The most painful goodbyes are the ones never said.

Det er 8 år siden nu. 8 år. Det er altså længe. Jeg kan slet ikke håndtere det.
Jeg ved, igen, slet ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv.


Jeg ved godt, jeg snakker for meget om dig. Jeg ved det godt. Jeg ved godt, jeg sikkert burde pakke det væk, og at jeg burde komme videre.

Men, for helvede, hvordan gør man det? Hvordan kommer man videre fra noget, man stadig tror/håber er en ond drøm? Hvordan kommer man videre fra noget, man aldrig, nogensinde, troede, skulle ske? Hvordan gør man? En eller anden, forklar mig det, be' om. 

Jeg tror altid, at det værste er ovre. Jeg tror altid, at nu kan sorgen ikke ramme mig igen, og savnet kan da umuligt blive større. Hold nu op, hvor bliver jeg klogere hver gang. Eller også gør jeg ikke.

Jeg savner dig. Hver. Eneste. Dag. 
Jeg mangler at kunne fortælle dig ting, jeg mangler at kunne høre den stolthed i stemmen, du altid havde, når du sagde "Det er min bette piwe!" Jeg mangler dine kram, jeg mangler.. jeg mangler min bedste ven. Jeg dur ikke til det her, og jeg bliver åbenbart aldrig bedre til at undvære dig.

Jeg har aldrig været religiøs, og jeg er det stadig ikke. Jeg ved ikke engang, om jeg er spirituel, men jeg ved, at når jeg ser en stjerne lyse særlig stærkt, så kan jeg ikke lade være med at smile og tænke, om det mon er dig, der sidder og smiler ned til mig. Jeg kan ikke lade være. Det er den eneste måde, jeg kan finde bare en smule trøst.

Jeg tror faktisk, jeg mangler dig endnu mere lige nu, end jeg har gjort længe. Det hele er stadig så nyt, og jeg mangler at kunne dele det med dig. 

Jeg føler inderligt, at jeg mangler en del af mig selv. At jeg mangler en del af mit hjerte, min personlighed, min... min mig-hed. 

Jeg hader dig ikke længere for at forlade mig, som jeg mente i flere år, at du gjorde. Jeg hader verden for at tage fra dig, da jeg havde allermest brug for dig.
Jeg hader, at jeg ikke har hørt din stemme i 8 år. Jeg hader, at jeg ikke har set dig smile lige så længe, og jeg HADER mig selv for, at gå ud af den hospitalsstue uden at kysse dig på panden. Jeg hader det.

Og jeg hader januar. Hvert. År.

"Have you ever lost someone you love and wanted one more conversation,

one more chance to make up for the time you thought they would 

be here forever?

If so, 

Then you know you can go your whole life collecting days, 

and none will outweigh the one you wish you had back."

Mitch Albom, For One More Day.