1.) I deleted your number so when I drink a bottle of vodka at 2 in the morning and think it’s a good idea to call you, the absence of your name in my phone will remind me you wouldn’t pick up anyway.
2.) I wish you gave me a reason why you left because I keep trying to figure out where I went wrong or what I did to make you disappear.
3.) I can’t go to my favorite restaurant that I’ve gone to for years because it reminds me of the one time we went there and I keep staring at the table we sat at thinking about the way you used to look at me
4.) Your words burned holes in my lungs and they’re flowing through my bloodstream and I think I might vomit
5.) I fell and bruised my arm and it was healed in a week so why the fuck are the bruises in my heart getting bigger and making it harder to breathe
6.) I wonder if you ever think of me when you’re folding laundry or driving your car or reading your favorite book
7.) I know you don’t think of me but I have to pretend I might cross your mind once and awhile so I don’t feel so pathetic for hearing your name every time someone speaks
8.) I keep counting every star before I think of the way you taste. I got to 43 last night and it was the biggest accomplishment I’ve made all week
9.) I haven’t written about you in awhile and at first I thought it was a good thing, but then I realized you’ve taken everything outve me and I’m just too empty to even come up with the right words
10.) Everything hurts so fucking bad

 

I'm tired of being tired.

Jeg har altid sagt, at jeg ville kunne kende dit ansigt anywhere. 

Og det skal jeg da så lige love for, at jeg kan. 

Jeg var OVERBEVIST om, at jeg var færdig. At jeg var ovre det, at jeg var okay. Men så så jeg dig, og så... kom det hele ligesom tilbage.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv lige nu. Jeg ved bare, at jeg har så fucking ondt i maven, som du udmærket ved, at jeg får, når jeg bliver ked af det. 

Jeg er træt af det. Jeg er træt af, at sange stadig minder mig om dig. At jeg stadig drømmer om dig, både på den ene og den anden måde. Jeg er træt af, at jeg stadig har en eller anden form for håb om, at du kommer tilbage, når jeg udmærket godt ved, at det gør du ikke. 

Jeg er træt af, at jeg stadig ikke kan høre "Teenage Dream", uden at få en klump i halsen.

Jeg er træt af, at du stadig fylder, når jeg godt ved, at jeg burde komme videre. Og jeg ER kommet videre. Jeg er bare ikke ovre det, I guess. 

Jeg troede vitterligt ikke, at jeg havde flere tårer tilbage at bruge på dig. Men det har jeg obviously. 

Jeg vil aller helst bare glemme det her. Ikke dagen i dag, for den var virkelig god, indtil det her skete. Måske skulle jeg bare gå i seng, gemme mig under dynen, og tage den igen i morgen. I dunno..

"I'm trying so hard to swim in the ocean you left me drowning in." 

I think about you and “fucking” a lot.
(Please, don’t act so surprised.)
I swear I do.
I promise it’s true.
It’s a daily thought of mine.

For instance
I will never fucking ever be you.
I will never treat people the fucking way that you do.
I will show people how much they fucking mean,
The way you never did with me.
I will treat people with respect the way they fucking deserve, 

I will strive to show them their worth.
Instead of fucking them over
Like you.
I will work so
Fucking
Damn
Hard
To do everything you didn’t.
To be everything you aren’t.

‘Fucking’ and ‘you’
The perfect set of two.
Oh how I fucking hate all that you do.

What’s that, my dear?
You thought I meant something else?
Ha. In your dreams.
Go fuck yourself.

Som altid, så er der nogle dage, der er bedre end andre.

Der er dage, hvor jeg husker mere, end jeg vil. Hvor tankerne, billederne og lydene dukker op i mit hoved, og jeg mest har lyst til at gemme mig i min seng - men det kan jeg heller ikke, for det er for... smertefuldt, tror jeg, ordet er. Er virkelig nødt til at anskaffe mig en ny seng, selvom det ikke er løsningen, haha.

Der er dage, hvor jeg ikke kan slippe af med billedet af hans ansigt, sidste gang, jeg så ham. Hvor jeg ikke kan slippe af med, hvor skidt han havde det, og hvor... ynkelig, han så ud. Hvor jeg ikke kan lade være med at tænke "Hvorfor sagde jeg ikke noget?", men så kommer jeg i tanke om, at jeg jo bare var en deprimeret, 14-årig pige, der ikke kunne have gjort noget alligevel.

Der er dage, hvor jeg ikke kan slippe følelsen af, at jeg er blevet så ufattelig uretfærdigt behandlet - på måder, der påvirker mig så voldsomt, at mange nok slet ikke ville forstå det. Heldigvis har jeg et par stykker omkring mig, der gør, for de så det ske. 

Der er dage, hvor jeg får så ondt af mig selv. Og de dage er de værste, for jeg nægter at sidde i en offerrolle, og det gør jeg også sjældent efterhånden. Men for satan, hvor er det svært at være "ligeglad" nogle dage. Især de dage, hvor jeg husker. Og husker. Og husker.

Flashbacks'ne er nok det værste ved de dage. De øjeblikke, hvor det hele kommer tilbage i blinkende billeder, og jeg ikke kan stoppe det, for jeg ved ikke hvordan. 

Misforstå mig ikke, der er også rigtig gode dage. Dem er der heldigvis flest af efterhånden. Men for satan, jeg hader disse dage. De her dage, hvor der bare skal én forkert tanke, et forkert ord, eller en forkert bevægelse til, før det hele kommer tilbage. 

Måske er der bare ting, man aldrig kommer over. Måske er der bare ting, man aldrig tilgiver, uanset hvor meget man ved, at man burde. 

Jeg ved, at meget af det handler om, at man skal slutte fred med ens fortid, så den ikke får lov til at ødelægge ens fremtid. Men hvordan FANDEN gør man det? Hvis nogen har nogle tips, så send dem endelig til mig, for jeg er fuldstændig på bar bund omkring det her.

"How do you get over someone?"

You do just that. 

You wake up every morning, put on some clothes, even though they're probably sweats, and you try to do your make-up and hair, but end up just throwing it in a bun and giving up on the make-up part.

You keep your tears to yourself, while blasting the music WAY to loud, because you need something to drown out your thoughts. You listen to Taylor Swift. Again. And again. And again.

You stay inside the house for a few days, but, eventually, you realize that there's better things out there, and that you gotta pull yourself together.

Then, you start putting on nice clothes, even though you still feel like you're dying, because does the world need to know that? Nope. So you start putting on your make-up again, and you pretend everything's okay.

You learn to shut off any emotions you may have, and you pretend it doesn't bother you, until someday, it actually doesn't. Well... not as much, anyway.

And then you actually start feeling better. It might take a month, it might take 3 (fucking) years, but you start feeling better at some point. I promise you this. 

The memories will fade - you will soon forget the colour of his eyes, and he'll forget the colour of yours. Does it hurt? Yes. Will you get over it? Absolutely.  

Jeg havde ellers besluttet mig for, at jeg ville holde kærligheds-whineriet på et minimum herinde, men det er svært, når denne blog er min fortrolige. Så bær lige over med mig, okay?

Jeg synes virkelig, at kærligheden er blevet sværere. Måske er det fordi, jeg ikke kommer så meget ud mere, eller at jeg ikke er så tynd længere, eller at jeg bare... finder mig i mindre. 

Jeg er SÅ træt af det, især i dag. Jeg er træt af fyre, der lukker lort ud, når det ikke betyder noget alligevel. Er vi for fucks sake ikke snart for gamle til de lege? Til at lyve, bedrage og spille spil?

Jeg er træt af at falde for folk, der holder mig for nar. Jeg er træt af, at jeg ikke "bare" kan finde ham/hende, jeg skal blive gammel med. Hvor svært kan det være? Svært, åbenbart. 

Jeg er træt af at sidde og høre Taylor Swift, fordi hun laver sangene, der beskriver det hele. 

Men... måske savner jeg slet ikke en kæreste. Måske savner jeg den "selvtillid", en (GOD) kæreste giver en. Er det selvisk? Meget.

Måske er det fordi, at jeg for 4 år siden, var i et forhold med en fyr, jeg elskede virkelig højt, og at jeg savner den følelse. Måske er det det. Jeg ved det vitterligt ikke. Måske er jeg forvirret. 

Jeg ved bare, at jeg er træt af det, og at jeg bare gerne vil have, at han svarer mig, så jeg kan føle mig en smule vigtig. I den uge, det varer, haha. Grow the fuck up, girlfriend. 

"C'mon, make it easy, say I never mattered."  

"On occasion, I struggle with the fact that at one time, I loved you to the point that I sacrificed my own happiness for you and that, at the same time, you did not love me enough to stop me."