Men når det så bliver mørkt, og det blæser, og jeg er alene, så tænker jeg altid på dig.
Mest fordi, jeg har lyst til at dele alt dette med dig. Mine opture og, især, mine nedture. For du vidste altid, hvad du skulle gøre ved det.
Så jeg gør ting, der minder mig om dig. Blogger. Læser pladder romantiske bøger. Ser dumme film. Stalker din mor på Facebook. Sygeligt? Perhaps.
Men jeg er aldrig kommet mig over dig. Det føles som om, at alle andre bare har været.. en erstatning. Og det har jeg det skidt med, men jeg har først tænkt over det. Jeg har ikke været sammen med en eneste, siden dig, som jeg ikke mente, at jeg elskede. Og de har alle gjort savnet mindre.
Men jeg sammenligner alle med dig. Når de siger noget, eller gør et eller andet, så tænker jeg "Det ville han ikke have sagt /gjort", og så er jeg tilbage, hvor jeg startede.
Og når jeg går i seng, så tænker jeg på alle de nætter, hvor du lå ved siden af mig. Hvor du nægtede at sove, før jeg gjorde det. Hvor vi sad og snakkede til klokken 4 om morgenen, til vores øjenlåg var så tunge, at vi var nødt til at lægge os ned og sove - mig med mit hoved på dit bryst, sådan var det altid.
Jeg føler, at jeg synger den samme gamle sang, og skriver den samme gamle historie, gang på gang, igen og igen.
Men sandheden er, at jeg stadig er så ked af det, over tabet af dig. Selvom det, snart, er 2 år siden, jeg har set dig.
Og jeg savner dig sådan. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. Hvor jeg skal gå hen, hvem jeg skal sige alt det her til, for alle er trætte af at høre om dig, og jeg får det samme svar hver gang - "Han fortjener dig jo ikke" - og nej, det er måske rigtigt, men gør det savnet mindre?
Absolut ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar