Jeg ved ikke, hvad der sker med mig i dag. Hvorfor, jeg er så nede.
Hvorfor jeg bare har lyst til at finde et par stærke arme, og bare putte mig ind til en, som jeg kan bilde mig selv ind, elsker mig.
Hvorfor jeg er så ensom. Hvorfor lige i dag?
Hvorfor jeg bare har lyst til at gemme mig under min dyne, og bare få grædt ud. Hvorfor jeg ikke engang kunne sige hej til min tante.
Jeg er træt at få at vide, at jeg skal se positivt på det hele. At jeg skal se på mine fremskridt, i stedet for tilbageskridtene. For jeg prøver. Hver eneste dag.
Og hver gang, jeg er oppe på ADHD klinikken, får jeg at vide, at jeg skal "holde ud", eller "hænge i". Ja, det er fint, men du kan også gå hjem, og blive fri for alt det her. Du kan gå hjem og lade være med at tænke på mig.
Jeg kan ikke holde fri fra dette helvede, mit liv ind i mellem er. Eller, det oftest er. Jo, når jeg drikker mig fuld, men det er jo ikke sundt. Selvom jeg har lyst til at gøre det hver eneste dag.
Jeg savner min vodka. Jeg savner min far. Jeg savner min bedstefar, mere end noget andet.
Og jeg har bare lyst til at gemme mig, langt væk. Ikke snakke til nogen, ikke spise, ikke drikke, bare... forsvinde for en stund. Og hvis jeg ellers kunne se for disse tårer, så ville min bog nok være et godt sted at starte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar