Jeg hader denne her dag hvert år. Jeg hader, at det er din fødselsdag, og jeg ikke kan dele den med dig. Jeg hader at vide, at du aldrig kommer tilbage. Jeg hader det. Jeg magter ikke mere.
Jeg troede, det ville blive lettere. Det blev det med tiden, da mormor og faster døde. Men det er det bare ikke blevet. Kom nu hjem. Jeg tror stadig, det her er en dårlig joke. Jeg er overbevist om, at du står i døren en dag og siger "Hej min bette pige!", for det kan da ikke passe, at du er væk?
Og den eneste, der har givet mig følelsen af at være hel, siden den forfærdelige dag i januar for 2 år siden, vil ikke have noget med mig at gøre. Så jeg sidder bare her "...og hvad skal jeg så?" - hvor skal jeg gå hen? Jeg er totalt lost, vader bare rundt uden overhovedet at se, hvad der sker.
Og så sidder folk der "Tror du ikke, farfar sidder oppe i himlen og spiser lagkage?!", "Han må da have opført sig godt, med sådan noget fint vejr!" - hold nu for helvede kæft. Lad være med at minde mig om, hvilken dato det er. Og så kørte vi igennem Haunstrup på vej til Herning. Så hang "Jyllands Park Zoo" skiltet bare der og mobbede mig.
Kom nu hjem, kom nu hjem, kom nu hjem, jeg kan ikke det her alene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar