Jeg ved godt, at jeg skal "væbne mig med tålmodighed". Jeg ved godt, at det ikke "bare" går væk, når det har været der i 19 år. Jeg ved godt, at Rom ikke blev bygget på en dag. Jeg ved godt, at det, på et tidspunkt, nok bliver bedre.
Jeg ved det godt. Jeg ved det fucking godt.
Men jeg er træt - træt af, at være så angst, at jeg ikke kan alle de ting, jeg gerne vil - jeg kan jo ikke engang halvdelen, lol.
Og jeg er, ærlig talt, pishamrende bange - bange for, at jeg skal have det sådan her resten af mit liv. Bange for, at jeg aldrig kommer til at kunne tage toget til København og besøge min bedste veninde.
Bange for, at jeg aldrig får et job - bange for, at jeg aldrig får den skide studenterhue, jeg har drømt om i SÅ mange år nu.
Bange for, at jeg aldrig bliver "mig" igen - den tøs jeg var, inden den lorte angst tog TOTALT over.
Det er gået op for mig, i løbet af de sidste dage, hvor fucking lang vej jeg har endnu. Jeg skal sikkert nok komme derhen, men... jeg er bare.. træt, som sagt før. Og som søde Søren sagde, så er det sgu lidt som at få en spand koldt vand i hovedet, når det går op for en, hvor lang vej der er endnu.
Det hele er sgu lidt op ad bakke lige nu.
