Jeg glemmer aldrig denne dag for præcis 2 år siden.
Jeg glemmer aldrig, hvordan min verden sank i grus, hvordan alt blev lige gyldigt, hvordan jeg blev til en skal af et menneske, hvordan jeg kom ned i et hul, jeg stadig prøver at grave mig op af.
Jeg glemmer aldrig, hvor lille jeg følte mig. For hvis du gik fra mig, så kunne alle forlade mig. Jeg havde aldrig set den komme, og det gjorde noget så ondt.
Jeg ér kommet videre nu, men for satan, det har taget mig lang tid. For du var så meget mere end min kæreste. Som jeg tit fortalte dig, så var du min kæreste og bedste ven i én lille, fin, blond indpakning.
Og selvom jeg er kommet videre, så er der stadig tider, hvor jeg savner dig. Hvor jeg savner de samtaler, vi kunne have klokken 4 om morgenen, hvor jeg savner at se dig sove, for der fandt jeg fred.
Men jeg ved også, at jeg fortjener meget bedre. Jeg har aldrig oplevet at blive behandlet, som du behandlede mig - på godt og ondt, men mest ondt.
For var du led. Og ond. Direkte ond. Ikke bare dum, ikke bare træls, ikke bare alle mulige andre ord. Du var direkte ond.
Og det fortjener selv jeg bedre end.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar