gang, jeg er oppe på ADHD klinikken, får jeg at vide, at jeg skal "holde ud", eller "hænge i". Ja, det er fint, men du kan også gå hjem, og blive fri for alt det her. Du kan gå hjem og lade være med at tænke på mig. 

Jeg kan ikke holde fri fra dette helvede, mit liv ind i mellem er. Eller, det oftest er. Jo, når jeg drikker mig fuld, men det er jo ikke sundt. Selvom jeg har lyst til at gøre det hver eneste dag. 

Jeg savner min vodka. Jeg savner min far. Jeg savner min bedstefar, mere end noget andet. 

Og jeg har bare lyst til at gemme mig, langt væk. Ikke snakke til nogen, ikke spise, ikke drikke, bare... forsvinde for en stund. Og hvis jeg ellers kunne se for disse tårer, så ville min bog nok være et godt sted at starte. 

fredag den 4. oktober 2013

To do list.

  1. Harry Styles.
  2. Alex Gaskarth. 
  3. Get that rose tattoo.
  4. Record that song.
  5. Clip my nails (actually did it while writing this. Tehe.)
  6. Move my room.
  7. See One Direction live.
  8. Finish OTH.
  9. Get a new flannel shirt (mom ordered one today!!!)
  10. Finish all my library books.
  11. GO GET WASTED!

torsdag den 3. oktober 2013

En frygtelig tanke.

En frygtelig tanke har lige sat sig fast i mig - hvad nu, hvis jeg allerede har mødt Mr. Right?

Jeg har læst, at 80% af alle mennesker har mødt den, de skal giftes med, når de er 16. Holy fuck, hvad gør jeg så? (Kan I mærke min panik?)

Men så går jeg "mine" fyre igennem, og så kan jeg godt se, at jeg måske, rent faktisk, har mødt Mr. Right. Mange gange. Og mange gange ikke.

Men hvad nu, hvis det var ham douchebaggen? Hvad hvis det var en af dem, der var mig utro? En af dem, der smed mig væk for hashen? Hvad nu, hvis det var ham, der behandlede mig som en prinsesse? Ham, som gjorde alt for mig, men som jeg smed væk? 

Men det hele munder jo ud i, at de alle sammen forlod mig, på et eller andet tidspunkt, og så kan de vel umuligt være Mr. Right? 

Jeg tænker for meget...  

onsdag den 2. oktober 2013

"When you were little, 
if you fell, 
they would ask you where it hurt, 
and you would point to 
your knees, your arm or your elbow,
and they would make it better.

But you noticed
as you got older
if you fall
they do not ask you where it hurts.

You sit silently in your room,
waiting for someone to ask you
where it hurts,
pointing to your head and your heart.

Because that is where the pain
hurts the most
but nobody makes it better." 

Så er vi her igen. 2. oktober.

Den dag, der, for 3 år siden, ændrede resten af mit liv totalt. Den dag, hvor jeg fandt ud af, at et liv uden dig aldrig kunne være perfekt. Men dengang bekymrede det mig ikke, for jeg havde dig jo. 

Om en time er det præcis 3 år siden, du kom med bussen. Hele vejen fra Randers, bare for at se mig. Jeg har aldrig følt mig mere vigtig. 

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal stille op. Hvem jeg skal gå til, for alle er efterhånden trætte af at høre på dette. Og i dag er der kun én person, jeg vil snakke med - dig. 
Jeg vil bare så gerne have et kram igen. Bare mærke de der usandsynligt stærke arme om min krop, bare føle mig hel igen. Mærke hjemveen forsvinde totalt. 

Det er snart 2 år siden, jeg sidst har set dig, hørt fra dig, siden du sidst rev mit hjerte ud. 
Jeg hader disse måneder. Fra nu, og 5 måneder & 9 dage frem, giver intet mening, for det var meningen, at vi skulle være sammen. Kan du huske det? 

Det var meningen, at det skulle være os to, mod resten af verden, resten af vores liv. Det var aftalen. Det var det, der gav mig lysten til at overleve. For uanset hvor meget, vi skændtes, så var det sådan, det var. Det blev du ved med at fortælle mig.

Indtil den dag, hvor det gik over. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad der skete. Hvorfor, du pludselig gav op. Men det, jeg hader allermest er, at jeg lod dig give op. Jeg lod dig gå uden kamp. Granted, jeg har brugt de sidste 2 ½ år på at få dig tilbage, men det hele er ligesom for sent nu. Jeg ved, at jeg aldrig får dig tilbage, og det skærer mig i hjertet. 
Du er kommet videre, og det er jeg, de fleste dage, også. 

Men det værste er, at jeg ikke engang ved, hvordan du har det. Hvordan din mor har det. Din far. Kim. Pigerne. Din bror. Om du tænker tilbage på vores tid med et smil, eller om det stadig pisser dig af. 

Og jeg ved slet ikke, hvorfor skriver alt det her, for du læser det aldrig. Men det handler nok om, at jeg ikke kan sige det til dig, men ud, det skal det. 

Men hvis du ser det her, har jeg kun disse ting at sige - pas på dig selv. Lev livet. Vær glad. Find en, der gør dig lige så glad, som jeg gjorde. Og glem aldrig, at du var mit livs kærlighed, og at jeg altid vil elske dig. 

"I don't know why they call it 'heartbreak'. It feels like every other part of my body is broken too."