Modløs.

Jeg hader de her aftener. 

De aftener, hvor alt virker lidt... pointless, af mangel på bedre ord, og hvor jeg bliver så voldsomt modløs.

De aftener, hvor stress, angst og depressive tanker overtager det hele, og jeg bare har lyst til at gemme mig under dynen den næste uge. 

Jeg føler lidt, at jeg fejler som menneske, hvis det på nogen måde giver mening, og jeg ved ikke helt hvorfor, eller hvordan jeg skal forklare det. 

Jeg tror, det hele munder ud i, at jeg ikke kan det, jeg gerne vil, fordi min hjerne besluttede sig for, for mange år siden, at hade mig, og bare ikke er holdt op med det igen - og tro mig, jeg har forsøgt at slutte fred. 

Jeg får hele tiden at vide, at jeg bliver nødt til at prioritere, og at jeg skal skrue ned for ambitionsniveauet, da jeg aldrig kommer til at kunne alt det, jeg gerne vil. 
Men for helvede, hvor er det svært.

For helvede, hvor er det svært at skulle acceptere - og jeg ved godt, at jeg har skrevet om dette før - at skulle acceptere, at jeg måske aldrig får et job, at jeg nok ender som førtidspensionist, når det overhovedet er en mulighed, og at jeg måske slet ikke får den HF hue, der har været min "gulerod" de sidste rigtig, rigtig mange år.

Og for helvede, hvor er det svært at skrue ned for ambitionsniveauet - det kan min autistiske hjerne slet ikke forstå, hvordan man gør, og jeg er totalt på Herrens mark.

Jeg ved godt, jeg kan en del mere nu, end jeg kunne for to år siden - I know, I'm aware. Men det rykker desværre ikke på, at jeg stadig ikke kan det, jeg gerne vil.

Jeg kom sådan til at tænke på i dag, hvor fedt det egentlig må være, at have et job - noget, jeg aldrig har haft. 
Ikke så meget som en avisrute kunne jeg have mere end én enkelt onsdag, da det simpelthen var for meget for mit hoved. 

Jeg ved, igen, ikke, hvor jeg vil hen med det her..... 

Et åbent brev til den person, man ikke kan betale tilbage.

Det er sjovt - der er bare nogle mennesker, man ved, man aldrig kan betale tilbage - for alt det, de har gjort for én, alt det, de har givet én, alt det, de har lært én. 

Jeg har nogle stykker af de mennesker, don't get me wrong, men... der er bare én, jeg aldrig nogenfuckingsinde kommer til at give så meget, som hun har givet mig - min elskede mor. 

Jer, der kender mig, ved, at jeg har haft, og stadig har, en bumpy ride her i livet.

Min mor er den eneste, der aldrig har opgivet mig - på trods af et hoved, der i mange år forsøgte på at tage livet af mig, en masse psykiatere, psykologer, en helvedes masse medicin, for mange tilbagefald, og en årelang destruktiv måde at leve livet på, så har hun aldrig opgivet mig.

Jeg er, uden tvivl, min mors største fan. Jeg er overbevist om, at hvis mor ikke er svaret, så har jeg stillet det forkerte spørgsmål. Der er ingen i denne verden, jeg beundrer mere - og det siger en del, hvis man ved, hvor meget jeg beundrer Billie Joe. 

Min mor er det stærkeste, smukkeste og mest fantastiske menneske på denne jord, og jeg er så evigt taknemmelig for, at hun aldrig "bare" er smuttet fra mig. 
Jeg forstår ikke, hvor den kvinde får sin styrke fra, for, for satan, hvor har jeg "tvunget" hende igennem meget - selvom det, naturligvis, aldrig var min mening, så har jeg vist været lidt en møgunge.

Og det er sgu lidt svært, når ens mor fortjener en fucking ø, og man har råd til et stearinlys fra Brugsen - på en god dag. 

Jeg er lidt sentimental lige nu, jeg ved det godt, men - mor, hvis du læser det her; jeg elsker dig. Tak. Uendelige mange gange tak. 
Jeg ved godt, musik ikke er din foretrukne ting her i livet, men denne sang beskriver det bedst; 

Ingen over - alle under.

If you like it, then you should put a ring on it.

Det hele er meget surrealistisk i dag, og min forelskede hjerne ved slet ikke, hvad den skal stille op med sig selv. 

Jeg tror aldrig, jeg har været så glad. Jeg skal bruge resten af mit liv med ham, jeg ikke kan forestille mig mit liv uden. Like... is this what dreams are made of?
 
Jeg kan slet ikke forstå det, det hele er meget mærkeligt... Ham, der føles som "hjem", ham skal jeg hænge ud med - resten af mit fucking liv. 
Ham, der altid kan få mig til at grine, når paranoiaen og angsten har taget over, og jeg slet ikke kan huske, hvordan man smiler længere.
Ham, der gør en tur i supermarkedet til et fucking eventyr, selvom man egentlig bare skal hente mælk.
Ham, der kan gøre alt til en fest - selv det, at se Harry Potter, ryge smøger og drikke Pepsi Max.
Ham, der gør, at jeg pludselig ikke føler mig alene længere.
Ham, man slet ikke behøver lave noget med, for man er totalt komfortabel med at sidde sammen i stilheden, og grine af dumme videoer på Facebook, selvom man slet ikke ser den samme video. 

I don't even know what the fuck is going on - jeg er nogens forlovede. Holy shit.