Jeg har svært ved at tage det seriøst, når folk, jeg aldrig ser eller hører fra, skriver "Ej, jeg kommer virkelig til at savne dig, når du flytter!" - undskyld mig, hvad? Kunne godt være, du skulle have tænkt på det noget før, sugar.
Jeg er rigtig dårlig til at tilgive. Jeg kan ikke finde ud af det, og det irriterer mig grænseløst. Hvis en person har behandlet mig dårligt, kan jeg ikke blive venner med personen igen. På nær Kalør... Don't even know how that happened.
Jeg kan ikke holde ud at se på mine ekskærester. Jeg kan ikke holde ud at se på folk, der enten har såret mig eller trådt på mig. Jeg ved ikke, hvordan man "bygger den der bro", og kommer videre. Jeg kan kun tænke på hævn. Det er næsten sygeligt.
Jeg kan heller ikke finde ud af det der med, når folk har forladt mig - det lyder dramatisk, I know, men hver gang en eller anden bestemmer sig for at skride ud af mit liv, føler jeg mig direkte forladt - og så de kommer tilbage igen, og undrer sig over, jeg ikke virker særlig åben. Hvad fanden vil I have, en fucking medalje, fordi I valgte at "komme tilbage"?
Jeg føler mig så ynkelig, fordi jeg er ved at dø over, jeg ikke ser Søren før den 13. Og så er han syg, og jeg har bare lyst til at tage op og passe ham. Meh.
Jeg glæder mig til at flytte. Jeg glæder mig som et lille barn. Glæder mig til at prøve noget nyt, blive udfordret på en ny måde, få, forhåbentligt, nye venner og bare... begynde at være teenager. Det er ikke ligefrem fordi, jeg har mange år tilbage, lolz.
Nu vil jeg gå i bad, for jeg har lige brugt 40 minutter på min motionscykel, og jeg er fucking ulækker. Cya bitches!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar