Noget af det værste ved alt det her er, at jeg ikke kan gå i skole, hvis det da ikke er det værste.
For det er det eneste, jeg kan finde ud af. Jeg kan naile et essay, jeg kan klare ligningerne, jeg klarer diktaterne uden at læse op, jeg har aldrig læst op til en prøve, men jeg har altid klaret det.
Jeg glemmer aldrig min gamle lærers reaktion, da jeg lavede min sidste opgave - han kiggede på mig og sagde "Jeg tror ikke, det kan gøres bedre!", med sådan en stolthed i stemmen, og jeg følte mig.. noget værd.
For let's face it, jeg kan ikke synge, jeg kan ikke danse, jeg kan ikke skrive musik, jeg kan ikke tegne, jeg kan ikke male, jeg kan intet, udover at klare skolearbejdet, og jeg mangler den smule selvtillid, det giver mig.
Jeg har altid været en af de få personer, der rent faktisk brød sig om at gå i skole - hvis man skar alt det sociale fra, al mobningen, og alle de verbale tæsk, jeg måtte gennemgå hver dag. Jeg hadede frikvartererne, jeg ville hellere ind og lære noget.
Jeg har altid haft en utrolig lyst til at lære, til at få noget mere viden, og det har altid sat sig fast - hvis jeg først har lært noget, så glemmer jeg det ikke. Selvom jeg ikke har lært noget om grammatikreglerne i 4 år, så kan jeg dem stadig. Jeg ved, hvordan ting skal stilles op, hvordan man skriver det, så det fanger - for det meste.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar