Michelle Nørgaard

Jeg prøver på ikke at blive bitter. Jeg prøver virkelig. Jeg prøver ikke at have ondt af mig selv, at hade verden og forsøger at se på de lyse sider. Men der er virkelig dage, hvor jeg ikke kan se pointen i det.

Jeg siger ikke, at jeg vil dø, overhovedet. Tanken har ikke strejfet mig i flere måneder, hvilket jeg er ret stolt over. 
Jeg mener blot, at hvis mit liv skal være så hårdt de næste.. 50 år, det.. den tanke har jeg svært ved at håndtere.
- Jeg ved udmærket godt, jeg lyder som en lille emo tøs nu, men det er min blog, so take it or leave it. 

Jeg synes, det er hårdt. Det er hårdt at være et sted, hvor man ikke er glad for at være, det er hårdt at leve med konstant angst, paranoia og de mavesmerter, der næsten er vendt tilbage med fuld kraft. 
Jeg får tit at vide, at jeg skal fokusere på de gode ting, og det ved jeg godt, og jeg prøver. Men der er bare dage, hvor jeg er nødt til at give mig selv lov til at være bitter.
Give mig selv lov til at tænke "Fuck, hvorfor er det mig, det skal gå ud over? Hvorfor kan mine venner gå i skole, få hue på, arbejde og endda få børn, mens jeg sidder fast her? Hvad har jeg gjort forkert, siden jeg ikke kan bare én af de ting?"

Jeg ville ønske, jeg kunne trykke på en knap, og så var alt ok. Jeg er så træt af, at jeg bare sidder fast her, og jeg kan ikke gøre en skid ved det.
Jeg er træt af at bruge alle mine dage på Tumblr, Facebook, Sims, film og bøger. Jeg elsker alle de ting, men jeg vil ikke bruge hele mit liv på det.

Jeg havde aldrig forestillet mig, da jeg drømte om at være 18, at jeg ville sidde på et bosted og have absolut intet indhold i min hverdag. Hvis det ikke var for Katrine, ville jeg ikke kunne holde det ud. Heldigvis har jeg hende.