15 år var slet ikke nok.

7 år er længe. 7 år er virkelig længe. Alt for længe, og jeg kan ikke overskue det.

Jeg kan ikke overskue, at det er 7 år siden, jeg har snakket med dig, set dig smile, og jeg kan SLET ikke overskue, at det er 7 år siden, der er nogen, der har omtalt mig som "Min bette piwe".

Det skal nok gå - det ved jeg godt. Jeg ved godt, at jeg bliver okay igen - på sigt. Jeg ved godt, at det bliver lettere igen - på sigt. Men, for fanden satan i helvede, kunne det ikke bare blive lettere nu? 

Jeg ved, igen, ikke, hvordan jeg skal komme ud af denne sorg og smerte. Jeg plejede jo at læne mig op ad dig i sådanne situationer - og selvom det er 7 år siden, jeg har kunnet det, har jeg ikke vænnet mig til det endnu. Vænner man sig nogensinde til, at mangle den, der var ens helt? Jeg har mine tvivl.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal "pakke" dette savn væk - jeg ved godt, at man skal give sig selv lov til at føle, at være ked af det og at græde, men det er fandeme svært, når man ikke har lyst til at være ked af det, savne og græde. 

Jeg har jo bare lyst til at have dig her - lige her, ved siden af mig, hvor du så tit sad, mens du kiggede på mig og smilede det der stolte smil, jeg savner så meget. 
Et smil, jeg tog så forgivet, fordi jeg vitterligt ikke troede, du nogensinde ville forlade mig - men det gjorde du. Ikke med din gode vilje, det ved jeg godt, men det gør ikke smerten mindre. 

Men jeg finder en måde at komme igennem det på - præcis som jeg gjorde for 7 år siden, da tæppet blev revet væk under mig. 
For jeg tror, selvom jeg ikke rigtigt tror på det (giver det her mening??), at du sidder og kigger ned på mig - stadig med det der stolte smil, og tænker "Det er min bette piwe!" - det er jeg nødt til at tro på, for ellers kan jeg slet ikke klare det her. 

Men jeg er stolt - jeg er stolt af at være dit barnebarn. Jeg er stolt af at have kendt dig. Jeg er stolt af, at du var stolt af mig, stort set lige meget hvad jeg gjorde. Jeg er stolt af, du elskede mig så højt, og jeg er stolt af, at jeg fik 15 år med dig - selvom det på ingen måde var nok. Jeg er stolt af dig, for du var den stærkeste mand, jeg har haft æren af at kende. 

Jeg takker dig, fra det inderste af mit lille, småknuste, hjerte - takker dig for kærligheden, inspirationen, grinene, krammene, omsorgen og, ikke mindst, de 15 år. Tak. 

"To have been loved so deeply,
Even though the person who loved us is gone,
will give us some protection forever." 

- J.K. Rowling.