Også selvom man ved, at det er for det er bedste. Også selvom man selv har taget beslutningen. Også selvom man kan forblive venner. Jeg hader det. Inderligt.
Det var fra starten dømt til at gå galt, jeg ved det godt. Men gør det det lettere lige nu? Absolut ikke.
Jeg ved jo godt, at det hele nok skal blive okay, og at jeg nok skal klare mig, og det skal han også nok. Men det er jo ikke fordi, jeg ikke elsker ham mere, så dette er absolut ikke let. Men det er det bedste. Det prøver jeg i hvert fald ihærdigt på at overbevise mig selv om lige nu.
Jeg har altid ment, at så længe, man havde kærlighed til hinanden, så kunne man få ethvert forhold til at fungere, uanset odds'ne. Den "fantasi" har jeg så lige fået knust, og det gør OGSÅ ondt.
Kærlighed er bare ikke altid nok, uanset hvordan man vender og drejer den. Så nu sidder jeg her og hører dårlige, sørgelige, kærlighedssange, og har ondt af mig selv. Men jeg kan ikke kæmpe mere, jeg har simpelthen ikke overskuddet.
Jeg er nødt til at fokusere på mig selv, uanset hvor meget det skærer mig i hjertet. Jeg er nødt til at fokusere på min fremtid og uddannelse, for nu har jeg faktisk chancen for at få begge dele.
Men jeg synes vitterligt ikke, at dette er sjovt. Det er det aldrig, det ved jeg godt, men alligevel. Jeg er bare træt af, at vi ikke kunne slå alle forhindringerne. At vi ikke bare... kunne fungere. For, igen, det var ikke mangel på kærlighed, der drev os fra hinanden. Det var bare... tiden, måske? Måske er tiden ikke den rette. Timing's a bitch.
"I know I said that I would keep my word,
I wish that I could save you from the hurt.
But things will never go back to how we were -
I'm sorry I can't be your world."
But things will never go back to how we were -
I'm sorry I can't be your world."
