Jeg græder normalt ikke over film, serier osv - der skal utrolig meget til. Men på det sidste, har jeg grædt over True Blood, og ellers har jeg ikke grædt over en film/serie siden Hvidsten Gruppen.
Og jeg er kommet frem til, at i begge dele er det fordi, broderen kommer til skade/dør, og det er nok det værste, jeg kan forestille mig. Min bror betyder alt for mig.
Han den lille lort, der gemmer mine sko, så jeg ikke kan komme ud at ryge, ham der ikke kan sidde stille, ham man nogle gange bare tænker "wtf is wrong with you?" om, men samtidig ham, som kan redde mine værste dage.
Hans smil er det smukkeste, jeg nogensinde har set. I mine øjne er han den smukkeste, sødeste, mest charmerende, røv irriterende, kærligste, ærligste og mest fantastiske fyr i verden, selvom han kun er 6 år gammel.
Jeg kan ikke forestille mig, hvad jeg ville gøre, hvis noget skete ham, og jeg er derfor alt for overbeskyttende, hvilket han også minder mig om. Men tanken om, at noget skulle ske ham, lige meget hvad, er næsten for meget til, at jeg kan bære.
Jeg ville opgive alt for at redde ham, og hvis dagen kommer, springer jeg gerne ud foran en bil for hans skyld.
Ingen fyr kan nogensinde konkurrere med ham, og ingen pige vil nogensinde være god nok til ham. Han er min lille dreng, og det vil han altid være - selvom han sikkert bliver 2 meter og træls, så er han stadig min lille skat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar