Progress.

Jeg kom til at tænke på, da jeg sad hos min psykolog i dag, hvor meget der egentlig er sket de sidste par år. 
Jeg er rigtig god til at glemme, hvor "god" jeg er nu, men det slog mig pludselig i dag, at holy shit, hvor er jeg kommet langt!

Jeg er gået fra at være så angst, at jeg ikke kunne gå ud af mit hjem selv, til nu at gå rundt, som det egentlig passer mig. 
Fra at være så paranoid, at bare nogen kiggede "forkert" på mig, så troede jeg straks, at jeg ville dø/blive voldtaget/etc, til stort set ikke at mærke min paranoia mere. 
Fra at have så voldsom PTSD, at hvis nogen bare sagde ordet "voldtægt", så gik jeg i panik, til at kunne snakke åbent omkring (næsten) alt, der omhandler voldtægt.
Fra at være så fucking panisk, at jeg slet ikke kunne være alene, til at være alene hver eneste dag. 
Fra at være så stresset, at jeg, I shit you not, en dag stod og kiggede på mine bukser, og tænkte "Hvilken kropsdel skal de her på?", til at kunne klare MEGET mere (lidt udefinerbart, I apologize).
Fra at være så usikker, at jeg kiggede ned i jorden, når jeg gik forbi andre mennesker på gaden, til nu at smile til dem - for hvad nu, hvis jeg rent faktisk får et smil tilbage?
Fra at hade mig selv så meget, at selvskade var den eneste "løsning", til at have været "clean" i 2½ år, og egentlig synes, at jeg selv er helt okay (de fleste dage).

Jeg tror virkelig, jeg nogle gange glemmer at give mig selv credit - for som min psykolog sagde, så har medicinen gjort meget, men resten er fandeme min egen fortjeneste. You go, Sjelle! 

"I'm not where I need to be, but thank God I'm not where I used to be."