Jeg burde være ligeglad i dag. Jeg burde være kommet over det. Det ved jeg godt. Det er jeg bare ikke.

Jeg føler mig så ynkelig, fordi det stadig fylder. Fordi han stadig fylder. Det er fucking, præcis, 4 år siden. Kom nu videre, lille pus.

Jeg har ledt efter mange årsager, hver eneste dag, de sidste 4 år. Årsager til, hvorfor han gik - dem har jeg så fundet masser af. 
Årsager til, hvorfor jeg ikke kan komme over det - dem har jeg også fundet nogle stykker af.

Men jeg er desværre ikke kommet over det, bare fordi jeg har fundet årsager, som jeg havde håbet, jeg ville.
Jeg er et meget rationelt tænkende menneske, så det plejer at hjælpe, når jeg finder nogle grunde - har det så bare ikke gjort med ham.

Måske er det, og det har jeg sagt før, fordi, at han var alt. Min bedste ven, min kæreste, min bedre halvdel, og... og jeg fucking savner ham. Jeg hader at indrømme det, men det gør jeg.
4 år senere, er han stadig den første, jeg gerne vil fortælle ting til - og det kan jeg jo ligesom ikke, når han har blokeret mig overalt, haha. 

4 år senere, har jeg stadig en idé om, at han kommer tilbage. Ikke fordi, jeg fortjener det, eller fordi, jeg er et godt menneske - men simpelthen fordi, at jeg ikke kan få det til at give mening, at han ikke elsker mig mere. Måske fordi, jeg ikke vil, det ved jeg ikke. Højest sandsynligt.

Måske er det fordi, jeg ikke vil give slip - for hvis jeg giver slip, så giver jeg slip på en del af mig selv, og det har jeg ikke lyst til, uanset hvor meget jeg hader mig selv til tider. 

Og jeg er bare... træt. Træt af, at jeg ikke kan møde en ny, der ligesom kan.. ikke tage hans plads, for det kan ingen - han var min første, store kærlighed, og det vil han altid være. Nu vil jeg ligesom bare gerne have en ny, haha. 

Remembering him comes in flashbacks and echoes.
Tell myself it's time now, gotta let go -
But moving on from him is impossible,
When I still see it all in my head.
In burning red.

"'You can't love someone unless you love yourself first'

Bullshit.

I have never loved myself.

But you, oh God,

I loved you so much

I forgot what hating myself felt like."

Jeg er imponeret og chokeret over, at ét menneske kan få mig til at føle mig så uelsket, så lige gyldig, og så... ikke værdig. 

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg ved jo godt, at der er folk, der elsker mig - men hvorfor kan det ikke være ham?

Der er virkelig dage, hvor jeg tænker, at han nok slet ikke kan lide mig - og der er dage, hvor jeg VIRKELIG ikke kan lide ham, og det får mig til at føle mig som et dårligt menneske. Men det er jeg jo ikke, det er vel normalt, efter det han har udsat mig for.

Jeg vil ikke sidde og bebrejde nogen for min situation, eller skyde skylden på nogen - men nogle gange kan jeg bare ikke lade være med at tænke, at det ikke er så mærkeligt, at jeg har det sådan her. 

Det er i sådanne situationer, at jeg er nødt til at tænke på, hvor stærk jeg egentlig er - for det er jeg. Men det betyder sgu ikke, at jeg er følelseskold eller ikke knækker - og det er jeg lige ved. 

Men.. det er vel hans tab, som søde Bella lige har sagt.

Jeg bliver bare så gal - så gal, så ked af det (selvom jeg hader at indrømme det), og så.. fortvivlet og frustreret. Men jeg skal nok blive okay igen. Det er bare en hård dag. 

Do you have to make me feel like
There's nothing left of me?