Jeg er okay. Igen.
Jeg kan smile. Igen. Jeg kan grine. Jeg kan føle glæden ved solskin. Jeg kan danse. Jeg kan synge. Jeg kan alle de ting, som jeg kunne inden den 28. april.
Det hele handler ikke om dig mere. Du er stort set ikke i mit hoved mere. Jeg føler at jeg har rejst mig. Rejst mig fra asken, som en føniks.
Jeg behøver dig ikke. Det troede jeg, at jeg gjorde. Det troede jeg virkelig. Men jeg kan se nu, at så fantastisk var du nok heller ikke, når du bare kunne efterlade mig grædende, bare gå ud af døren, bare.. forlade mig.
Du behøver ikke mig, så hvorfor skulle jeg behøve dig?
Du havde ret i alt det, du sagde. Til både mig og Mikkel. Der er ingen fremtid for os. Ikke længere. Og når det en dag går op for dig, så håber jeg, at det river dit hjerte i stykker.
Jeg mistede min bedste ven og min kæreste den 13.. Og det gjorde røv ondt. Jeg kan stadig mærke, hvordan al luften forsvandt ud af mig. Hvordan min verden snak i grus.
Men jeg er okay. Igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar