#WorldMentalHealthDay

Jeg havde tænkt mig at skrive et eller andet pisse inspirerende i dag. Har gået hele dagen og tænkt over, hvad jeg skulle skrive, for jeg kan da ikke holde min kæft i dag. 
Har gået og ventet på, at jeg skulle være inspirerende, at føle mig sej, og tænke "Fuck yeah, I got this!"

Det ironiske er så, at lige præcis i dag, hvor jeg gerne ville være inspirerende, er jeg det mindst inspirerende menneske på jorden. Men måske er det også det, der giver det mest realistiske billede af, hvordan det er i mit hoved.
Jeg kunne godt bilde jer alt muligt ind om, at jeg i dag har meldt mig ind i en eller anden forening, at jeg har trænet, eller at jeg har spist super sundt. Men det kunne ikke være længere væk fra sandheden.

Det mest "inspirerende" jeg har gjort i dag er, at stå ud af sengen. Og det er der sgu ikke meget inspiration over... eller er der??

Jeg synes egentlig, når jeg sådan lige giver mig selv et par minutter, at det er godt klaret, at jeg er kommet ud af sengen i dag. Jeg har fået makeup på, og jeg har taget tøj på. Jeg har endda været en tur nede i byen. (Vi snakker ikke om manglen på et bad i dag, okay.)

Jeg ville SÅ gerne være typen, der, trods den der krig i mit hoved, springer rundt, drikker smoothies, spiser sushi, løber en tur, fordi, hey, why the fuck not, og taber sig 20 kg, inden hun har set sig om.
Jeg tror bare, jeg er nødt til at komme til terms med, at det menneske er jeg ikke - og jeg bliver det nok heller aldrig. 
Jeg er, derimod, det menneske, der sover til klokken 13, når hun ikke skal i skole, for derefter at stå op og æde 3 toasts, fordi hovedet driller, og derefter lige kværne en durum også, fordi det er i maden, jeg finder mest trøst.
Så kværner jeg lige en pakke smøger, og nu sidder jeg tilbage med trangen til øl - den har jeg vist aldrig nævnt før...

Jeg er nødt til, at komme til terms med, at jeg nok aldrig bliver det menneske, jeg inderst inde meget, meget, meget gerne vil være. 

Det bliver ikke bedre herfra. Min sygdom bliver ikke bedre, og det gør min autisme heller ikke.
Men.. med lidt håb, og lidt, okay, meget, hårdt arbejde, så bliver jeg måske bedre.

Bedre til at håndtere de her dage, bedre til at finde ud af, hvad jeg skal gøre af mig selv, og måske, hvis jeg er rigtig heldig, kan jeg endda lære at acceptere ensomheden. For en stund. Ind i mellem. Time will tell. 

Undskyld for det her meget, meget, meget rodede indlæg, men, som sagt... jeg kunne ikke holde min kæft i dag.