Michelle Nørgaard

Jeg forstår ikke, hvorfor man siger "Du er så fed, mand!" til andre. Jeg forstår ikke, hvorfor man klapper folk på maven og siger "Du skal da vist have en baby, hva'?!"
Jeg forstår ikke, hvorfor man rækker ned på andre. Jeg forstår ikke, hvorfor man skal snakke grimt til hinanden.

Jeg siger ikke, vi alle skal være venner - der er mange mennesker, jeg ikke bryder mig om. Og fred være med det! Men så holder jeg mig også fra dem. Går ikke hen til dem og siger "Din fede luder!", for hvorfor skulle jeg det? Får jeg det bedre med mig selv af det? Nej, det gør jeg ikke.

Jeg forstår ikke, hvorfor man har en hundehvalp, når man bor på 2. sal. Jeg forstår ikke, hvorfor man lader sin hund bide sine venner, men flipper ud, når den vælter en lampe. Jeg forstår ikke, hvorfor man anskaffer sig en hund, når man ikke kan rydde op efter den.


Jeg savner at have en kæreste. Jeg savner at vide, at der er én, der ikke vil bytte mig væk for nogen. At nogen smiler pga. mig. Jeg savner at føle mig elsket. Jeg savner at have en, jeg kan ringe til, når det hele bliver for meget - udover Mikkel. 
Jeg savner at have en, som jeg kan falde i søvn med. En, som jeg ikke behøver at lade som om overfor. En, hvor jeg bare kan være mig selv, for han ville ikke have mig anderledes. 
Jeg vil bare gerne... føle mig ønsket. Det er vel en meget menneskelig følelse, men det irriterer mig, for jeg behøver jo ikke en kæreste, for at være glad. Men når jeg ser andre med deres kæreste, tænker jeg bare "Hvorfor er det ikke mig? Hvad er der galt med mig, hvad har jeg gjort forkert, siden jeg er alene?"