Blob.

Har ikke engang styr på, hvor mange gange jeg har brugt den overskrift... Jeg er så god til overskrifter. Aaaanywas.

Nogle gange ville jeg virkelig ønske, jeg var normal. Jeg kan, for det meste, se min autisme som noget godt. Jeg ser, for det meste, fordele, frem for ulemperne. Jeg kan sagtens huske, hvor glad jeg blev, da jeg fik diagnosen. Jeg var så glad for at være "speciel". Jeg var så glad for, at jeg ikke var som alle andre. Det er jeg stadig, for det meste. Kan mærke, jeg kommer til at bruge "for det meste" meget i dette indlæg.

Jeg har ikke noget mod at være autist. Jeg er glad for, jeg har nogle styrker, som "normale mennesker" måske ikke ville have. Men hvor ville jeg nogle gange ønske, at jeg var normal. Ikke kedelig eller ordinær, slet ikke, men bare... at min hjerne fungerede, som "normale mennesker"'s hjerner gør. Det ville være lettere ind i mellem, tror jeg, da samfundet er bygget op af "normale mennesker", og derfor er indrettet efter dem. 
Jeg hader at indrømme det, men jeg tager ind i mellem mig selv i at tænke "tænk hvis du var normal", og så smile over det, fordi jeg ville ønske, det var sandt. Men... jeg vil jo ikke være normal. Jeg er, af en eller anden grund, utrolig.. nærmest stolt af at være autist. Jeg føler mig speciel, vel fordi jeg deler diagnose med mange "store" mennesker - Einstein, Mozart, Bill Gates, Beethoven osv. Jeg har hele tiden den der "De kunne gøre noget stort, så kan du også" i baghovedet. Men jeg er begyndt at frygte, at det bare putter yderligere pres på mig selv. Jeg ved jo godt, jeg ikke kan hamle op med dem. Jeg er ikke noget geni, jeg er ikke en fantastisk pianist, jeg kan ikke opfinde en computer osv. Men jeg håber bare, at min autisme kan hjælpe mig til, at jeg ikke bare bliver... lige gyldig. Det er nok min største frygt - at jeg sidder som 50-årig og har udrettet.. intet. 

Jeg finder utrolig stor inspiration i musikere, som er "syge" - mentalt. Max Bemis, Demi Lovato osv, for jeg sidder og tænker "De er blevet noget, selvom de har deres problemer, og de er fantastiske". Jeg ser utrolig meget op til dem begge, selvom Demi kun er 2 år ældre end mig. Det ødelægger også lidt mit "image", at jeg ser op til en Disney stjerne. Mange står virkelig og griner, fordi de tror, jeg joker. Men jeg er dybt seriøs - hun er fantastisk. Har nok et lille crush på hende, lol.
Max Bemis er intet mindre end et geni - tak til Emil for at introducere mig til hans musik. 

Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det her, alle disse tanker overvældede mig bare på vej hjem, og som altid skal de ud her.