Og jeg ved godt, at de altid vil være der - de der mindre gode dage. I know, I'm aware.
Men hvor ville jeg ønske, at du var her. Jeg mangler dig til at holde om mig, og til at sige, at det nok skal blive okay - for det ved jeg godt, at det nok skal. Jeg ville bare gerne høre det fra dig - ham, der altid troede på mig.
Eller... det vil sige, lige indtil, du ikke gjorde mere.
Og det er okay - jeg har, sådan nogenlunde, affundet mig med det.
Men lige så snart, disse dage kommer, så mangler du. Det gør du virkelig.
Jeg har brug for dig til at kysse mig på panden, smile til mig, og sige "Hey. Det er okay" - og jeg ved ikke hvorfor.
Måske er det stadig det der "first love" koncept, jeg aner det ikke.
Det handler ikke længere om, at jeg ikke tror, jeg kan overleve uden dig - det ved jeg udmærket godt, at jeg kan. Det har jeg gjort i over 4 år nu, jeg kan også klare de næste 70. Det handler nok bare mere om, at jeg savner dig. At jeg stadig får en knude i maven, når nogen nævner dig. Og jeg hader det - og jeg ved ikke, hvordan jeg kommer ud af det, og der er ingen, der har et svar til mig.
Jeg hader bare disse dage. Som om, de ikke var træls nok i forvejen, så kommer dette oveni - og jeg kan ikke fordrage det.
Og folk siger til mig, at jeg bare skal skrive til dig, og så er jeg næsten ved at dø af grin - hvordan skulle jeg kunne det? Af både den ene og den anden grund. Det kan jeg jo umuligt - mest fordi, du har blokeret mig over alt, og jeg nægter at trænge mig på.
Og jeg vil allerhelst bare lave noget - et eller andet, så jeg kan få tankerne væk fra det her. Men det har jeg ikke overskud til - griner helt, fordi det er så tragisk. For helvede.
"If I had the choice of hanging out with anyone in the entire world, or sitting at home with you eating pizza, watching a crappy TV show, I'd choose you everytime."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar