Hvor er det mærkeligt, hvor meget én person pludselig kan betyde, og hvor lidt andre betyder - hvordan man pludselig kun har øjne for ham.
Når selv Michael Clifford forsvinder ud af ens hjerne, så er det sgu ved at være alvorligt!!
Hvor er savn noget spøjst noget, og hvor kan det påvirke ens humør - især, når PMS'en samtidig slår til, haha. TMI? Possibly.
Hvor er følelser underlige - hvor er det hele mærkeligt, haha.
Men, ih... hvor er jeg forelsket - sådan helt... flyvende på lyserøde skyer, sommerfugle i maven, svedige håndflader og et dumt smil på læberne, forelsket. Og hvor kan jeg SLET ikke håndtere det! Men jeg får, forhåbentlig, tid til at vænne mig til det.
Og hvor kan 14 dage føles som meget, meget, meget lang tid - selvom jeg udmærket godt ved, at det ikke er lang tid, virker det helt uoverskueligt.
Men... det mest spøjse er, at man/jeg kan elske en så højt, at man helt glemmer, hvordan det føles at hade sig selv. Det tror jeg faktisk ikke, jeg har prøvet før.
Og at han så også gider mig, det... kan jeg slet ikke forholde mig til, lol. Men hvor gør det, og han, mig glad - bare, hvis det ikke skulle være gået op for dig/du/jer/I.
"I've got scars, even though they can't always be seen
And pain gets hard, but now you're here and I don't feel a thing."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar