7 ting, jeg hader.

Folk, der kategorisk vælger at udtale mit navn MichellE.

- e'et er stumt, get it in your head.

Pædagoger.

- jeg har ikke temperamentet til dem.

Mænd.

- no explanation needed.

Folk, der har et overforbrug af ";)" smileyen.

- no one winks that much!!!!!!

Folk, der kommenterer min vægt.

- jeg kom ud af en spiseforstyrrelse, jeg har taget på, get over it.

Når den film/serie, jeg vil se, ikke er på Netflix. 

- jeg (min mor) betaler 79 kroner i måneden for det her lort, så kan I godt have True Blood og Hunger Games.

Når jeg har notesbøger, men ikke ved, hvad jeg skal bruge dem til.

- føler mig som en forræder.  

 
   

Jeg føler, at jeg bliver kvalt.
Kvalt af forelskelsen, kvalt af usikkerheden, forvirringen, og, mest af alt, kvalt af sommerfuglene i min mave.

Jeg ved jo godt, det her er en dårlig idé. Det kan ikke ende godt, men jeg kan slet ikke se hen til enden endnu, selvom jeg næsten kan mærke den, pga. dit fravær. 

Jeg bliver kvalt af de ting, du gør, og de ting, du siger. 
For hvorfor skulle du være anderledes? Hvorfor skulle du ikke også forlade mig, ødelægge mig, så jeg bare står tilbage som en skal af et menneske?

Men så husker jeg dine øjne, dit smil, dine overarme, den måde, du blidt tog fat om min hage, da du kyssede mig på, og så er jeg ligeglad. 

Jeg er ligeglad med, om dette ender galt. Jeg er ligeglad med dit problem. Jeg er ligeglad med, hvor mange piger du har været sammen med, og om de har hørt det samme, som du har fortalt mig. 

Jeg er ligeglad. Hvis bare jeg kan få én weekend mere sammen med dig, der hvor jeg næsten kan omfavne lykken, så er jeg ligeglad.
Go ahead and tear me apart, I'll still love you with all the little pieces.  

Jeg tror, vi alle har prøvet det der med, at blive skiftet ud for en anden. At man pludselig ikke er god nok, fordi den man elsker, fandt en anden. Og det gør ondt. Virkelig ondt.

Men så kan man blive erstattet af noget andet, noget falsk, noget.. materialistisk. Nemlig hashen.
Og det gør, efter min erfaring, endnu mere ondt.

Tanken om, at jeg er blevet valgt fra, fordi et stof var bedre end mig, det er næsten ikke til at bære. Men I kender mig jo efterhånden, så en del af mig kan sagtens forstå det, for hvis jeg skulle være i et forhold med mig, så ville jeg sgu også have brug for en måde at slippe væk på.

Og hvis jeg så bare kunne sige, at det var sket én gang, så ville det være.. næsten okay. Men næh nej. Hele 3 gange måtte jeg igennem det, så sent som i oktober. Og jeg prøver virkelig at få det her til at lyde som om, jeg IKKE leder efter medlidenhed, for det gør jeg ikke, jeg kom bare til at tænke på det hele.

Og så tænker jeg - skal jeg virkelig prøve det? Er jeg nødt til at prøve det, for at finde ud af, hvad der er så fedt ved det, eller er det bare mig, der er et forfærdeligt menneske, så mine flirts og kærester skal bruge hash for at holde mig ud? Hvad handler det om, for jeg forstår det ikke.

Hvorfor skulle jeg bruge en hel weekend på at se ham, jeg elskede, ryge sig skæv, med sig selv, fordi han havde det skidt? (misforstå mig ikke, han havde det virkelig skidt, men jeg mener, der er andre måder at håndtere det på. Det har jeg gjort.)

Jeg forstår det ikke. Jeg kommer aldrig til at forstå det. Jeg ved bare, at jeg er færdige med fyre på stoffer. Om det så "bare" er hash. 

Jeg bliver ved med at tænke, at hvis jeg bliver den samme pige, som jeg var dengang, så kan du måske lære at elske mig igen.

Så kan vi måske få vores tid tilbage, og alt kan være okay, selvom alt samtidig er i stykker.

Så hvis jeg nu kommer under de 50 kg igen, farver mit hår sort, klipper det, og går i mit gamle tøj, kommer du så tilbage til mig?

For jeg sidder her og mangler dine arme omkring mig, for der kunne jeg trække vejret.  

I'm a boomerang, doesn't matter how you throw me, I turn around and I'm back in the game. 

Even better than the old me, but I'm not even close without you.

If you ask me how I'm doing, I would say I'm doing just fine,I would lie and say that you're not on my mind.
But I go out and I sit down at a table set for two - and finally I'm forced to face the truth, no matter what I say I'm not over you.

Update

Jeg er nu kommet på plads i lejligheden, og skal for første gang sove her alene i nat... er spændt på at se, hvordan det kommer til at gå.

Selvom det er hårdt at være hjemmefra, og jeg savner mit værelse, min mor, min kat, mit ordentlige tv, og endda mine lyserøde vægge, så er jeg okay.

Jeg bor sammen med de sødeste piger, jeg kunne ikke have ønsket mig sødere housemates. Lejligheden er hyggelig, atomsfæren her er også hyggelig, og det meste er okay.

Men når det så bliver aften, og mørket falder på, så bliver det hele pludselig lidt mere ubehageligt. 
Så kan jeg kun tænke på min kat, min mor, min far, mit værelse, selv min fars sofa, for der vil jeg hellere være.

Jeg håber, og tror lidt, at det kun er i en periode, det skal være så svært. Jeg er lige flyttet ind, jeg jeg skal lige vænne mig til det.

Men samtidig føler jeg mig så svag, for jeg er jo for helvede næsten 19 år gammel, jeg burde godt kunne klare det her. Så siger alle, at jeg klarer det åh så fint, og at de også havde det sådan, men jeg føler mig bare som Palle alene i verden, når jeg sidder her bag mine 4 vægge, og jeg ikke rigtigt kan stoppe tårerne.
Og så føler jeg mig åh så svag. 

Sikke en munter update. 

Jeg tror ikke, jeg er i stand til at blive forelsket mere. I hvert fald ikke i en "ny".

Jeg møder skam fyre, og de er da søde, og det er meget hyggeligt at kysse med dem, men derudover er der intet i det. Jeg kan ikke få den følelse frem igen.

Jeg ved ikke, om jeg er blevet kold og kynisk, men jeg tror simpelthen ikke på det mere. Jeg tror ikke på det der kærlighedsfis, slet ikke alt det der "forever". Everybody leaves in the end.

Eller måske er det fordi, jeg ikke kan komme over ham. Fordi, han stadig er i mit hoved, og jeg sammenligner alle med ham, og ingen desværre er lige så perfekte. Selvom han er alt andet end perfekt. Does this make any sense? 

Før blev jeg forelsket, bare en fyr sagde, at jeg var pæn (overdrivelse fremmer forståelsen), men nu føler jeg slet ikke, at jeg er i stand til det. For det er skam ikke fordi, der ikke er kandidater, som jeg for få år siden var blevet fuldstændig head over heels forelsket i, følelsen er der bare ikke mere.

Og jaja, jeg ved det godt, jeg er KUN 18 (19 om 24 dage, bitchessss!), og det skal nok komme igen, når "mr. right" kommer forbi. Hvor jeg dog lyder som min mor lige nu. 

Men jeg er bare så træt af at være ensom, men samtidig vil jeg ikke være sammen med en, jeg ikke er forelsket i. 

Og så hjælper det heller ikke, at jeg ikke tror fyre en skid, når de kommer med alle de der komplimenter. (Dette var ikke sagt for at pudse min egen glorie, jeg er bare en generaliserende kælling).
Jeg kan kun tænke "Jaja, hvor mange har du sagt det til?", for jeg ved jo godt, at jeg ikke er noget særligt, og hvorfor skulle nogen dog synes det? 

Årh, teenageissues.