Jeg hader det.
Jeg hader, at flashbacks'ne kommer, så snart jeg har det bare en smule skidt. Jeg hader, at jeg ikke kan stoppe dem. Jeg hader, at de giver mig kvalme, og får mig til at føle mig så beskidt.
Jeg hader, at jeg ikke kan glemme det - og jeg ved udmærket godt, at det ikke bare er sådan noget, man glemmer.
Jeg hader, at jeg ikke tog imod hjælpen, første gang jeg fik den tilbudt.
Jeg hader, at det har gjort mig "endnu" mere syg. Jeg hader at et menneske skal have den magt over mig.
Jeg hader, at intet har været det samme siden - at JEG ikke har været den samme siden.
Jeg hader, at jeg stadig tuder og ryster over det, når de der kære flashbacks tager over. Jeg hader, at jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med det - for ingen har lært mig det.
Jeg hader, at jeg ikke kan snakke om det. Jeg hader, at jeg er så god til at gemme det væk - lige indtil, det ikke er muligt længere.
Jeg hader juni.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar