Michelle Nørgaard

Jeg er ikke så glad for de her dage/aftener.

Dem, hvor jeg kun kan se alt det, jeg ikke kan, og alt det, jeg ikke har, i stedet for at se alting fra den lyse side.

Disse dage har alle nok, går jeg ud fra, men det får mig ikke til at hade dem mindre.

De, i dette tilfælde, aftener, hvor det går op for mig, hvor lang vej jeg har endnu. Før jeg kan sætte mig ind et tog alene, før jeg kan gå fuldtid i skole, før jeg er færdig med mit vægttab, før jeg "kan" få en kæreste (for vægttab og kæreste hænger VOLDSOMT sammen for mig), og før jeg kan sige, at NU kan jeg 100% klare mig selv.

Jeg er stadig så pisse afhængig af andre mennesker, og jeg hader det. Inderligt hader det, fra det nederste af mine tæer, til det øverste af mit hoved. Jeg kan ikke fordrage det. 
Og så kan folk sige nok så mange gange, at jeg ikke må slå mig selv i hovedet med det, for jeg kan alligevel ikke selv gøre for det - for gør det det bedre? Overhovedet ikke. 

Jeg er control-freak udover det rimelige, så det gør det absolut ikke bedre. Jeg ville allerhelst, at jeg kunne styre det, styre min angst og paranoia, og bare være... som mine venner. 

Jeg hader det faktum, at jeg ikke går på universitet, gymnasiet eller HF som mange af mine venner, eller at jeg ikke har noget arbejde, for guess what? Det kan jeg sgu heller ikke, haha.

Så nu sidder jeg hjemme en fredag aften, fordi jeg ikke kan komme nogen steder, for der er ingen til at køre mig. Endnu en fredag, hvor jeg ikke kan noget. I dag er det så bare ikke angstens skyld, men det praktiske, der ikke hænger sammen. 

Og jeg ved jo godt, at jeg allerede er kommet ufattelig langt, men jeg er bare ikke der, hvor jeg gerne vil være. Som jeg sagde til min farmor, så er det sgu ikke drømme tilværelsen, at være 21 år og være på kontanthjælp. Og jaja, jeg skal nok komme videre, og jeg skal nok få det godt, og jeg skal nok, og jeg skal nok, og jeg skal nok. Men... for fanden, kunne det ikke bare komme nu? Jeg er træt.