Jeg vidste godt, at det ville blive hårdt, at han tog af sted. Jeg vidste godt, at jeg ville være mere alene, og at jeg ikke vil se så mange mennesker længere.
Men jeg regnede ikke med, i min vildeste fantasi, at det ville være så hårdt, som det er lige nu.
Jeg har to hjem - her, og hos ham. Og tit føler jeg mig mere hjemme hos ham. Og jeg har ikke været der i snart to uger. Det driver mig til vanvid.
Selv hans forældre savner jeg - de der flabede kommentarer fra hans far, og omsorgen fra hans mor.
Jeg synes, der er rigtig længe til på torsdag - og endnu længere til juni, hvor han kommer hjem igen.
Jeg føler ikke, at jeg har så mange at snakke med det her om - jeg kan jo umuligt sige det til ham - jeg har givet ham nok skyldfølelse. Og det er jo ikke et spørgsmål om, at jeg ikke KAN klare mig. Det handler bare om, at jeg savner ham. Noget så inderligt.
Så det går ud over min mor - og hun siger det samme hver gang; "Skal jeg tage op og hente ham?!", og hver gang siger jeg ja. Med et grin og et lille håb om, at hun måske gør det.
Jeg har ikke rigtigt tænkt over, hvor få venner, jeg har tilbage, inden han tog af sted. Det var som om, at det næsten var lige meget, for jeg havde jo ham. Jeg kunne altid tage derom, og så var han klar med kram og Modern Family, Find Nemo eller Tim Burton film. Mere kompliceret var det ikke.
Men nu går det op for mig, hvor mange der er faldet fra, siden jeg er blevet syg - hvor mange, der ikke engang har forsøgt at forstå, men bare er smuttet. Og så føler jeg mig endnu mere alene, når jeg sidder og stalker dem på Facebook.
Og hvor mange, som egentligt forstår mig rigtig godt, der ikke prøver at holde kontakten ved lige. Måske er det bare mig, der er noget galt med. Jeg ved det ikke.
Jeg vil bare gerne have et af de der bamsekram, jeg altid havde mulighed for at få - om jeg så kom og vækkede ham, jeg havde pisset ham af, eller jeg lige havde slået ham (er ikke så voldelig, som jeg lyder lige nu).
Jeg ved bare ikke helt, hvad jeg skal stille op lige nu. Jeg skal nok finde ud af det, det er jeg sikker på, men lige nu er det bare svært.
Jeg ér gået en buksestørrelse ned - yay me! Det føles helt fantastisk - 2 størrelser mere ned, så er jeg tilfreds (tror jeg).
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det i dag. Jeg havde det rigtig godt tidligere, men nu er jeg lidt mere.. "Meh". Jeg er træt - ufattelig træt. Jeg kan ikke sove så længe, som jeg kunne før - sikkert min nye medicin. Men derudover er jeg vel egentlig okay.
Jeg er bare træt af at drømme om mine ekskærester. Om alle de fyre, der forlod mig. I nat var det Søren, der stod for skud. Og da jeg vågnede, havde jeg tårer i øjnene, og tænkte "Fuck. Dig. Dit svin." - sådan har jeg egentlig, næsten, tænkt, siden vi gik fra hinanden, men det blussede bare lige op i dag.
Jeg kom til at tænke på noget, min fætter sagde til mig til min konfirmation; "En drage flyver bedst i modvind" - og det er vel egentlig rigtigt. Jeg ved ikke, hvorfor det satte sig fast for 10 minutter siden, her næsten 6 år efter, men jeg er blevet sådan helt "Nå ja. Okay så" efter, jeg kom i tanke om det. Utroligt, hvad nogle ord kan gøre ved vores opfattelse af verden.
Træning... Jeg burde virkelig. Men jeg har kvalme. Og ondt i maven. Jeg har spist for meget til aftensmad. Men det er vel heller ingen, der siger, at jeg SKAL træne 45 minutter HVER gang - jeg kunne jo starte med 35 og så se, hvordan jeg har det. Ja. Det gør jeg. Godt så!
Jeg er for dårlig til at få skrevet om mandagen... Jeg beklager meget!
Jeg er lige nu helt død oven på dagens træning - jeg tror, min nye medicin gør det hårdere, uden at skulle lyde som en crybaby, for så hårdt var det sgu ikke i sidste uge, og jeg træner altså kun 3 minutter mere, end jeg gjorde der. Men who knows!
Det er lidt sjovt - jeg startede med at træne den 31. december, og der trænede jeg omkring 20 minutter, med en enkelt pause. I dag har jeg trænet 45 minutter, uden pause - jeg kan ikke undgå at føle mig lidt sej. Trænede mig endda igennem hele Don't Panic albummet - men er der også noget mere motiverende, til at blive sexet, end Alex' stemme? Jeg tror det ikke....
Det er ikke gået så godt med kosten på det sidste - jeg har snydt ALT for meget. Så nu skal jeg lige hive mig selv i nakken (er det ikke sådan, udtrykket er?...), så jeg kan komme i gang igen.
Jeg tror også, uden at være sikker, at jeg er gået en buksestørrelse ned - mine sorte skinny jeans er i hvert fald blevet alt for store. Som min mor siger, så får jeg hængerøv i dem, haha.
Tænk - mig med for store bukser! Jeg er fandeme stolt, hvis det passer. Og også alligevel, egentlig.
Nu vil jeg spise noget aftensmad, og så i et, meget tiltrængt, bad, selvom I jo godt ved, at jeg hader at gå i bad.
Jeg har besluttet mig for (Oliver bestak mig...), at jeg vil skrive om mine to favorit drenge, mens jeg sidder og spiser Mini Mix.
Jeg tror tit folk undervurderer, hvor meget de her to idioter betyder for mig. Hvor glad de gør mig, hvor godt de forstår mig, og hvor let de kan få det hele vendt op og ned - både på godt og ondt.
Jeg snakker (selvfølgelig...) om Mikkel & Oliver - nok de bedste venner, man kan bede om.
Jeg har kendt Mikkel siden, jeg var helt lille - da vi begyndte i børnehaveklasse sammen. Jeg hadede ham. Og han hadede mig. Og sådan gik det egentlig, indtil vi kom i 9. klasse (eller, han gjorde, jeg var jo droppet ud) - der kom jeg om til en fest hos ham, og så har vi, pretty much, været uadskillelige siden, på nær en enkelt pause.
Han er sådan et menneske, man bare MÅ kende, kramme og holde af. Der er ikke andre muligheder - jeg kan i hvert fald ikke se dem. Og så de der brune øjne......
Oliver har jeg kendt siden, vi gik i 6.-7. klasse - jeg kan ikke lige huske det (autism brain, wtf is wrong with you?), men det har fandeme ALTID været underholdende. Jeg kender ingen mere random, irriterende, sød, charmerende og kærlig.
Første gang, jeg var sammen med ham, gav han sig til at lege varulv - I mean, wtf boy? Og det er på ingen måde blevet mindre mærkeligt siden.
Som Oliver siger, så er vi de 3 musketerer - bare en tand mere dovne. Jeg tror ikke, der er nogen, der forstår vores humor, når vi er sammen, udover os. Og jeg forstår ikke jeres fascination af Polle Fiction, guys. Der er et eller andet galt med jer.
De har været en kæmpe støtte, lige siden jeg første gang lukkede dem ind - noget, jeg aldrig har fortrudt, selvom de drikker alle mine sodavand og Red Bull. Hvis der er nogen, jeg altid kan regne med, så er det de to - om klokken så er 02:00, eller jeg ikke tør gå i skole, eller jeg bare har brug for et kram, så er de der - også selvom Oliver, for det meste, kun kan sende virtuelle kram.
Og hver gang, jeg er sammen med dem, er et nyt eventyr. Man ved aldrig, hvad der skal ske - noget, jeg kun kan holde ud med de to.
Så, søde venner - tusind tak for alt. Jeg elsker jer himmelhøjt, og jeg ville aldrig kunne undvære jer, so please don't leave me, haha.
- ikke kan stå for!
- Blå eller brune øjne.
- Blondt hår.
- Krøller (Harry Styles - behøver jeg sige mere?)
- Spidse hjørnetænder.
- Fyre, der kan rocke skinny jeans.
- Fyre i band shirts.
- V-lines (lidt tøset er man vel...)
- Det der flabede, skæve smil. Min eks er mester i at lave det.
- Fyre, der bruger cologne.
- Fyre i rødt.
Hej, mine søde læsere.
Jeg gik i gang med et vægttab efter nytår, og jeg har besluttet mig for at opdatere herinde, i stedet for at bombadere mine Facebook-venner med, hvordan det går - så kan de jo selv vælge, om de vil læse det! Så jeg vil PRØVE (voldsomt!) på, at opdatere omkring mit vægttab hver mandag - selvom jeg desværre er smadret de fleste mandage, og normalt ikke træner der, haha.
Nå, men lige nu ser det sådan ud;
I dag har jeg trænet en halv time, da jeg simpelthen ikke holde mere ud, da jeg ikke har trænet i en uge, og startede på motionscyklen - så får man sgu ondt i røven efter en halv time!
Jeg har dog spist for meget franskbrød i dag (ingen nævner NOGET om den halve grillkylling til aftensmad!!), men har også fået 2 æbler og en lækker smoothie, som jeg næsten drikker hver dag inden træningen.
Tilbage til det spændende!
Jeg har tabt mig 4 kg. siden den 2. januar - det går ikke så fandens stærkt, men heldigvis går det da fremad! Min drøm er, at smide 15-18 kg i det hele - så kommer jeg ned på min vægt fra april 2012 (Ja, jeg har været stor SÅ længe!!), og det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg ved, det kommer til at kræve en masse hård træning og viljestyrke, men jeg tror sgu, i hvert fald lige nu, at jeg nok skal klare det - om ikke andet, så på et eller andet tidspunkt!
Ville allerhelst gerne være fit til sommer, så jeg kan gå i bikini uden at tænke "De kigger, de kigger...", men det når jeg sgu nok ikke.
Jeg kan allerede se forskel, når jeg er iklædt mit træningstøj - jeg har ikke 3 deller længere, som jeg havde, da jeg gik i gang den 31. december! Så det er rigtig dejligt.
Nu har jeg vist også skrevet nok...
