Blob.

Har ikke engang styr på, hvor mange gange jeg har brugt den overskrift... Jeg er så god til overskrifter. Aaaanywas.

Nogle gange ville jeg virkelig ønske, jeg var normal. Jeg kan, for det meste, se min autisme som noget godt. Jeg ser, for det meste, fordele, frem for ulemperne. Jeg kan sagtens huske, hvor glad jeg blev, da jeg fik diagnosen. Jeg var så glad for at være "speciel". Jeg var så glad for, at jeg ikke var som alle andre. Det er jeg stadig, for det meste. Kan mærke, jeg kommer til at bruge "for det meste" meget i dette indlæg.

Jeg har ikke noget mod at være autist. Jeg er glad for, jeg har nogle styrker, som "normale mennesker" måske ikke ville have. Men hvor ville jeg nogle gange ønske, at jeg var normal. Ikke kedelig eller ordinær, slet ikke, men bare... at min hjerne fungerede, som "normale mennesker"'s hjerner gør. Det ville være lettere ind i mellem, tror jeg, da samfundet er bygget op af "normale mennesker", og derfor er indrettet efter dem. 
Jeg hader at indrømme det, men jeg tager ind i mellem mig selv i at tænke "tænk hvis du var normal", og så smile over det, fordi jeg ville ønske, det var sandt. Men... jeg vil jo ikke være normal. Jeg er, af en eller anden grund, utrolig.. nærmest stolt af at være autist. Jeg føler mig speciel, vel fordi jeg deler diagnose med mange "store" mennesker - Einstein, Mozart, Bill Gates, Beethoven osv. Jeg har hele tiden den der "De kunne gøre noget stort, så kan du også" i baghovedet. Men jeg er begyndt at frygte, at det bare putter yderligere pres på mig selv. Jeg ved jo godt, jeg ikke kan hamle op med dem. Jeg er ikke noget geni, jeg er ikke en fantastisk pianist, jeg kan ikke opfinde en computer osv. Men jeg håber bare, at min autisme kan hjælpe mig til, at jeg ikke bare bliver... lige gyldig. Det er nok min største frygt - at jeg sidder som 50-årig og har udrettet.. intet. 

Jeg finder utrolig stor inspiration i musikere, som er "syge" - mentalt. Max Bemis, Demi Lovato osv, for jeg sidder og tænker "De er blevet noget, selvom de har deres problemer, og de er fantastiske". Jeg ser utrolig meget op til dem begge, selvom Demi kun er 2 år ældre end mig. Det ødelægger også lidt mit "image", at jeg ser op til en Disney stjerne. Mange står virkelig og griner, fordi de tror, jeg joker. Men jeg er dybt seriøs - hun er fantastisk. Har nok et lille crush på hende, lol.
Max Bemis er intet mindre end et geni - tak til Emil for at introducere mig til hans musik. 

Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det her, alle disse tanker overvældede mig bare på vej hjem, og som altid skal de ud her.

Blob.

Jeg er ikke god til det her. Jeg er ikke god til at skulle leve med, at du ikke er her mere. Jeg kan stadig ikke forstå det. Jeg kan ikke forstå, hvorfor den eneste faderfigur, jeg nogensinde har haft, skulle rives fra mig på den måde. Jeg kan ikke forstå, at jeg for helvede ikke sagde til en eller anden, at du ikke bare havde lungebetændelse, for jeg var åbenbart den eneste, der kunne se det. Men jeg siger til mig selv, at du ikke havde lyttet alligevel. Det er jeg nødt til. Skylden er alt for stor. 

Undskyld. Undskyld jeg ikke fik sagt ordentlig farvel. Undskyld jeg ikke sad hos dig. Undskyld jeg ikke fik krammet dig, undskyld jeg ikke var der. Jeg hader mig selv for det hver eneste dag. Jeg ved, at du var en voksen mand på 86, men jeg er så ked af, jeg ikke var der. At jeg ikke.. gjorde noget.


Jeg mangler dig stadig hver eneste dag. Du er stadig den første, jeg vil fortælle det til, når der er sket noget - godt eller skidt. 
Jeg er så ked af, du ikke så mig få det bedre. Jeg er ked af, at mine børn aldrig skal møde dig, kun høre om dig. Jeg er ked af, at selv min søster ikke kendte dig. Men alligevel, selvisk som jeg er, er jeg glad for det, for så føler jeg, jeg havde dig for mig selv. Nok mest fordi, jeg var den yngste - af dem, du havde kontakt til. Jeg skulle aldrig dele dig med nogen. Jeg har altid været din "bette piwe", og jeg savner godt nok at høre dig sige det stolt, når vi mødte folk i byen. 


Skal jeg finde ét lyspunkt er det, at jeg ikke frygter døden mere. For jeg ved, når den dag kommer, så er du der. Jeg ved ikke, hvor vi ender, når vi dør, men jeg ved, du nok skal være der til at redde mig. For en sidste gang.

 

R.I.P, jeg elsker dig. Jeg håber, du er et bedre sted nu. 

Blandet lort part 10.

Jeg har svært ved at tage det seriøst, når folk, jeg aldrig ser eller hører fra, skriver "Ej, jeg kommer virkelig til at savne dig, når du flytter!" - undskyld mig, hvad? Kunne godt være, du skulle have tænkt på det noget før, sugar.

Jeg er rigtig dårlig til at tilgive. Jeg kan ikke finde ud af det, og det irriterer mig grænseløst. Hvis en person har behandlet mig dårligt, kan jeg ikke blive venner med personen igen. På nær Kalør... Don't even know how that happened.
Jeg kan ikke holde ud at se på mine ekskærester. Jeg kan ikke holde ud at se på folk, der enten har såret mig eller trådt på mig. Jeg ved ikke, hvordan man "bygger den der bro", og kommer videre. Jeg kan kun tænke på hævn. Det er næsten sygeligt.
Jeg kan heller ikke finde ud af det der med, når folk har forladt mig - det lyder dramatisk, I know, men hver gang en eller anden bestemmer sig for at skride ud af mit liv, føler jeg mig direkte forladt - og så de kommer tilbage igen, og undrer sig over, jeg ikke virker særlig åben. Hvad fanden vil I have, en fucking medalje, fordi I valgte at "komme tilbage"?

Jeg føler mig så ynkelig, fordi jeg er ved at dø over, jeg ikke ser Søren før den 13. Og så er han syg, og jeg har bare lyst til at tage op og passe ham. Meh.

Jeg glæder mig til at flytte. Jeg glæder mig som et lille barn. Glæder mig til at prøve noget nyt, blive udfordret på en ny måde, få, forhåbentligt, nye venner og bare... begynde at være teenager. Det er ikke ligefrem fordi, jeg har mange år tilbage, lolz.

Nu vil jeg gå i bad, for jeg har lige brugt 40 minutter på min motionscykel, og jeg er fucking ulækker. Cya bitches!