Komisk, at man kan blive ved med at håbe på, at et menneske ændrer sig, at de holder op med at såre en, og at det bare... stopper.
Og sådan er det selvfølgelig ikke - ikke i dette tilfælde. Og så sidder man næste dag og har det af helvedes til, fordi man føler sig så lige gyldig, som om, man ikke er god nok - ikke, at det er en ny følelse, men den er fandeme træls alligevel.
Måske er det fordi, jeg, inderst inde, tror på det bedste i mennesker, at jeg bliver ved. Ved med at håbe, ved med at drømme om, at det stopper. For det må vel for fanden stoppe på et eller andet tidspunkt.
Måske er det også fordi, at jeg jo holder af ham. Det har jeg altid gjort, og det bliver jeg ved med, uanset hvor meget han kan være en idiot - for dét kan han. Fucking ingen tvivl om det.
Måske er det også fordi, at det lige er ham, at jeg bliver så ked af det. Fordi han godt ved, at det, han siger, er forkert. Det tror jeg virkelig på, at han gør, men han siger det alligevel, og det fucker med min hjerne, for hvorfor siger man noget, man godt ved, gør andre mennesker kede af det?
Jeg ved det ikke. Og jeg bliver nok ved med at lede efter det svar lang tid endnu, selvom jeg godt ved, at jeg ikke finder det. Suk.
Men jeg tror virkelig, jeg har fået nok nu. Ikke, at jeg ikke vil snakke med ham mere, eller at jeg ikke vil have noget med ham at gøre mere, for som sagt holder jeg af ham, men.. måske skal jeg bare sætte nogle grænser. Det har jeg aldrig været god til, men jeg fucking øver mig.
"I've ruined myself for a lot of people, and I used to think that that was okay."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar