Jeg er snart træt af spørgsmålet "Hvordan har du det?"/"Hvordan går det?"
Jeg er glad for omsorgen, men.. sandheden er jo, at I ikke vil høre, hvordan jeg har det. I vil høre løgnen, den som I alle så gerne vil tro på.
Så jeg smider facaden op, den jeg byggede for over 10 år siden, og siger "Jamen jeg har det da fint! Hvad med dig?!" - smider den direkte tilbage, præcis som jeg har lært, alt for at få opmærksomheden væk fra min psykiske tilstand.
Men samtidig, hvis jeg har det godt, så siger jeg stadig, at jeg har det fint. Du vil aldrig høre mig sige, at jeg har det godt. Så skal det virkelig være noget, der har stået på længe, og det har det bare ikke.
Så jeg smiler, når jeg kan, og lyver, som jeg har lært det, af den bedste.
Men.. ind i mellem, når nogen spurgte mig, og jeg svarede, at jeg havde det fint, ville det bare være rart, at en eller anden tog fat om mig og sagde "Nej, det har du ikke, men det er også okay", i stedet for, at alle hele tiden vil muntre mig op. Ind i mellem vil jeg bare have lov til, at have det skidt, you know? It kinda comes with the package.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar