Michelle Nørgaard

Jeg hader at være så usikker. Jeg hader, at jeg aldrig føler, at jeg er god nok. At jeg altid er så fucking bange for at blive erstattet, 24/7. 

For hvorfor skulle jeg være god nok? Jeg kan ikke selv se det. Jeg kan kun se alt det, der er forkert. Hvor stor min mave er blevet, hvor meget mine lår blævrer, enhver lille ikke-perfekt ting i mit ansigt, som jeg desperat forsøger at dække med make-up hver dag. 

Jeg hader, at jeg ikke kan græde overfor nogen, med mindre jeg er fuld, for så kommer det satme ud, da. 
Jeg hader, at jeg ikke kan sige, når noget irriterer mig, hvis det handler om dem, jeg elsker højest, for jeg er så bange for, at de så siger "Fuck it, du var ikke det værd alligevel", for det har så mange allerede gjort. Og jeg ved godt, jeg ikke er det værd, jeg behøver bare ikke blive mindet om det. 

Jeg hader, at jeg får det så dårligt, hver gang jeg har spist, for jeg ender jo bare med at blive endnu mere fed. Jeg hader, at jeg ikke engang kan gå rundt i undertøj, i min egen lejlighed, når jeg er alene. Selv når jeg er alene, kan jeg ikke klare det, for jeg kan ikke holde ud at se på det. 

Jeg er træt af, at jeg føler, jeg ikke kan finde ud af noget. Jeg hader, at jeg har så meget brug for bekræftelse, lige meget hvad jeg laver. Jeg hader, at jeg har brug for at høre "Jeg vil stadig have dig" stort set hver dag. 

Jeg ville ønske, jeg kunne holde mig selv ud. Jeg behøver ikke elske mig selv, ikke engang at kunne lide mig selv, bare jeg dog.. bare jeg kunne holde det ud, you know? 
Hating yourself gets hard in the end.