Jeg er ikke så glad for følelser. 

Jeg er ikke så glad for, at jeg så hurtigt bliver så glad for folk, og selvom jeg tror, det er væk, så med det samme, de skriver igen, er jeg sådan "Nå... jamen så tager vi den da bare på ny!!"

Jeg er, som sagt før, kæmpe control-freak, så når jeg ikke kan kontrollere ting, så som dette, bliver jeg lidt ilter. Jeg dur ikke til det. 

Jeg ved jo godt, at der ikke er noget GALT i, at være glad for et andet menneske. Jeg er glad for rigtig mange mennesker (I hvert fald efter, jeg er begyndt i skole, haha), men på denne måde... Det er meget sjældent. 

Jeg er træt af, at tingene ikke altid kan gå op. Jeg er træt af afstand. 
Jeg ville bare ønske, at dette kunne fungere. Men det kan det ikke - i hvert fald ikke lige nu. Og det er okay. Sort of. 

Og inden I spørger, selvom det er meget sødt - ja, jeg er helt okay. Jeg har bare mange tanker lige nu, haha.

I never meant to break your heart
I won't let this plane go down.
I never meant to make you cry,
I'll do what it takes to make this fly.

Jeg er ikke så glad for de her dage/aftener.

Dem, hvor jeg kun kan se alt det, jeg ikke kan, og alt det, jeg ikke har, i stedet for at se alting fra den lyse side.

Disse dage har alle nok, går jeg ud fra, men det får mig ikke til at hade dem mindre.

De, i dette tilfælde, aftener, hvor det går op for mig, hvor lang vej jeg har endnu. Før jeg kan sætte mig ind et tog alene, før jeg kan gå fuldtid i skole, før jeg er færdig med mit vægttab, før jeg "kan" få en kæreste (for vægttab og kæreste hænger VOLDSOMT sammen for mig), og før jeg kan sige, at NU kan jeg 100% klare mig selv.

Jeg er stadig så pisse afhængig af andre mennesker, og jeg hader det. Inderligt hader det, fra det nederste af mine tæer, til det øverste af mit hoved. Jeg kan ikke fordrage det. 
Og så kan folk sige nok så mange gange, at jeg ikke må slå mig selv i hovedet med det, for jeg kan alligevel ikke selv gøre for det - for gør det det bedre? Overhovedet ikke. 

Jeg er control-freak udover det rimelige, så det gør det absolut ikke bedre. Jeg ville allerhelst, at jeg kunne styre det, styre min angst og paranoia, og bare være... som mine venner. 

Jeg hader det faktum, at jeg ikke går på universitet, gymnasiet eller HF som mange af mine venner, eller at jeg ikke har noget arbejde, for guess what? Det kan jeg sgu heller ikke, haha.

Så nu sidder jeg hjemme en fredag aften, fordi jeg ikke kan komme nogen steder, for der er ingen til at køre mig. Endnu en fredag, hvor jeg ikke kan noget. I dag er det så bare ikke angstens skyld, men det praktiske, der ikke hænger sammen. 

Og jeg ved jo godt, at jeg allerede er kommet ufattelig langt, men jeg er bare ikke der, hvor jeg gerne vil være. Som jeg sagde til min farmor, så er det sgu ikke drømme tilværelsen, at være 21 år og være på kontanthjælp. Og jaja, jeg skal nok komme videre, og jeg skal nok få det godt, og jeg skal nok, og jeg skal nok, og jeg skal nok. Men... for fanden, kunne det ikke bare komme nu? Jeg er træt. 

Update.

Det er lige gået op for mig, at det er rigtig længe siden, jeg har skrevet noget, der gav mening - så det vil jeg prøve på nu. Mens jeg lige giver jer en update på mit kære liv, haha.

Jeg ville rigtig gerne sige, at grunden til, jeg ikke har skrevet noget er, at jeg bare har haft det super. Sådan hænger det desværre bare ikke sammen.

Jeg har simpelthen ikke haft overskuddet eller lysten til at skrive, fordi jeg har været rimelig langt nede i det sorte hul, jeg konstant forsøger at kæmpe mig op fra. Og jeg er på vej op igen! Hvilket jo er ret vigtigt.

Men... når jeg ikke har lyst til at skrive, så er det fandeme skidt.

Det sjove er, at det først er efter, jeg er på vej op, at det går op for mig, hvor langt nede jeg egentlig har været. 

Don't get me wrong - har ikke været så langt nede, som jeg var i 2013, men der var nok ikke lang vej igen. 

Jeg har fået nyt medicin, og det virker. Allerede efter 2 dage, hvilket er ret fantastisk. Jeg kan allerede gå ud af min comfort-zone igen, og gå ned i byen. I går sad jeg blandt andet hos frisøren i 2 timer, og jeg hyggede mig rent faktisk. Ingen angst, ingen svedige håndflader, ingen rysten, ingen ingenting! Hvilket var ret fantastisk, for sådan har jeg sgu ikke haft det længe.

Og nej, jeg siger ikke, at medicin er løsningen på alle ens problemer, og at alle skal tage det. Men det hjælper mig, og det vil jeg ikke have skyldfølelse over.

Men det vigtige er, at jeg er okay igen. Jeg har så fået kvalme af medicinen, så mad er ikke lige det, der står øverst på min liste lige nu, men jeg skal jo have mad, så ned med det!
 
Derudover, og dette må jeg bare lige dele, har jeg tabt 800 gram på 6 dage, hvilket jeg er ret oppe at køre over. Så nu siger vægten -16,1 kg, og jeg begynder sgu næsten at kunne se det. 8 kg to go - I can do this! 

Det var vel egentlig bare det, jeg ville sige.... Lovede i starten, at dette ville give mening, men det gør det ikke rigtigt, gør det? Haha.