Så er jeg på den igen - kan ikke tænke på andet end dig. Hvis dette skal til at ske hver søndag, så skriger jeg.

Hvorfor går et billede mig sådan på? Jeg vidste jo godt, du ikke lå og græd over mig, jeg er jo ikke dum - lever i benægtelse, muligvis, men dum, nej.
Det var jo BARE et billede. Og hvad så, hvis du er kommet videre? Eller... Du ER kommet videre. Og det er jeg jo sådan set også. For det meste. Så længe jeg ikke drømmer om dig, eller ser billeder af dig, eller kommer til at kigge på det billede, jeg har på min computer, hvor vi står og kysser i min mors køkken - så har jeg det fint. Honest to God. 

Men så snart, jeg finder et eller andet, der minder mig om dig - om det så bare er en tom pakke rød Prince, der ligger på jorden, så bliver jeg pisse ked af det og vred. Og jeg ved godt, at alle siger, at det er godt nok, at vi ikke er sammen, for det ville jeg ikke kunne klare, og det ville jeg måske heller ikke - men man styrer ikke selv sine følelser - jeg gør i hvert fald ikke. Så meget kontrol ejer jeg alligevel ikke.

Jeg ved jo også godt, at jeg er fucking ynkelig, når en tom pakke smøger kan gøre mig ked af det - jeg ved det godt. Men bare det der med, at der aldrig var et rigtigt farvel.. Det sidste, jeg hørte fra dig var, at du havde følelser for mig, men havde meget om ørerne - fair enough - men så havde jeg nok bare, i min egen lille, naive bobl, forventet, at du ville komme tilbage på et eller andet tidspunkt, som jeg allerede har nævnt alt for mange gange herinde. Men... nu er der, snart, gået to år. 

Jeg vil bare gerne have min baby tilbage. På den ene eller den anden måde. Men igen, jeg ved ikke, om jeg kan være venner med dig, og skulle høre om alle de tøser, der sværmer om dig - for DET gør de, og det kan jeg satme godt forstå. Men.. for helvede. Jeg hader det. 

I said I'd never let you go, and I never did.
I said I'd never let you fall and I always meant it.
If you didn't have this chance then I never did.
You'll always find me right there, again.

Jeg ved ikke, hvorfor det går mig så meget på, at jeg har drømt om dig. Jeg ved det vitterligt ikke. Det kan jo være lige meget, det var jo bare en drøm, ikke? 

Og jo, det var det - men hold kæft, hvor var det en god drøm. Jeg kunne pludselig mærke dig igen, og det hele var så fucking virkeligt, og så vågnede jeg, og du var der ikke. For helvede, hvor er det træls. 

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke i forvejen tænkte på dig næsten hver dag - men i dag er det især slemt. Jeg kan slet ikke tænke på andet, og hver gang jeg lukker øjnene, kan jeg se dit smil. Det der irriterende, pisse, lorte smil, jeg, på en måde, faldt for, selvom jeg havde en kæreste, jeg elskede rigtig højt. Giver noget af det her mening? Nå, ikke, okay.

Jeg har ikke set eller hørt fra dig i snart 2 år, på nær det sjældne "like" på Facebook, og jeg er også, nogenlunde, okay med det. Ikke fordi, jeg ikke savner dig, eller fordi, jeg ikke stadig får en klump i halsen, når jeg tænker på sidste gang, jeg så dig. Du var så ødelagt...

Men jeg savner dig HELT vildt lige nu. Og ja, det er nok fordi, jeg er en sentimental tøs, der tænker for meget, ingen tvivl om det, for det er jo ikke fordi, jeg ikke kan klare mig uden dig, det kan  jeg jo sagtens - det har jeg bevist, og jeg er ikke i tvivl. Jeg ville bare, for helvede, ønske, at du var her lige nu. 
Jeg har lyst til at ryge med dig, kramme dig, fortælle dig, at jeg stadig holder FUCKING meget af dig, elsker dig, even, og fortælle dig, at det hele nok skal gå, uanset hvad du har rodet dig ud i nu. 

Men jeg tror, min illusion om, at du kommer tilbage til mig, er væk. Jeg er ikke sikker, men jeg tror det. Om jeg stadig håber, at du kommer tilbage, det ved jeg ikke. Eller, jo, på en måde gør jeg selvfølgelig - that kind of love doesn't just disappear. 


And do you think of me at night?
I still wish we could've made it right, you can't say that I never tried.

Cause every time I ran, I ran to you,
I meant it every time I said I loved you.

Jeg har tænkt meget, hen over hele weekenden, over, hvor meget jeg egentlig skal finde mig i. Og jeg er kommet frem til, at NU er det KRAFTEDERMAME nok.

Nu har det stået på siden november, og jeg er SÅ træt af det. Jeg gider ikke mere. Jeg gider ikke, at du kommer tilbage for 2-3 dage, for så ikke at snakke til mig i 2 måneder.
Jeg gider ikke flere kærlighedssange, hvor der ikke er kærlighed involveret alligevel. Jeg gider ikke flere halve forklaringer eller halvhjertede undskyldninger.

Det kan ikke være rigtigt, at jeg skal finde mig i det - så det holder jeg op med. 

Men det værste er, at du ikke engang kan sige det - skrive det, even. Ikke et svar får jeg, bliver blot ignoreret. 
Jeg synes, helt ærligt, at du burde få dig nogle nosser, og fortælle mig, hvordan tingene hænger sammen. Er afstanden for stor? Gider du mig ikke alligevel? Er du for optaget af dit åndssvage spil? Well, then fucking great. Men jeg fortjener et svar. 

Det er sjovt - for en, du påstår at elske, så behandler du hende fandeme ikke særlig pænt. 

Dette handler heller ikke længere om, at jeg ikke kan klare mig uden dig - for det kan jeg sgu sagtens. Men havde du spurgt mig i fredags, om jeg havde lyst, havde mit svar været nej. 
Nu er jeg noget mere cool med det. Om det er de bajere, om det er pga. Oliver, Mikkel eller Nicolai, eller om det er pga. det, min psykiater sagde, det ved jeg ikke. 

Jeg er bare så gal - på dig, på alt, på det hele. Måske mest fordi, jeg troede, du var "Prinsen på den hvide hest" - men hvad skal man med sådan en, når man har Richie Sambora i højtalerne? I don't fucking know. 

Blandede tanker.

Jeg ved ikke helt, hvordan det er meningen, jeg skal have det i dag. 

Jeg var okay, indtil jeg kom i tanke om datoen, og at jeg ikke skal se ham i dag. Hvorfor går det mig sådan på? Jeg er for helvede 20 år gammel, jeg burde kunne klare mig uden ham. Måske er det fordi, jeg ved, han er sammen med dem - og jeg er glad på deres vegne, men jeg føler mig så fandens udenfor. Igen. Den der følelse af, at man aldrig helt er god nok til ham... Jeg hader det. Og den har fulgt mig i 18 år nu. 
For jeg ved jo godt, jeg kan klare mig uden at se ham i dag. Det kan jeg jo sagtens, det er ikke det. Det er, et eller andet sted, jo bare en dag som alle andre. Jeg vil bare gerne... jeg ved det ikke. Have et kram, måske?

Og så ved jeg fandeme ikke, hvad der sker med mit hoved - hvorfor giver alle sangene mening igen? Hvorfor betyder du så meget for mig, bare du skriver hej? Hvorfor er du så vigtig, og hvorfor kan jeg ikke bare være ligeglad? Hvorfor har jeg dette... behov for at have dig så tæt på, som overhovedet muligt, når jeg egentlig aldrig har haft det? Kan du ikke bare, for helvede, sige det igen, og så bevise, for en gangs skyld, at du mener det? 
Du bor langt væk, det hele er kompliceret, I fucking get it, men det er bare... åååååårh. Jeg hader at være sårbar. 

Og så til noget helt andet - hold kæft, jeg er blevet en bitch, siden jeg er kommet på nyt medicin og har fået ny psykiater. For pludselig er der en, udover min mor og Mikkel, der fortæller mig, at jeg egentlig er god nok, som jeg er, og jeg ikke behøver lade som om, jeg er den flinke Michelle hele tiden. Så pludselig siger jeg fra, beder folk holde sig væk, er endnu mere sarkastisk og "hurtig på aftrækkeren", mens jeg siger min mening - og jeg VED jo godt, at det ikke gør mig til en bitch, men det er noget MEGET nyt, når man har gjort, næsten, alt for at please folk hele sit liv. 

Hvor jeg vil hen med alt det her? Jeg ANER det ikke.....