Rant.

Jeg ville ønske, jeg kunne, bare en enkelt gang eller to, være som en normal teenager.

Jeg ville ønske, jeg kunne gå i skole, have et arbejde og gå til fodbold or some shit. Jeg er træt af at føle mig fanget, træt af at være.. ja, unormal. 

Jeg ville ønske, jeg kunne få lov at få besøg af en fyr, uden pædagogerne stiller spørgsmål så som "Er du så på p-piller?", for hvad fanden fuck satan i helvede kommer det dem ved?
Jeg ville ønske, jeg kunne tage en weekend ud, hvor jeg smutter til København, men det er heller ikke en mulighed, tak til min fobi for offentlig transport. Så jeg sidder her og laver, ja, intet. Ryger en masse smøger, er sur, drikker en masse cola og bruger mit liv på nettet.
Og jeg kan ikke lade være med at tænke - det kunne jeg have gjort hos min mor. Det behøvede jeg ikke flytte 100 km væk for. Hvis det er det, de kan tilbyde her, så ser jeg ikke, hvorfor jeg skal være her. 

Blev lovet guld og grønne skove, inden jeg flyttede herop, men har overhovedet ikke set skyggen af noget af det. Jo, 3 psykolog samtaler. Woop-fucking-woop assholes, det er godt klaret, når I har en psykolog, der bruger 37 timer i ugen på at gå rundt på bostedet. Som heller ikke snakker til mig længere.

Mine elskede samtaler med Karin er heller ikke en mulighed mere, for "det var bare en opstarts-ting" - så skal I fandeme ikke bruge undskyldningen, at det "er et nyt sted, vi prøver at få til at køre", hvis jeg ikke må have min "opstarts-ting". 

Jeg er så sur, at jeg for første gang nogensinde bare gik uden at sige det til nogen. Kunne næsten ikke holde aftensmaden ud, for jeg havde bare lyst til at kaste stole i hovederne på dem. Jeg bliver så voldelig, aggressiv og hidsig, og jeg hader det, for det ender altid med at gå ud over mig selv.
Så blander vi det lige med et angst-anfald hver aften, så kører det bare.

Årh, fuck det hele. Bare bliv fredag.