Michelle Nørgaard

Jeg føler ikke, at jeg bliver hørt. Jeg føler ikke, at der er nogen, der tager det her seriøst. Nogen, der kan se, hvor skidt det står til.

Nogen, der hører/ser mine råb om hjælp, mit tiggeri om at blive indlagt, inden det her går helt galt, nogen, der bare.. Hører efter. 

Min mor kan ikke holde til mere, så jeg kan ikke lægge det her over på hende, som jeg normalt ville gøre. Min far forstår det ikke, og Mikkel ved ikke, hvad han skal sige. 
Jeg får bare, konstant, at vide, at jeg skal se positivt på det hele, og jeg prøver. Fra morgen til aften. Men det bliver bare ikke bedre.

Jeg tror, det jeg prøver at sige er, at jeg savner min bedste veninde og Philip. For de forstår (i Philips sted, forstod) mig, på et punkt som ingen anden. 
Men Sarah har travlt, og Philip vil ikke snakke med mig. Og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv.
Hvis Sarah var her, ville hun vide, præcis hvad hun skulle sige, og hvordan det skulle siges. Og hvis Philip var her, behøvede han blot at lægge armen om mig, og så ville jeg være lidt mere okay. 

Jeg har lige fået at vide i dag, at jeg ikke må drikke mig fuld mere. For det første, kan jeg ikke klare, at jeg får at vide, at der er noget, jeg ikke "må". Jeg er næsten 20 år gammel, jeg bestemmer kraftedermame selv. 
For det andet, kan jeg ikke håndtere tanken om, at jeg ikke kan tage om til Mikkel med nogle øl, og så få det hele ud. For det er jo det, jeg lever for - terapi afterne med ham. Og jeg ved udmærket godt, at det er fuldstændigt sindssygt at sige, men det er sådan, det er. 

Det eneste, der holder mig kørende lige nu, er 5 Seconds Of Summer's sang, "Wherever You Are" - hver gang, jeg hører omkvædet, bryder jeg sammen, for det minder mig sådan om Philip. 
Hvor jeg dog savner dig. Dit svin. 

Torn in two, and I know I shouldn't tell you;

but I just can't stop thinking of you, wherever you are. You, wherever you are.

Everynight I almost call you, just to say it always will be you - wherever you are.